1 december.

Jeg har besluttet at jeg vil sætte et citat ind, hver dag indtil juleaften.

Jeg vil se om jeg kan formidle en måde at vise mit humør eller mine tanker på.

Jeg kommer helt sikkert til at skrive længere indlæg, for jeg skal have mine tanker UD.

Men, hvert citat vil repræsentere mit humør i de her 24 dage op til jul.

- Today;

En ny måned begynder.

Måske en ny måned, med nye muligheder, nye chancer og nye tanker.

Jeg prøver at være positiv.

Jeg ved at jeg vil få mine dyk.

Men jeg ved også at nogle dage er lettere end andre!

Jeg er virkelig bange for at tage et skridt lige pt.

Om det er med BL eller om det er med pinslen.

Begge ting virker usikkert og uholdbart.

Mit hjerte sige Bl.

Min hjerne siger pinslen.

Og selvfølgelig skal man gå med hjertet i denne situation.

Det er bare så skide svært når 'fornuften/pinslen' tager over. 

Hold om mig- jeg er svag!

christmas.. and other demands.

Så skriver vi snart 1. december igen. 

Jeg glæder mig som et lille barn!

Problemet er bare at der er djævle,  retfærdiggørrer eller hatere indeni mig som vil tage alt det rare væk fra mig.

Gaverne, roen, hyggen, julemad, juleslik, familiehygge, det rare og det sjove.

Noget i mig skriger;'' du må ikke. du er klam. du har ikke fortjent. du er forkert. du er anderledes.

Men, snart må du! Bare ikke nu. Måske om nogle måneder.. Eller uger.. eller år. ''

En træthed og en opgivenhed i disse tanker, er hvad der er tilbage af mig.

Men den rigtige håbløshed og angst tager over, når jeg bare synker dybere og dybere ned i min egen selvmedlidenhed og ynk.

Jeg græder indeni.

Jeg skriger indeni.

Jeg er bange for hvordan det hele om skal gå. 

Jeg er bange for hvor langt tid jeg kan blive ved i denne kamp.

Julen står for døren.

Mit indre barn fortæller mig at jeg skal nyde, jeg skal leve og jeg må gerne!

Jeg må også spise pebernødder, æbleskiver og julesteg.

Men den anden del i mig siger; ''Æbler, appelsiner og motion skal der til!

Du må først nyde når du har gjort dig fortjent.

Du skal lide og have ondt.

Du skal vise at du hader dig selv og du skal vise at du kæmper for at tabe dig.''

Jeg har lyst til at straffe mig selv hele tiden..

Fordi den der forkertheds-følelse og kæmpe æsel-følelse dominerer lige nu.

Jeg er så træt .. 

home alone..

Hjemrejse weekend. 

Bumbumbum..

Ansvaret på min skuldre vokser.

Skyldfølelsen og selvbebrejdelsen hamrer igennem hovedet.

Jeg vil så gerne hjem og nyde en weekend, hvor alle kravene og maden bare er små bagateller. 

Jeg gider ikke at jeg skal til at skære ned i maden, være overaktiv og pisse træt..

Bare en stille og rolig weekend, med julebag med søster, mor/datter-hygge og evt. en dejlig gåtur.

But it's not that simple!

Hvis jeg nu har det godt, så kan de jo ikke se at jeg også har lorte dage.

De kan jo ikke se at der er mere under overfladen som gør ondt og fylder vildt meget.

De ser den 'overflade' og facade som jeg er så skide dygtig og god til at sætte op.

Hvorfor vil jeg så gerne bevise overfor dem at det er svært at være mig og at det gør skide ondt indeni?

Jeg vil så gerne fysisk vise det tror jeg..

Jeg vil så gerne have at de mærker den samme pinsel og skamhed som jeg føler.

HVOR ER JEG OND!

- Men jeg er så bange for at de tror at jeg gør det hele for at være i centrum og fordi jeg kan li' det.

