Deep inside.

Jeg kan virkelig når jeg vil det.

Altså når jeg virkelig vil det.

Det har jeg bevist overfor mig selv de sidste par dage.

Jeg har ikke overlevet.

Jeg har LEVET.

Jeg har været et svin overfor min krop, men lang tid siden at den indre energi har været så god.

Og så på fire timers søvn! 

Der findes virkelig nogle fantastiske menneske ude i denne verden.

Om jeg tør stole på den kendsgerning jeg er kommet til lige, aner jeg ikke. 

Men jeg ønsker at tro på det.

Selvom at jeg bliver usikker, så kan jeg ikke gøre andet end at prøve.

Jeg har efterhånden intet at miste. 

Jeg har spist, drukket, dovnet og nydt.

Nu må vi se om jeg er lige så glad når vejningsdagen kommer.

Men hey, hvis den svinger, så har det måske været det værd!

Sommer, veninder og åndedræt <3

sitting and wondering.

Det var svært at skulle forlade de trygge rammer.

Det var svært at skulle klare sig på egen hånd.

Det var virkelig svært..

Nu er de bare svært at komme tilbage.

Nu tager de over igen. 

Lad mig nu selv klare det.

Jeg vil jo så gerne, men jeg kan bare ikke endnu.

Portionerne bliver måske lidt mindre, og motion lidt vigtigere. 

Men jeg klarer mig da!

Nu er jeg nødt til at face, at jeg skal kæmpe igen.

Det har været en god pause at komme hjem, og finde ud af at det er det jeg arbejder for.

Men det gør satme ondt at jeg ikke kan være der lige nu. 

Jeg savner at være 'normal', at hygge mig, at gøre de ting jeg gerne vil.

Og nu når jeg så kommer tilbage, så ved jeg at der igen skal kæmpes.

Orker det ikke..

Men om et år vil jeg jo blive glad for at jeg tog et skridt mere i dag.

Tak, for en god uge.

På både godt og ondt, så har jeg haft brug for det.

Selvom det sætter en masse indre kampe igang. 

JEG VIL LIVET! - det er bare for svært at tillade mig selv det. 

'Livet' er et for stort og uoverskueligt begreb, til at jeg konkret føler mig stærk  nok til det. 

Giv mig styrke... 

the pierces dont fit anymore.

Det er ikke rigtigt for mig at tabe mig mere.

Det er ikke rigtigt for mig at tabe på endnu.

Det er ikke rigtigt at tælle mere.

Det er ikke rigtigt at stoppe endnu.

Det er ikke rigtigt at være så alene mere.

Det er ikke rigtigt at være så social endnu.

Det er ikke rigtigt at være bange mere.

Det er ikke rigtigt at slippe angsten endnu.

Der er ikke noget der virker rigtigt, rigtigt mere.

Alt hvad jeg gør, enten den ene eller den anden vej er forkert.

Så hvilken vej fortsætter jeg ned af?

Den som alle siger der er den rigtige, eller den som jeg så inderligt stadig tror på er rigtig? 

Hvad er mine ønsker og håb for fremtiden? 

Det som mange ønsker; tryghed, kærlighed, ro, ærlighed, glæde og drømme.

Blandt vanvittige må man selv være gal.

daydreamer..

Jeg drømmer hver dag om at ændre mig.

Gøre noget andet.

Altså virkelig gøre noget andet end det jeg plejer!

Men det er som om at det ikke virkelig rykker i mig.

Men tankerne om alle de ting jeg går glip af, driver mig til vanvid.

Det gør ondt at tænke på alle de oplevelser, minder og hyggestunder jeg går glip.

Men jeg er bare endnu ikke klar til at sige ja, til hug som livet også giver.

Sorger, smerter og pinsler.

Men hvorfor ikke?

Er det ikke meningen at livet skal være okay, på godt og ondt?

At man gerne vil tage kampe, fordi man ved at når sejren er vundet, så 

lysner det hele igen.

Jeg savner det at hygge med pigerne, drikke lidt sprut, spise god mad, danse, se film, lægge tæt med en kæreste, komme op i skolen, tjene lidt lommepenge og alt det andet som livet byder på. 

Og nu? Der forbyder jeg jo mig selv alle de ting, af årsager som;

Jeg er tyk.

Jeg har ikke fortjent det.

Jeg er grim.

Jeg gør det hele forkert.

Osvosv ... 

Og så er jeg bange.

Hvad tænker de om mig?

Gør jeg noget godt/skidt?

Sker der noget hvis jeg ikke gør som jeg plejer? 

