Jeg kører i min egen lille rutsjebane.

Det ene øjeblik vil og kan jeg livet.

Det næste kysser jeg jorden med min pande.

Angsten for ensomheden, for kontroltabet og for kaosset er der stadig.

Anoreksien er muligvis en del, som jeg skal have med mig resten af mit liv.

Jeg kan næsten ikke bære det.

Selvfølgelig vil det blive langt bedre og langt mere 'normalt'.

Men at den vil poppe op i ny og næ - det er jeg ikke sikker på at jeg kan løbe fra.

Hver dag er en kamp for at finde flere og flere redskaber til mit 'bedre liv'.

Hver dag er en sejr i sig selv - for hver dag lærer jeg noget nyt.

Hver dag ser jeg noget nyt - eller mærker noget nyt.

Min krop er enormt følsom. 

Den har brug for bevægelse, ro, mad, vand og massage.

Mit sind er følsomt og smukt - til tider et mareridt.

Det har brug for tid, snakke, næring og oplevelser.

Det er vildt at gå fra en stenhård anoretiker til et blødt menneske.

Ikke at det ikke har taget tid - det har det sgu!

Og jeg er endnu ikke der hvor jeg vil være endnu - men jeg er helveds langt fra, der hvor jeg var.