Inner Energy.

Den der indre energi, den har ligesom gemt sig i lang tid nu.

Jeg kan ikke rigtigt finde den.

Jeg er konstant træt, lysten til at lave noget er forsvundet og jeg isolerer mig gerne.

Intet er sjovt, og jeg går rundt som en zombie.

Er ikke længere menneske - nej, jeg er bare flad.

Hvordan finder man sin indre energi?

Det eneste jeg lyster er at lægge og sove, så jeg ikke hele tiden skal tænke.

Hvordan gør du, når det hele er gråt i gråt?

Jeg vil også bare være glad og have energi!

right here. right now.

Jeg føler mig som en fejl i dag - ikke en vinder.

Det er som om at intet dur for mig lige pt.

Jeg kan ikke bestå, jeg gider ingenting, jeg kan ikke følge mine 'regler' og jeg kan ikke bryde ud af min situation. 

Jeg kan se så mange grunde til fra min fortid, at jeg er her hvor jeg er i dag.

Men jeg gider ikke dvæle i fortiden, jeg vil bare videre - NU!

Jeg vil også have det godt, fulde mig med vennerne, have overskud til en normal dag, have en kæreste, være i gang med en uddannelse, osvosv.

Men jeg kan slet ikke engang overskue tanken om det.

Jeg savner det bare sådan.

Jeg kan ikke tillade mig selv at være glad, medmindre jeg har fulgt 'burde'.

Og når jeg har fuldt 'burde', har jeg ikke mere energi til 'lyst', og når jeg ikke har energi til 'lyst' - så ramler hele min verden igen. 

Inspiration.

''Jeg er villig til at ændre alle former for kritik.

Jeg elsker og værdsætter mig selv.

Min feminine energi er smukt i balance. 

Livet støtter og elsker mig. ''

Dette er få sætninger/bekræftigelser som jeg er igang med at bruge i mit liv.

I følge Louise L hays, så er det det man sender ud, som kommer tilbage.

En lov der er i hele universet.

Jeg vil så gerne tro hende.

Og når jeg bruger disse ting i bare få dage, mærker jeg en forskel på min krop og mine tanker. 

Blandt andet, kan ens tanke heale sin krop. 

Og ja! Det virker. 

Det virkelig vildt!

Så disse fire sætninger vil jeg huske på inden jeg går i seng.

Og undskyld mit sure opstød tidligere.

Havde brug for et udbrud af tanker og følelsesmæssigt kaos. 

Im am, what i am.

En accept af hvad og hvem man er. 

Den kan jeg ikke finde.

Jeg kan ikke klare hvem jeg er, og slet ikke hvad jeg er.

Det gør så ondt at vide alt det man går glip af, er så tæt på. 

Men man kan ikke nå det. 

Alle de hyggeaftenener, familien, veninderne, hverdagen, rejserne og festerne,  som jeg går glip.

Ganske enkelt fordi der er noget i mig der forbyder mig at være en del af det.

Og når jeg så endelig er i det, så føler jeg mig tyk, fæl og forkert. 

Det er forbudt for mig at være i det.

Fordi min krop er så grim.

Den er så forkert. 

Jeg er virkelig flov over mig selv.

Den er så tyk og grum.

Jeg vil hele tiden ændre min krop, for jeg skammer mig selv over den.

Og det gør ondt.. 

Helveds ondt. 

Hvorfor er jeg mig?..

So many lives, so many choices.

Der er virkelig så mange måder man kan vælge at leve sit liv på.

Man vælger selv sine værdier, chancer og holdninger. 

Man vælger selv om man vil leve i mørket eller lyset.

Alle vil få udfordringer og prøvelser, som de ikke selv vælger.

Men, i bund og grund vælger vi selv hvordan vi tager imod dem.

Om vi vil lade os falde eller blive stærkere.

Selvfølgelig kan man ikke altid stå på sine fine ben, men så må man vælge om man vil blive liggende eller rejse sig.

Man er ikke lige stærkt i alle situationer, men at få udnyttet dem bedst muligt - det er hvad der er stærkt. 

Jeg er så svag og så stærkt.

Jeg skal bare lære at bruge begge egenskaber.

Jeg er bare mig, ingen anden.

Og det skal jeg lære at acceptere.