GIV MIG MIT LIV TILBAGE ..

Jeg vil livet, og alt det, det indebærer - bare giv mig det nu tak ..

mornings.

Så er det en ny dag igen.

Spændingen om at skulle være hjemme, og lave; det jeg har lyst til. 

Skræmmende..

Ekstremt mærkeligt, uhyggeligt, angstfyldt og provokerende.

Nu står jeg ret meget på egne ben igen. 

Jeg føler mig ikke stærkt nok til det her.

Nu er to dage kørt med ret meget tryk på.

Og så dag tre, er jeg bare smadret.

Jeg har ikke energi i mit hoved og min krop er tung og træt.

Jeg trænger bare til at sove.

Men jeg tør ikke sove.

Jeg er bange for at tage på hvis jeg nu skvatter hen i for mange timer.

Jeg skal jo spise alligevel.

Er nervøs.

Hvordan klarer jeg dette selv? 

Jeg vil ikke tage på.

Det føles rart at kunne tabe sig igen.

Selv om det ikke er det jeg vil.

Jeg har to valg; at spise eller ikke spise.

Sikke en frihed.

Eller hvad? Måske mere et krav eller en beslutningen, som er så død svær at træffe. 

Hvorfor er det jeg nægter mig selv at spise?

Noget så basalt og så vigtigt. 

Kan jeg klare det?

Allerede nu, er jeg kommet til at 'snyde' lidt med maden.

Tiden er bare ikke rigtig.

Eller jeg er et forkert sted med forkert mad.

Hvor er mine trygge fast rammer.

Det er som om at det hele flyder lidt ud.. 

depressed.

En enormt deprimerende dag.

Er fyldt med negativitet.

Alt virker helt overskueligt og lige meget. 

Jeg gider ingenting. 

Kan ikke finde nogle ting jeg har lyst til.

Min krop gør ondt og mit hoved kører rundt.

Jeg har ikke energi til at tage et skridt. 

Jeg vil bare græde,

græde, sove, græde, græde. Og sove. 

Og samtidig har jeg den der stress og mærkelig energi i mig.

Det raser i mig.

Jeg skal gøre noget. 

Ellers er jeg forkert. 

JEG ER JO SÅ SKIDE FORKERT UANSET HVAD!

FORHELVED. 

Hvorfor kan jeg ikke bare give slip..

dear body.

Kære krop.

Vær nu sød at lytte efter..

Jeg har brug for din styrke, din hjælp og dig til at komme videre med. 

Jeg be'r dig om at gøre en drøm til opfyldelse.

At være fyldt med energi, se stærk og slank ud - måske lidt tynd. 

Fin og flot - Måske lidt perfekt.

Før fortjener jeg ikke at have det rart.

Jeg har ikke gjort min pligt.

Jeg kan jo ikke give slip endnu.

Jeg ville elske at tabe mig igen.

jeg ville hade at tabe mig igen.

- Hvis jeg bare kunne tabe mig igen i et par uger, og så komme tilbage til mit hjem.

Finde ud af om det er dét værd. 

Om det virkelig er det jeg ønsker.

Jeg er stadig helt forblændet i tvivl(for jeg er jo så tyk!), i hvert fald de fleste dage. 

Men hvis jeg først går den vej, så slipper de mig.

De vil ikke lade mig komme igen.

Jeg har spildt min chance så.

Hvor ville jeg ønske jeg kunne spise normalt, se tynd ud og have et rigtigt liv.

Jeg savner ham der holder om mig, pigerne der griner med mig, familien der værner om mig, jobbet som interesserer mig og alt det andet gode. 

Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det rigtigt..

jeg er jo så dum. 

life is fragile.

Livet er så skrøbeligt.

Jeg véd det. 

Jeg hører, jeg ser det - jeg mærker.

Men jeg bliver bare mere bange af det - jeg kan ikke skubbe mig selv videre alligevel. 

To mennesker, farmor og farfar - kæmper lige nu for livet.

De kæmper med to vidt forskellige ting.

Men ingen af dem, skal være her for evigt.

Heller ikke mig.

Og det er enormt uhyggeligt at tænke på.

Tænk engang? At skulle forsvinde fra denne verden. 

Ikke at skulle vågne til fuglefløjt, duften af nyslået græs og en gåtur ved vandet. 

Til de lyse sommernætter, dage med regn, blomster som dufter.

Alle de små ting i livet, som gør at man kæmper videre. 

Hvis jeg fortsætter som jeg har gjort, så vil der ikke være mange år tilbage til mig.

Jeg vil jo ikke dø. 