Det passe jo ikke..

Jeg kan ikke selv styre det.

I know that, some of you know.

Men ikke alle!

Hvorfor er det så vigtigt at ALLE ser mine smerte?

Min smerte som er så dyb indeni, men ingen kan se uden på?

Hvis jeg nu er tynd, sløj og syg - SÅ bliver det fysisk!

Så kan i se hvor skide svært det er.

.. har brug for at straffe mig selv i dag.

Æv. 

Not another day.

FORVIRRING!

VIRVAR I MIT INDRE KAOS.

Kan det lade sig gøre?

Jeg er jo ikke 'rigtigt' syg vel?

Jeg er jo sund og rask.

Glad og tilfreds.

Nej.. 

Det er noget rod indeni.

Jeg er træt og ked af det. 

Jeg er forvirret og svag.

Ikke mindst bange.

Jeg forstår ikke noget i dag.

Jeg er røget i mit sorte hul.

Jeg er så træt af min ulyst til at ville kæmpe imod at tage på.

Jeg orker ikke at kæmpe imod.

Hvorfor kan anoreksien ikke bare skride så jeg føler at det er okay og sikkert at tage på?

Hvorfor er der altid en stemme eller en, der kommer efter mig hvis jeg ikke 'følger reglerne'?

Kan i se mig?

Kan i se jeg kæmper?

Jeg kæmper for ikke at drukne.. 

Se mig, hør mig, hold om mig.

Det hele er så skræmmende og svært.

Og forvirrende!

Er det hele bare noget jeg bilder mig selv ind?

Im still here.

Lige en lille opdatering;

Jeg er her stadig!

Jeg kæmper med kroppen, med vægtøgning og med tankerne..

Jeg kæmper med livet, med følelserne og med kravene.

Jeg kæmper.. 

Tror jeg da.

Gør jeg ikke??

Jeg spiser min mad, jeg passer mine pligter..

Jeg er bare sådan lidt død alligevel.

De siger at det kan begynde at lysne i mine tanker om 2 kg, måske lidt mere.

De siger at de 2 kg kan forandre så meget i hovedet.

Det forstår jeg ikke?

Som de siger; det er jo 'kun' 2 kg'.

Og ja, hvorfor behøver jeg så? det er jo 'kun' 2 kg.

Jeg kæmper både imod og med mig selv. 

Jeg kæmper både imod og med anoreksien.

Jeg vil så gerne..

Og alligevel vil jeg ikke..

Jeg tør..

Jeg tør ikke..

Jeg gør det..

Og alligevel gør jeg ikke..

Jeg er helt forvirret.

Så meget to mennesker - dog nogle gange kun et.

Jeg har da håb, men smerten eller trætheden er  nogle gange ulidelig.

Ugideligheden, trætheden og kroppens figur fylder stadig alt, alt for meget. 

I MISS  TO BE A LITTLE FOOLISH CHILD,

WITH HOPES; DREAMS; AND FAITH.

so many questions.

Uro indeni.

Glæde, frustration, vrede og sorg i ét stort kaos.

Jeg er bange for min glæde bare er overfladisk, at den skal forsvinde.

At jeg ikke må være glad.

Jeg vil gerne straffe mig selv.

Er det anoreksien eller Heidi?

Jeg vil gerne elske min krop.

Men inderst inde er jeg flov og hader den.

Jeg vil gerne give udtryk for mine behov.

Men det er forbudt og så fylder jeg pludselig for meget.

Hvorfor spekulerer jeg så meget på livet og de ting det indebærer?

Hvorfor?

Hvorfor lægger jeg mere mærke til vinden, til fuglesang, til kulden eller til de forskellige smage?

Hvorfor tænker jeg på meningen med livet?

Hvorfor frygter jeg døden?

Hvorfor vil jeg redde hele jorden og hele verden?

Hvorfor vil jeg sætte mine behov efter andres?  