Men hold kæft hvor er det svært.

Det er jo alt hvad jeg ikke vil være.

Æv.

The anxiety.

Angsten.

Den evige angst for at tage på.

Efter hvert måltid.

Efter hvert hvil.

Efter hvert møde med en bekendt.

Efter hver ændring i 'planen'.

Hvordan kan man få sat en stopper for at den skal fylde så meget?

Hvordan accepterer man at den er der, også selv om der ikke er grund til det?

Hvordan lever man i det?

Hvordan lærer man at ændre det?

Hvordan kommer man ud af den byrde den er?

De indre behov for hele tiden at præstere og yde.

Hele tiden den indre melodi der kører med; ''jeg burde, jeg skal, jeg må ikke osv''.

Jeg vil gøre alt for at slippe den.

Leve i nuet og være til stede uden at skulle yde. 

Bare være god nok som jeg er.

Men jeg er bare aldrig god nok og jeg yder aldrig nok. 

stronger.

Jeg er lidt stærkere end jeg var igår.

Jeg er lidt mere erfaren end igår.

Jeg ser lidt mere end igår.

Jeg er lidt klogere end igår.

For hver dag der går bliver jeg mere og mere bevidst over hvorfor jeg har det som jeg har det.

Hvorfor jeg har alle disse dumme tanker, som skal ses, mærkes, bearbejdes og med tiden forsvinde.

Men, jeg bliver også mere og mere fortvivlet.

For alt hvad der har været sandt for i tiden for mig, begynder nu at blive trevlet op og lægges bordet som løgn.

Eller hvad?

Er det sandt eller falsk det folk fortæller mig?

Jeg vil så gerne tro at det er sandt.

Dette er den engel jeg trak for min dag i dag;

Englen for Tilgivelse

Jeg vil tilgive alle som har såret mig - og som jeg har såret.

Again, and again.

Fra glad til trist.

Hold kæft hvor er der ikke langt imellem.

Jeg har haft en ret så god dag, dog med en masse nervøsitet for den kommende køreprøve.

Men nu, nu er jeg ked af det, indadvendt og har mest lyst til at forsvinde. 

Jeg kan slet ikke rumme andre mennesker lige nu. 

Jeg hader mig selv.

Min krop - mit fængsel.

Får nogle rigtigt grimme og skræmmende tanker.

Tanker som jeg ikke engang tør at dele fuldt ud.

Ingen vil forstå det, medmindre de selv har været der.

Jeg vil bare have min krop til at forsvinde.

Er så flov over den bunke fedtpuder jeg går og slæber rundt på.

Føler at jeg er nødt til at gøre ondt.

Det skal gøre ondt.

Jeg kan ikke slippe godt fra det her ellers. 

Jeg må ikke slippe godt fra det her. 

anxiety and fear.

Kender du det hvor man mærker angst i alle led af sin krop?

Hvor spændinger vokser og bliver så store at man ikke længere kan være i det.

Man går i panik.

Maven krymper sig sammen og gråden titter frem. 

Du skiftevis fryser og sveder.

Griner og græder.

Løber og ligger.

Snakker og tier. 

Præstationsangst er den jeg kæmper med lige nu.

Jeg vil præstere på alle led og kanter i mit liv lige nu.

Ang. min familie, veninder, min sygdom, mit kørekort og bare generelt i hverdagen.

Men, jeg kan jo ikke være 'perfekt' alle steder vel?

Følelsen og tanken er bare så enorm kraftig.

''JEG BURDE''

Jeg er enormt bange for at skulle til køreprøve.

Jeg ved godt at det 'bare' er en køreprøve, men jeg vil så gerne bestå!

Det kørekort bliver en lille billet mere til livet.

Til friheden.

Så kan jeg køre når det passer mig og hvorhen det passer mig.

Så kan jeg endelig begynde at mærke nogle glæder ved 'de atten år'.

Men æv, jeg bliver så nervøs.

Sveder, laver fejl og mister koncentrationen. 

Hvordan kommer du af med al angsten og al frygten?

where do i go from here?

Efter to kanon gode dage, lander jeg lige i et hul.

Min energi er som suget ud af mig og kastet langt bort.

Jeg er træt, gnaven, ked af det og tænker alt for meget! 