Jeg kan bare heller ikke overskue de krav jeg giver til mig selv ved at leve. 

For sale.

Dagen i dag har i sig selv startet meget tungt. 

Men lidt op af dagen kom humøret så småt tilbage.

Mig og nogle veninder lavede en bette jordbærbiks som fik mine tanker hen på noget andet.

Og så forsatte dagen ellers bare ud ad i 6. gear.

Er helt smadret nu, samtidig med  at alle de dumme tanker vælter ind over mig.

Jeg vil ikke være alene, jeg vil passe på..

Jeg er bange.

Jeg går i panik.

Jeg er forkert, jeg er klam, jeg er dum..

Jeg er tyk, jeg er slem, jeg er anderledes.

Hold om mig, sig det hele er en dårlig drøm.

Et mareridt.

Jeg orker ikke mere .... 

pain.

Det brænder i mig.

Har det som om jeg skal eksplodere. 

Det hele skyller ind over mig.

Vreden, angsten, kedafdet-heden, tvivlen.

Jeg kan slet ikke se mig ud over det her.

Jeg kan ikke være positiv.

Det hele kører rundt i en dum spiral.

Jeg vil bare væk.

Jeg føler mig kvalt i alt det her pis.

Jeg klarer ikke det her, hvis jeg ikke snart finder lidt ro og glæde igen.

Jeg er så tæt på at give op.

Tage tilbage til at det kendte og trygge.

Bare for en stund.

For at finde lidt ro, 

Finde lidt forståelse.

For at mærke tilfredsheden. 

Jeg hader jer lige nu.

Jeg elsker jer lige nu. 

JEG ER SÅ FUCKING VRED!!!!!!!!!!!!

FUCKING PISSE LORTE PIS.

Burn in hell............. 

Hjælp mig. 

turn back the time.

Ville virkelig ønske jeg kunne komme tilbage til dengang man var et lille sødt barn.

Og alle siger det, alle savner det og alle vil gerne tilbage - fordi det var 'nemt'.

Man skulle kun forholde sig til om man ville lege med barbie eller lego.

Der var så enormt meget leg, glæde og nysgerrighed.

Jeg kan ikke finde min plads. 

Jeg hører ikke mere til i kategorien 'barn' - men bestemt heller ikke ikke i 'voksen'.

Jeg er ung, uden at egentlig at være det.

Mange unge mennesker;

Sover længe, går i byen, går i skole, har fritidsinteresser, har venner, veninder og kærester, de har job, og de er oftest nysgerrige på 'alt det der venter'.

Men jeg, jeg sidder på et opholdssted ude på landet, kan ikke overskue en normal hverdag, får ikke passet og plejet mine venskaber, intet job, ingen skole, ingenting- nå ja! Og jeg frygter ' alt det der venter'.

Jeg kan ikke lide mig selv, jeg direkte hader mig selv. Jeg afskyr hver en centimeter af min krop.

Ville ønske jeg bare kunne tabe mig..

Få kontrollen igen.

Jeg er så utilfredsstillet nu.

Hvor fanden skal jeg gå hen? 

Jeg kender kun en vej, hvilket nok også er den letteste.

Jeg er så træt af at kæmpe.

Jeg mister min ungdom, men kan ikke se ud over mine tanker. 

War.

Mit hoved har været i en enorm krig de sidste dage.

Følelser mod fornuft.

Tanker mod medmennesker. 

Det er et rent kaos. 

Jeg har intet forsvar lige nu.

Føler at jeg er på kanten, på kanten til at gøre noget andet og på kanten til at give op.

Det er så nemt at falde tilbage. 

Jeg vil så gerne tilbage til der hvor jeg har kontrollen, følelsen af at være nogenlunde okay, at jeg er mere værdig til at nyde og slappe af. 

Men nu, er jeg bare i en følelse af tomhed og skam. 

Skylden.. er enorm. 

Hvorfor gør jeg ikke bare noget?

Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen?

Jeg 'burde' jo bare komme.

Der er noget i mig der siger; løb nu den tur! Tag nu ud til dine veninder! Spis nu sundt! Vær nu glad!

Der er bare ikke så meget der kommer helt indefra længere. 

Det virker så falsk på en eller anden måde. 

Jeg gider ikke tabe mig. 

Jeg gider ikke tage på.

Jeg gider ikke dyrke motion.

Jeg gider ikke sidde stille.

Jeg gider ikke være alene.

Jeg gider ikke være sammen med nogle.

Jeg gider ikke leve.

Jeg gider ikke dø.

Jeg gider ikke rigtigt noget.

Kan ikke finde min lyst.