Hvorfor er jeg bange for at sige 'farvel' frem for 'på gensyn'?

Hvorfor er jeg bange for mad og livet?

Hvorfor skammer jeg mig over at give udtryk for behov?

Hvorfor laver jeg regler for mig selv?

Jeg drukner mig selv i mine dræbende tanker.

orchid society.

Normalt vil jeg ikke bruge reklame på min blog.

For det er jo MIT sted, det er min verden.

Men der er noget andet der også fylder i min verden;

Nemlig opdagelsen af at jeg måske er et lille orkidebarn indeni.

Et sensitivt væsen, der har brug for pleje og næring - mere end jeg tror.

Inde på FB, har jeg veninde og jeg nu oprettet gruppen; Orchid society.

Det er 14-25årige, som er Særlig senstive.

Her kan vi snakke om hvad det indebærer, erfaringer og måske få en masse fornøjelse af hinanden.

Der ligger også en test derinde som kan give et praj om, at man evt. er særlig senstiv.

Så join os!; http://www.facebook.com/groups/367619863330263/

Family ties.

Jeg er i syv sind.

Der er så meget omkring min familie i min fortid.

Og dag for dag dukker der lidt mere op.

Jeg kan ikke stoppe med at tænke på det.

Meget af det ser jeg stadig med mit indre barns øjne.

Ikke den 18-årige, 'store' Heidi.

Intet i mit hoved hænger sammen.

Hele min verden er rystet. 

Alt.

Tre diagnoser jeg skal forholde mig til.

En familie jeg er snotforvirret omkring.

En hverdag jeg skal have til at fungere. 

Og en fremtid jeg skal have reddet.

Jeg kan ikke hænge sammen mere.

I dag, har jeg sovet, vågnet, sovet, vågnet og grædt og grædt.

Intet har fungeret i dag.

INTET.

Jeg orker virkelig ikke mere.

panic.

FUCK!

Jeg blev bange i dag. 

Eller det tror jeg?

Jeg har jo prøvet noget der ligner før, men aldrig på denne måde..

Sidder på bagsædet i bilen, mine tanker kører lidt rundt om igår og i dag.

Pludselig bliver kvalmen værre, og jeg trækker vejret dybt.

Men det hjælper ikke.

På under 5 minutter bliver kvalmen så slem at vi må holde ind til siden.

Jeg ligger mig ned på knæ og med hovedet i jorden.

Det begynder at snurre i mine fingre og i mine læber.

Troede jeg skulle dø.

Aldrig er det blevet fremprovokeret af 'ingenting'.

Det plejer kun at komme i trygge omgivelser.

Kvalmen plejer aldrig at være så enorm og overvældende.

Det var som om at alle mine følelser og angst skulle 'op'.

Panikanfald siger de.

Føj for helved en oplevelse. 

questions.

Jeg har så mange spørgsmål i mig.

En masse forvirrende tanker om det hele.

Hvorfor mig?

Hvorfor ikke?

Hvorfor er det maden der er mit problem?

Hvorfor er jeg et problem?

Hvorfor er vi her?

Hvorfor skal man dø?

Hvad sker der når man dør?

Hvad er meningen med livet?

Hvad er meningen med alle regler?

Hvad er sandt og hvad er falsk?

Hvorfor er jeg så bange?

Hvorfor er der krig?

Hvorfor er verden så skræmmende?

Hvorfor, hvordan, hvornår?

Jeg forstår ingenting på de her sorte dage. Av, det gør ondt.

Jeg er så snotforvirret.

Hvorfor, hvordan, hvornår?

inner monster.

I dag har jeg oplevet min værste fjende; mig selv + mit indre monster.

Jeg kan være så hård, så angst og så vred.

Ingen kan styre det - heller ikke mig selv.

Hvis jeg ikke have mit opholdssted til at holde mig fast, ville jeg droppe alt. 

Jeg bliver så enormt bange.