Altså, i realiteten kunne jeg sætte mig ned og græde og græde og lukke gylle ud!

Alternativet er at skubbe det hele til side(problemet er bare det kommer 1000 gange tilbage)

Jeg kunne få en hyggelig dag med familien, eller jeg kan sætte mig på mit værelse og være ulykkelig.

Har bare følelsen af at jeg har brug for at være lidt ulykkelig?

Det er jo okay at være træt og ked af det!

Men, så begraver jeg bare mig selv.

Jeg ved det ikke, jeg er ekstremt forvirret og fanget i mine egne tanker.

JEG BURDE JO OGSÅ BARE VÆRE NORMAL.

Hvad fanden er det for noget pis det her.

Jeg kan høre hvor dumt det lyder, men jeg kan ikke føle det.

Min virkelighed er bare ikke sådan indeni.

Jeg vil så gerne bryde ud af mit tankemønster. 

I need a hand. 

En rigtigt, rigtigt god dag!

Mums<3

God mad, godt selskab, nyt tøj, god film og god energi. (GLADE TANKER).

Sådan en dag her, sådan vil jeg begynde at have nogle flere af.

Kæft det giver energi og overskud til at fortsætte kampen mod ano. 

Jeg har det temmelig godt (er træt, men glad).

Det eneste der er en kamp nu, er at jeg ikke har fuldt 'burde' og dermed er min krop ikke kommet et skridt nærmere i den rigtige forkerte retning.

Jeg elsker og værdsætter mig selv, jeg elsker og værdsætter mig selv, jeg elsker og værdsætter mig selv.

IKKE?

Jeg elsker og værdsætter min krop og mit sind.

Jeg er tryg. 

Jeg er perfekt som jeg er, lige i nuet. 

please stop.

Hvor jeg bare skide træt af at høre om slankekure, livsstilsformer og hvordan vi alle sammen BURDE leve.

Jeg er pisse træt af det.

Jeg er skide træt af alle de blade med åleslanke supermodeller, perfekte kroppe og KRAV!

Jeg bliver aldrig så trænet, så tynd eller så perfekt.

For mit liv skal være mere end træning , kost og regler.

Men, er jeg så god nok?

Jeg er virkelig et følsomt menneske overfor sådan nogle ting.

Jeg er en sjæl, som søger nye måder at forbedre mit liv på!

Jeg er sådan en person der lytter til andre og deres erfaringer!

Så hvorfor skal jeg ikke med på den vogn?

FORDI JEG BLIVER SYG I MIT LILLE HOVED AF DET.

Jeg er så vred på de mennesker der altid fortæller os andre hvordan VI skal leve VORES liv.

For jeg kan ikke sortere i det!

Jeg kan ikke finde ud af sandt/falsk/godt/ondt.

Jeg er så usikker på mig selv og min dømmekraft.

MEN, er jeg så god nok?

FUCK bladene, FUCK kravene, FUCK slankekurene, FUCK det her samfund.

Undskyld. 

Jeg er nødt til at tale lige ud fra posen.

Men nu er jeg jo ikke god nok til at passe ind i de berømte 'kasser' mere?

Er jeg så god nok?

Min lille indre Heidi er bange.

Nu gør jeg noget forkert.

Er så pist. 

back on track.

Hvordan kommer jeg tilbage på sporet igen?

Til alt det jeg gerne vil,  til alt det jeg elsker. 

Jeg vil så gerne, men det føles så forkert.

Hvad sker der i mit hoved?

Jeg er så bange for, hvor det her det skal ende.

Jeg syntes det er svært at overskue mine krav til mig selv.

Engang kunne jeg leve op til dem, men det kan jeg ikke længere.

Og nu krakkelerer det hele for mig.

Det smuldrer, det smadres - det forsvinder.

Jeg har ikke rigtigt det der fast holdepunkt at komme tilbage til.

Føler mig som den der and, man ser på søen.

Rolig øverst oppe, men under vandet pisker fødderne for at holde sig over vande.

Det kører og kører og kører.

Vil i nogensinde elske mig igen?

my body is a cage.

Min krop er mit fængsel.

Jeg vil gerne være ih og åh så positiv.

Men sandheden er at jeg er helt kvæstet indeni.

