questions.

Der er en lille piger der skriger indeni mig. 

Hvorfor?

Hvordan?

Hvad? 

Hvornår?

 

Mor og far elsker da altid hinanden?

De er jo sammen forevigt?

Hvad betyder 'skilsmisse'?

Kan i snakke sammen?

Skal i være sammen igen?

Er det farligt?

Gør det ondt?

Elsker i mig?

Elsker i hinanden?

Hvad er der sket?

Hvilken betydning har det for os alle?

Flytte?

Ny skole?

Hvor skal vi bo?

Hvor tit ses vi?

HVORFOR?????

Er du fuld i dag?

Eller er det pillerne der spiller ind?

Er du glad i dag?

Eller er det alkoholen som begynder at virke?

Er du trist i dag?

Eller er det depressionen der tager over?

Er du voksen i dag?

Eller er det mig som skal hjælpe dig?

Er du igang med at ændre dit liv? 

Eller er det endnu et tomt løfte?

to much behind.

I dag gør det ondt.

Altså dagen i sig selv har været god.

Jeg har været i skole, været social, spist, cyklet, været på besøg og ordnet en del praktisk.

Det er mine tanker her fra i eftermiddags til nu der gør ondt.

tre år.

I dag afslutter i jeres tredje år.

Super godt for jer.

Skide godt klaret.

I kan begynde et nyt kapitel i jeres liv.

Her sidder jeg.

Bum.

Jeg skal først til at starte nu.

Eller rettere efter sommerferien,

Jeg prøver at se positivt på det og ikke se det som et nederlag.

Men inderst gør det ondt.

Det gør ondt at jeg ikke skal dele den her dag med jer på samme måde.

Jeg kommer til at opleve den dag, med andre og mig selv.

Men, det er ikke jer.

Det er ikke jer som jeg har fulgt i flere år.

Pludselig er jeg bagefter med alt det der hedder ungdomssliv og skole.

Måske er jeg et andet sted personligt, men 'det er noget man ikke kan se'.

Jeg vil ikke undvære den her fase i mit liv, selvom det gør pisse ondt og dage vil jeg allerhelst væk.

Men hvis jeg nu bare kunnet have afsluttet skole med jer i dag.

Eller i morgen, men i fejrer det i dag.

Æv... 

Av..

Tre år syntes 'pludselig' så latterligt uoverskueligt og tidsspildende... 

expectations.

Jeg har alle disse forventninger.

Alle disse krav.

Alle disse 'burde'.

Nu har jeg nydt en uges ferie.

Ferie fra skole, krav, sorger, uro og alt for meget depression og anoreksi.

Og nu;

Bum. Hverdag.

Alt det jeg så skulle have overskud til nu.

Gøre rent, løbe en tur, være glad, have masser energi og godt humør.

Være taknemlig og venlig til alle.

Sandheden er bare at jeg er træt.

Færdig..

Ingen overskud, ingen energi.

Min krop føles som en betonklodse. 

Mine øjne løber i vand og orker ikke lyset.

Jeg er svimmel og trist.

Jeg ved at hvis jeg giver mig selv ro og tid - så vender det.

Men må jeg gerne give mig tid og ro efter denne ferie?

Den sidste 1,5 uge har virkelig taget på min krafter.

Mere end jeg vil indrømme.

Mere end jeg vil erkende over for mig selv.

Hvis jeg skal lytte til burde; 

Så stod den på masser af motion og energi i dag.

Hvis jeg lytter til Heidi;

Så står den på ro og hygge.

- Kan jeg gøre begge dele?

Eller.....

Jeg ved det ikke..

Watch the days rush.

Sommer og sol.

Grill og vand.

Cykel og shorts. 

Grønne blade og violette blomster.

Duft af varme og lyse aftener.

Smil og musik.

Kjole og frihed.

Drømme og ungdom. 

Lyst og skyfri himmel.

Sommeren er et fantastisk tidspunkt at drømme på.

At drømme om et frit sind, en levende krop og et menneske der finder sin vej.

At drømme om at finde det man brænder for, det der får en til at vågne, det der får en til  at håbe, det der får en til at smile - det der gør at man vil ud af sygdommens arme.