Jeg kan ikke kontrollere mine tanker og mig selv mere.

Mit indre had vokser så enormt, maden bliver farlig og jeg kan ikke stole på nogle.

De lyver!

eller gør jeg?

Jeg ved det ikke..

Denne dag skal bare overståes!

and it wen't well..

Jaja..

Endnu en gang gik det 'okay'.

Taget i betragtning af hvor urolig min morgen var, fordi jeg netop skulle op på det apperat kalder vægt.

Hvorfor kan 200g +/- ødelægge hele ens uge, hele ens humør , hele ens liv?

Hvorfor kan 10g havregryn mere gør en så pisse bange og forkert?

Hvorfor bliver man bange for maden hele næste uge fordi man har tabt sig 700g?

Hvorfor kan man ikke være sammen med nogle fordi man skal 'passe' måltiderne?

Hvorfor kan man ikke gå ud og spise fordi man ikke kan kontrollere maden?

Hvorfor kan man ikke lægge sig og se film og guffe slik med god samvittighed?

Hvorfor er der noget i en der skriger når man bare nyder og er til?

Hvorfor skal man gøre sig fortjent til ALT godt?

Hvorfor skal man have dårlig samvittighed over at være den man er?

Hvorfor tænke så meget over tingene?

JEG GIDER IKKE OVERLEVE - JEG VIL LEVE!

dear weight.

Vejning i morgen..

Hvorfor bliver man så panikslagen nu?

Jeg kan jo hverken gøre fra eller til.

Jeg kan ikke spole tiden tilbage og lave noget anderledes i den forgangne nu.

Min kamp mod kroppen.

Det er jo den jeg vil væk fra, men samtidig HADER jeg den skide vægt.

Og jeg bliver ved: jeg er ikke et tal.

Og; det er ikke vigtigt.

Men jo! forhelved hvor er det stadig vigtigt for mig,

Æv..

Jeg har det skide bestemte tal i hovedet som det ikke må overstige.

Dumme regel..

Hvordan mon jeg kan knække den?

Vende det til noget positivt?

At livet begynder når jeg er kommer OVER den?

Er det gulerod nok?

Jeg er bare stadig alt for bange for livet, til jeg tør tage imod det.

Jeg er bange for verden, for menneske og for mig selv.

Jeg er i mit lille sorte, navlepillende og selvmedlidende hul.

Og jeg kan ikke komme op.

Jeg vil bare gerne straffe mig selv.

For jeg har jo gået imod reglerne og anoreksien!

Åh... 

Så ambivalent.   

Kan i stadig elske mig med min mørke side?

close

Tryghed og nærhed.

Håb og omsorg.

Kys og kram.

Opmærksomhed og venskab.

Ro og kærlighed.

- Det gav du mig.

Jeg tog,  jeg gav.

Indtil det ikke var det samme mere.

Om det er dig eller det jeg savner - det aner jeg ikke.

Men i min situation, med dig og dig i fortiden, så tør jeg ikke lukke andre ind. 

Jeg er bange for ikke at slå til.

Og sådan er det i alle mine forhold til andre også. 

Men jeg savner inderligt den omsorg.

Virkelig.

At blive holdt om.

Jeg føler mig så skide alene.. 

Også selvom jeg er omgivet af mennesker konstant. 

rejecting.

At afvise et andet menneske.

Det er sgu svært for mig.

For lige meget hvilken situation eller årsag det er, så får jeg altid det hele til at blive negativt om mig selv.

Det er min fejl.

Det er forkert af mig.

Jeg er den der bare burde sige ja.

Jeg burde ikke være så dum at afvise. 

Og hvad tænker den anden person så om mig nu?

Kan personen lide mig mindre?

Blev personen sur eller ked af det?

Hvad skulle jeg have gjort anderledes?

Jeg burde også tabe mig..

Jeg kan jo ikke finde ud af noget.

