Time for change.

Det betyder ikke det er let. 

Det gør ondt at tænke på at min krop ikke kan bruges som redskab fra at flygte fra mig selv og livet.

Anno vil gerne vinde, så nu skal jeg have Heidi på banen.

Mål og ønsker.

Be willing to take risks. If you don’t take a risk then nothing’s going to change – and you’ll be stuck in a rut going nowhere in life.

Kan mærke den indre uro, bare jeg tænker på alle disse ting. 

Både den gode og den dårlige.

Jeg bliver rigtigt bange..

Får en smule kvalme.. 

Føler det hele er så stort og det går så hurtigt.

Men SMÅ FUCKING skridt Heidi.

Det er virkelig det der skal til.

Små mål og små kampe.

Det giver en enorm kamp i sidste ende uden jeg vil føle det så tydeligt.

Ingen pres – det skal være mere lyst.

For jo mere lyst, jo tættere vil jeg komme i den positive retning.

you did it!

Jeg er så glad på jeres vegne.

Det må være fedt at kunne sige; ''Ja fandme ja! Nu er jeg sgu færdig.''

Det er jo så lækkert.

Men så sidder jeg også og bliver så skuffet over mig selv.

Det kunne have været mig.

Hvor er de sidste 3 år forsvundet hen?

Måske er det bare depressionen der har fundet en ting den kan bruge imod mig.

Og anoreksien - for så har jeg da bestemt heller ikke fortjent at blive rask.

Jeres glade ansigter stråler af tilfredshed og frihed.

Hvorfor er jeg så dum at jeg ikke kan gennemføre nu også?

Måske har jeg brug for at være blid ved mig selv, men det 'fortjener jeg jo ikke'.

Det er hårdt disse dage hvor jeg bruger den energi som der har været sparet op.

Nu kører jeg på det sidste og det er så svært at holde de selvskadende tanker borte.

Am i allowed to do that?

Der er ikke langt fra tanke til handling, når det kommer til at gå amok på mig selv.

Og egentlig er det nok ikke det jeg har brug for - men jeg føler mig så forkert og så stor lige nu.

Ja, i vil hjælpe.

Men jeg er sur. Teenage-sur. Fornærmet.

I kan sgu da ikke bare gå jeres vej.

Ikke når i har lovet mig jeres hjælp.

Jeres hjælp, hjælper ikke!

Jeg savner den der rigtige hjælper, som jeg har mistet.

Åååååh... Tankerne snurrer.

Jeg er så træt....

sick.

Frustration over at være syg!

På gode dage rammer frustrationen; Hvorfor fanden er jeg syg?

Sådanne tanker strejfer mig mere og mere.

Jeg føler mig meget magtesløs i det, selvom jeg fornuftigt set godt kan ændre det.

Men!

Så bliver jeg ramt af influenza og forkølelse.

Der føler jeg mig endnu mere magtesløs.

For der kan jeg ikke have kontrol over hvornår jeg har det godt eller skidt.

Der kan anoreksien og depressionen rigtigt køre mig rundt.

For i sådan en situation, er man jo nødt til at lytte til sin krop og det den skriger efter;

Nemlig te, hvile og ro. 

Men når anno spiller mig et puds skriger den bare at det er depression og dovenskab der gør mig tyk og klam.. 

Det er svært at mærke forskel på sygdom-fysisk og sygdom-psykisk. 

For er min krop virkelig træt og udkørt?

Eller er det ren indbildning? 

Er min krop ramt af virus eller er det en anledning for depressionen at kvase mig`?

Snot, træthed, hosten, hals-pine og svedeture?

Hvad er det min krop siger til mig? 

CHAOS 2.0

En frygt større end noget andet.

Frygten for det ukendte.

Frygten for at blive tyk.

Frygten for at fejle og blive uperfekt,

dybest set ved jeg godt at jeg er uperfekt, men anoreksien accepterer det bare ikke.

Er raseri indeni – for jeg kan ikke finde op og ned på sandheder.

Sandheder om livet og om hvordan jeg er.

Sandheden om hvordan min krop ser ud og hvordan folk i forfanden kan syntes om mig?

Ja mig? Det er sgu da for godt til at være sandt.

stand up for something.

Disse dage er dage fyldt med frustration. vrede og sorg.

Og latter, ro og snakke. 

Men det er som om at det render indeni mig.

Altså ...

Jeg er bidt af tanken; keep go! Men også; stop og træk vejret!

Jeg er en teenager pt. 

jajajjaja... 

Jeg vil være på tværs, sur, ked af det og usocial.