Det der gør at lænker kan låses op og smides på bunden af havet. 

Men det er også sommeren at jeg savner livet så grusomt at det gør ondt. 

Friheden til at at kunne slå hjernen fra og bare være i nuet.

Friheden til at vælge alle glæderne - uden at bliver overrumplet af skyld, skam og vrede..

Uden at depressionen og angsten, uroen og anoreksien hvisker i øret for derefter at overtage hele kroppen og dens vejrtrækning. 

Det er også sommeren der alle de smukke ting bliver endnu tydeligere.
Man ser ting på en anden måde og måske ændres ens sind for en periode.
Måske for altid.

Hvis man bærer sommeren i hjertet, så er der et lys og en varme som vil bære dig igennem regn, slud og kulde.
Men hvis du mister sommeren, varmen, lyset, 

så skal man søge tilbage..
Så bliver alt for sort og for dystert.

i hvert fald for mig.

Jeg er bange.
Bange for om jeg er klar til at tage nye skridt.

Den modigste ting jeg nogensinde har gjort, var at leve videre selvom jeg helst ville dø. 

vulnerable.

De der sårbare øjeblikke.

Hvor man giver sig hen i en andens øjne.

Hvor man viser sit sande jeg. 

Hvor man enten falder eller flyver.

Har jeg virkelig fortjent alt det gode der sker?

Ferier, kæreste, svigerfamilie, venner, skole?

Jeg hader min tykke krop.. 

At den skal i badedragt eller bikini snart.

Det bliver forfærdelig pinligt.

Æææv..

Eneste grund til at jeg ikke vil på ferie - skræmmende......

Jeg vil flygte fra hadet og råbene - men uanset hvor jeg tager hen, så er de i mig. 

I wanna scream. 

I wanna shout.

I wanan run to the words dry out. 

Miss 'me' for some years ago.

Please, Heidi 12 years - come!
I was easier and not that complicated. 

Flaws..

all of my flaws, all of your flaws.. 

Vil gerne lige anbefale alle med kropskomplekser at besøge denne blogger; 

http://www.excusezmyfrench.dk/2013/04/inspiration-nu-project.html
Smukt - enkelt - sandt.
Kvinder i alle former.

En dag vil jeg gerne være lige så stolt af min krop.
En dag..
Men ikke i dag..

impulsive.

Bum.. 

Så er det snart tid til at tage en afbudsrejse til Tyrkiet.

Kun min mor og jeg.

Købt og betalt - kan ikke få pengene retur.

Så jeg SKAL afsted.

Jeg er skide nervøs? 

Hvorfor er jeg så dum...

Ej vil jo mega gerne..

Det er en af mine drømme at komme ud og rejse - det er bare fucking svært at efterlade alt det trygge.

Svært at forlade hjemme i en hel uge.

Men det SKAL gå. SKAL SKAL SKAL!

Jeg føler mig ekstremt fyldt lige pt. 

Dagene går så hurtigt. 

Jeg kan nærmest ikke følge med... 

Mange tanker om livet, jorden, død, min familie, min eksistens, forhold, skole. 

Det hele i en stor pærevælling. 

Kunne godt bruge en masse små kasser til at proppe det hele i . 

Men det er jo ikke muligt.. 

Har lidt lyst til at skrige.

Måske det var en mulighed?

Gå ned til vandet og stå mod vinden - skrige dybt?

Måske - måske ikke..

Anorexia vs. life.

I dag er det anoreksien der får lov til at styre.

Kommer til at skære ned i maden, bliver i dårligt humør og ugidelig. 

Alting bliver negativt og natten har jeg vel taget 10 kilo på. 

Fornuften siger det er dumt. Måske har vægten svinget med 100g siden igår? 

Det kan jo på ingen måde lade sig gøre. 

Men min hofter er kæmpe, min lår blævrer, sulten skal fortrænges og gråden over min krop sniger sig mere og mere ind på mig.

Afmagt, vrede, irritation, ensomhed. 

Havde en fantastisk fødselsdag - og skammer mig over at indrømme det.

Hvorfor i alverden har jeg fortjent det?

Skammer mig over at have sådan en fantastisk kæreste som er så skide dejlig, for hvorfor i alverden har jeg fortjent det?