Jeg burde ikke afvise folk når jeg er så tyk og grim.

ONDE MENNESKE!

Og nu kan jeg så gå rundt i den lorte følelse af at være helt forkert og træt resten af dagen.. 

the fog.

Så lettede tågen endelig lidt igen.

Dagen er gået nogenlunde, men nu kommer angsten frem igen,

selvhadet vokser og vrede gror.

Jeg er så træt nu..

Jeg orker ikke kæmpe mere i dag.

Jeg orker ikke være mere i tankerne i dag.

Men jeg har ikke lyst til at være glad?

Jeg har bare lyst til at gå i seng. 

Jeg har bare lyst til at skulle være.

Uden at skulle forholde sig til virkeligheden, til følelserne, til kaosset.

Sorgen over at jeg er nødt til at træffe nye valg.

At jeg skal kæmpe mig vej ud af anoreksien.

At hvis jeg rent faktisk vil videre med mit liv, så er jeg nødt til at slippe den.

Destruere den for altid.

Men ak - angsten.

Men ak - ligegyldigheden.

Jeg kan ikke lade det komme frem.

Jeg er ikke klar!

Men bliver jeg nogensinde klar?

Hvis jeg vil have det bedre, så skal jeg jo også give slip på anoreksien.

Men, den beslutningen kan jeg ikke træffe.

Jeg kunne jo gøre det for andres skyld - men det har jeg jo altid gjort.

Og derfor faldt jeg ned i hullet..

Så for at komme op, bygge broer over nye huller og gå videre,

så er jeg nødt til at gøre det for mig selv.

Problemet er bare at det eneste der giver mening for mig er at tabe mig.

Trust.

Jeg tør ikke stole på jer!

HVORFOR FANDEN ER DET SÅDAN?

Jeg har boet her i et år, og jeg har givet en del af ansvaret fra mig.

Men jeg er så bange for at i ikke kan hjælpe mig.

Jeg er så bange for at i eller jeg gør noget forkert.

Jeg forstår ikke disse nedture, de er så voldsomme.

Alt positivt forsvinder, alt tro forsvinder og al tillid forsvinder.

Jeg er så bange for at jeg er havnet det forkert sted.

Eller at jeg er det rigtige sted, men ikke kæmper nok.

Jeg er så bange for at jeg ikke kæmper nok!

Hvad gør jeg forkert?

Jeg kan ikke bevidst vælge mine tanker - forhåbentlig ændrer det sig.

Hvor lang tid skal jeg slæbes rundt i mit eget sindsforvirrede hoved?

Hvor længe vil jeg piiiine mig selv?

Jeg føler jeg har brug for at straffe mig selv.

Straffe mig selv for at tro og håbe.

Straffe mig selv for at sidde stille.

Straffe mig selv for at være glad.

Straffe mig selv for at spise.

Straffe mig selv for at kæmpe imod 'burde'.

Smerte... jeg vil gerne føle smerte.

Selvom lettelsen kun er kortvarig, så higer jeg efter den.

STOP HEIDI; STOP HEIDI: STOP HEIDI.. 

Fuck everything

Angsten har vist sit grimme ansigt nærmest helt fra morgenstunden.

Efter en god weekend og travl, kommer de dage næsten altid.

Men jeg kan bare ikke kontrollere dem eller acceptere dem endnu.

Det går amok, jeg dirrer, råber, banker, hopper, snakker og slår.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal få angsten ud.

Maden, føles som noget skræmmende, frygteligt og syndigt.

Jeg føler mig tyk, klam og forkert.

Jeg føler mig så skamfuld.

TAG DIG NU SAMMEN!

Lorte Heidi.

Du kan heller ikke gøre noget rigtigt.

Så giv dog op!

Lad jorden sluge dig, lad dig pine og du skal lide. 

Jeg må ikke have det godt.

; man skal yde før man må nyde.

Og hvis man ikke yder, så skal du satme lide, din klamme ko.