Jeg er så led og ked af mig selv og mit liv.

Jeg forbandet min krop, jeg afskyer den i aller højeste grad.

Jeg står ikke ved den på nogen måder.

Jeg kan ikke tackle de forandringer den skal igennem.

Jeg føler bare at jeg er forkert, for tyk og for doven.

Det sidste lange stykke tid har været et smertehelvede, 

fyldt med en masse bør/skal/behøver. 

Jeg er så forkert.

Jeg er så tyk.

Jeg er så doven.

Jeg gør intet rigtigt.

Jeg gi'r snart op.

Jeg kan ikke overskue mere.

Jeg lægger mig snart under dynen og lade himlen vælte ned over mig.

Jeg kan ikke klare presset mere. 

Jeg er som en stor klump bly, der bare sucks. 

Hjælp mig fra dette mareridt, sig mig;

HVOR GÅR JEG HEN HERFRA?

Hvorfor er vi her?

Hvad er meningen med det hele?

Hvorfor gå igennem smerte og sorg?

Hvorfor fortsætte ud af den lange vej?

Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Jeg føler at livet er gået i tomgang.

Jeg har ikke lyst til det.

De forstår det ikke.

De forstår ikke mine tanker og pinsler.

De ser kun det de vil se. 

Uanset hvor højt man råber, så hjælper det ikke. 

boom.

Og så ramte jeg muren.

Trætheden får virkelig magten nu.

Øjnene falder i, kedafdetheden kommer og kroppen føles som tung bly.

Jeg er næsten ikke engang i stand til at sidde med min computer.

Høje lyde er hårde, kolde og rungende.

Alt, alt - ALT, for meget uro blandt andre.

Jeg orker ikke mere i dag.

Noget i mig siger; IKKE GODT NOK.

Noget andet siger; JEG GJORDE HVAD JEG KUNNE.

Hvilken en er den sande?

Finders der noget over/under/imellem tankerne?

Jeg er nødt til at kaste håndklædet i ringen nu.

Ellers vælter jeg,

- Hvilket jeg nok er ved alligevel!

Jeg har haft en god dag, ikke det vilde pres indefra, godt vejr, og lavet ting jeg godt kan lide.

Men var det nu forkert?

STOP DUMME TANKER - STOP!

to be normal.

Når normal ikke er godt nok.

Lige nu arbejder jeg på at finde 'normalen'.

Ingen kan med 100% sige hvad normalen er,

men den måde jeg definerer 'normalt' på er;

At kunne spise uden dårlig skyldfølelse.

At kunne dyrke motion fordi man har lyst.

At kunne slappe af uden man skal kompensere for det.

At kunne mærke efter i sin krop, hvad man har brug for. 

At kunne være social.

At kunne skelne mellem burde/kunne.

At kunne være glad for den man er.

Men hvad så når normal ikke er god nok?

Altså, hvis man nu skal spise mindre,dyrke mere motion, ikke slappe af, at ignorere kroppens tegn, at følge 'burde' hele tiden og hade sig selv - for at være god nok?

Sådan har jeg det.

Jeg er nødt til at gøre alle tingene godt/bedre end andre, før jeg er nok værd.

Problemet er bare at kravene stigere, man bliver mere og mere fanget og man bliver topstresset. 

Jeg er virkelig topstresset. 

Jeg er virkelig ved at drukne i mine egne krav.

Men når jeg ser på mit liv, i mit spejl og mærker efter ;

Så er det bare ikke godt nok!

Jeg skal gerne tabe mig mindst 5 kg, jeg skulle gerne kunne løbe noget nær et marathon, min mad skal være sund, min mad skal være under kontrol.

Jeg skal kunne gå i skole, være social, have et arbejde, en kæreste og tid til familien.

Jeg skal mærke rigtig glæde, jeg skal være ærlig, jeg skal være positiv, jeg skal være mig selv, jeg skal kunne meget ( helst mere end alle andre).

FUCK JEG DRUKNER..

Derfor er anoreksien min redningsvest.

Fordi det gør at jeg ikke er i stand til det.

Folk kan se at jeg er træt af svømme, svømme,svømme - for derefter så igen at SKULLE svømme. 

For det er jeg jo nødt til ikke?