Jeg drømte en vild drøm i nat.

Jeg prøvede at fortælle min far, om hvad jeg følte og tænkte om ham.

Jeg skreg af ham.

Han lyttede ikke. Han bakkede ud. Han blev stædig - ovenikøbet var hans forlovede der. Hun blev sur.

Jeg græd, jeg råbte, jeg skreg. 

Jeg tog bussen til et ukendt sted.

Jeg blev væk.

Jeg kørte med en kæmpe rutsjebane hvor jeg skreg smerten ud.

Pludselig blev jeg 'opdaget' af nogle som troede jeg sang.

Jeg skulle optræde til et kæmpe arrangement. 

Jeg kiggede på alle de andre optrædende, efterlignede alle de rige og spiste god mad.

Jeg luskede ud, og jeg kom til en anden verden?

En verden hvor der der lød sirener med jævne mellemrum. 

Man skulle dukke sig, gemme sig, sidde stille.

Der blev bombet. 

Jeg var på vej til en bus, for at komme væk.

Der var håb.

Der var en eller anden dreng der hjalp mig på vej.

Også en lille pige fulgte efter.

Og så vågnede jeg...

Jeg føler mig træt - men OPTIMISTISK lige nu <3

Det er helt og aldeles latterligt hårdt og brutalt at føle sig som en fiasko i sit eget liv. 

Altså, det er jo egentlig ikke fordi mit liv er noget lort.

Det er heller ikke fordi jeg ikke laver nogle ting.

Det er heller ikke fordi jeg ikke trodser anoreksien.

Det er heller ikke fordi jeg ingen venner eller kæreste har.

Men følelsen af at hele tiden skulle være et andet sted, gøre noget andet eller være en anden, - den er der hele tiden.

Følelsen af at ikke nå nok i løbet af en dag.

Følelsen af at jeg ikke kan styre vægten mere, ene og alene fordi jeg vil være rask nu!

Jeg vil ikke sulte mig selv mere. 

Jeg vil ikke tilbage i et mad-kaos.

Jeg håber virkelig at min vægt bliver stabil.

Jeg håber virkelig jeg finder noget jeg kan brænde for.

Noget der kan skubbe mig ud af anoreksien..

Jeg har lyst til at rejse væk.

Se noget andet, gøre noget andet, være en anden.

Men jeg er jo mig, uanset hvor på jorden jeg er. 

Det er svært at acceptere og får enorm trang til at skulle handle på det.

At skulle kæmpe for mit liv.

At skulle kæmpe til retten for at have det godt, selv om jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort.

At skulle have tillid til at min vægt stabiliserer sig.

At skulle acceptere det faktum at hvis jeg vil være rask, så skal min vægt forblive heroppe.

Jeg har det jo meget bedre end for 2 år siden.

Men jeg har stadig mange veje jeg skal krydse. 

Yesyesyes! Jeg har været til gymnastik i dag - fordi jeg elsker det!

Det var en angst-overvindelse at komme afsted. At gøre det.

At give slip. At være med.

Jeg har turde at drømme om sports college, fordi jeg elsker dans. Fordi jeg elsker at være omgivet af mennesker. Fordi jeg fik LYST.

Så kommer aften-downeren. 

Føler mig tyk. Føler mig dum fordi jeg spiser.

Jeg kiggede mig selv i spejlet.

Ikke fordi det hjælper mig, men fordi jeg følte 'trang til det'.

Og så blev jeg ked af det.

Følte lige pludselig at jeg ikke måtte dyrke motion for sjov. Fordi jeg kunne lide det.

Suuuuuug ind. Puuuuust ud.. 

'Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er'

Kan man 'prøve for meget' på at blive rask?

Vejen ud.

Vejen ud af selvhad.

Vejen ud af sorg.

Vejen ud af anoreksi.

Vejen ud af skyld.

Vejen ud af skam.

Vejen ud af det hele.

Jeg vil ud, men min vej er så tåget.

Den er sløret.

Jeg kan ikke se monstrene.

Jeg kan ikke se mine små sikre platforme.

Jeg kan ikke se tilbage.

Alt er tåget.

Alt er sløret.

Jeg føler ikke at mine øjne passer på denne jord.

I denne verden.

Jeg føler ikke jeg er stærk nok til det her liv. 

Det her liv, som kræver.

Kræver hvad?

Kræver alt.

Jeg kræver alt.

De kræver alt.

Alt bliver krævet. 

Hvornår bliver man for tyk til at leve og spise?

a body

En kvindekrop.

En kvindekrop.

Ikke tyk, en kvindekrop.

Ikke forkert, en kvindekrop.

Ikke ulækkert, men smukt, en kvindekrop.

Ikke usundt, men sundt, en kvindekrop.

Det er så svært at nå en vægt hvor kroppen regulerer sig selv.

Hvor brysterne kommer, hvor numsen hopper og lårene ryster.

En krop hvor man ser ældre ud, flere former og er stærkere.

En krop der kan føde børn og alt det inden. 

Når man bliver syg af anoreksi, stopper kroppens udvikling.

Denne udvikling som måske er 6 år undervejs.

Fra barn til voksen.

Fra pige til kvinde.

Denne udvikling har for mig, 'kun' varet 1,5 år.

Det er sgu da klart mit hoved ikke altid er helt med!

Jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, jeg prøver virkelig at snakke om mine følelser.

En kvindekrop.

Jeg er usikker på mig selv.
Som når man tager sit første par stiletter på.
Jeg vakler.
Det er først nu jeg skal lære at gå.

Jeg er så jaloux på dem der kan leve deres liv!

Jeg bliver ved med at have en konstant dommer inde i mit hoved, som hader mig.

Den er ALDRIG på min side. 

Kun når jeg ikke spiser.

Kun når jeg taber mig.

Kun når jeg dyrker motion. 

Kun når jeg isolerer mig.

Arrrg!

Jeg kan mærke at den er der hele tiden, men jeg føler mig stadig magtesløs!

Jeg føler stadig skyld over at ville livet!

Jeg føler stadig skyld over at jeg ikke koncentrerer mig om vægt og mad HELE tiden.

Jeg føler stadig skyld over at jeg hverken kan vælge anoreksien eller livet 100%.

Jeg føler stadig skyld over den jeg er. 

Jeg syntes det er pinligt!

Jeg føler jeg bare skal tage mig sammen.

Det er bare én af de der dage!

Jeg er træt, jeg er pylret, jeg er sensitiv.

Jeg er frustreret, jeg er bange og den der 'skyld' vælter ind over mig.

Puhaaa.. Det er en hård omgang hver gang. 

Hver eneste fucking gang.

Dem dage har vi jo alle, ikke??

Nogle gange, er jeg så pisse hamrende træt af at ingen kan give mig et facit på det rigtige liv.

Det tætteste jeg kommer er religion. (Islam, Kristendom osv.)

Jeg vil have det rigtige forhold.

Jeg vil have den rigtige uddannelse.

Jeg vil have den rigtige mad.

Jeg vil have den rigtige vægt.

Jeg vil have den rigtige familie.

Jeg vil have de rigtige handlemønstre.

Hvor mange kan et 'normalt' menneske sætte flueben ved?

Altså, kan du alt det 'rigtige'? 

Hvad fanden er det RIGTIGE overhovedet?

Jeg er RIGTIGT FORVIRRET.