Undskyld mit sprog, men sådan er det inden i, når disse dage kommer.

Alt er ligegyldigt, alt er forkert, intet er godt nok og vil aldrig blive.

Angsten skal slås ned med råb, gråd, vold og magt.

Og når jeg så er helt færdig - så driver det af igen.

Men ikke før jeg er helt dernede/derude hvor jeg bare ikke kan mere.

JEG SKAL LIDE MEST MULIGT.

Hvorfor fanden er det sådan??

Jeg skreg; gå væk, gå væk, gå væk.

Mine lunger gjorde så ondt til sidst.

Intet hjalp!

Hverken massage, snak, smerte, tv, gåtur, klem, opmærksomhed..

INTET!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Og det sidder stadig i min krop.

Jeg brækker mig.

A big Mess.

Jeg føler mig som et stort rod lige nu.

'sandheden' om at alt er godt, bare jeg taber mig - er løgn.

'sandheden' om at alt nok skal gå - er løgn.

'sandheden' om at nogle forstår mig - er løgn.

Intet er bare rigtigt, rigtigt lige nu.

Alt er så usandt og falsk.

Mit hoved kører rundt og rundt i cirkler.

Jeg er dødforvirret.

Og jeg er bange- for føler ikke at noget pludselig går som det skal. 

deadly afraid.

Jeg er bange i dag.

Angsten skyller ind over mig som en kæmpe bølge.

Jeg bliver slået ud.

Bliver skubbet rundt.

Kastet mod klipperne.

Jeg kan ikke finde ud af hvad der er sandhed og hvad der bare er løgn. 

Jeg tør ikke stole på noget eller nogen.

Dødsangsten bliver så stor, at alt andet kan være lige meget.

Intet er vigtigt lige pludselig, intet giver mening for mig.

Du kan snakke til mig, og jeg forstår dig ikke.

Du kan røre ved mig, og jeg ænser det ikke.

Du kan lade mig være, og jeg panikker totalt.

Jeg vil ikke være alene..

Det er så skræmmende, og jeg er bare hende den lille pige som vil elskes og holdes om.

Fortælles at det hele er en stor fed løgn, at vi vågner op fra mareridtet igen lige om få sekunder.

At verden ikke er så skræmmende, forfærdenlig og fuld af uhyggelige ting.

Specielt; Døden.

Du skal fortælle mig At vi alle skal leve for evigt.

 At død, bare er en dum indbildning. 

Pas nu på mig!

Der er alt for meget jeg skal opleve i denne verden, til at det hele må forsvinde.

Jeg er bange, bange for at dø.

Alone..

Mærkeligt at være hjemme..

Godt det kun er et par dage.

At være mere alene, at der ikke er nogen omkring en 24/7. 

Angstprovokerende.

Hvor er mine beskyttere?

Mine pæle.

Alt for langt væk..

Så nu er jeg på egen vej igen.

Føles enormt deprimerende fordi jeg endnu ikke har fundet hoved eller hale i mit kaos.

Mine nye 'domme' og min SF.

Jeg er bange - nærmest lidt panikangst.

Jeg prøver virkelig at berolige mig selv;

Det skal nok gå.

Det er kun et par dage.

Det går ikke galt.

De er lige bag mig, ét kald.

Du er stærk!

Du er sej!

Du har godt af at være lidt alene, og nyde dit eget selskab.

MEN HOLD KÆFT DET ER ET SEJT TRÆK.

Falder ned i ensomheden og tilbage til de gamle regler og meninger.

Fordi det er jo det nemmeste!

Det er sikrest og mest velkendt.

KOM NU HEIDI!

KÆMP IMOD!

DU VIL IKKE DØ AF DET HER.

Nyd nu livet lidt.

Vær 18 år, lidt naiv og lalleglad.

KOM NU!

Jeg er for træt..

Synker i mit eget lort..

Og jeg kan godt se det.