Jeg føler mig alene.

Alene i den her verden hvor jeg ikke passer ind.

Jeg kan ikke længere tilpasse mig.

Jeg kan ikke længere bare holde ud.

Jeg kigger mig omkring og ser mennesker som er så anderledes fra mig.

Jeg ønsker mig nogle veninder som kan forstå hvad jeg siger.

Veninder som kan forstå hvad jeg føler.

Veninder som virkelig accepterer mig aller inderst.

Veninder som får mig til at smile og græde på samme tid.

Veninder som kan ryste mig ud af kurs og på rette spor igen.

Jeg ønsker mig mere overskud.

Overskud til ting som skal ordnes.

Overskud til ting som jeg drømmer om.

Overskud til at smile.

Overskud til at se alt det gode livet også byder på.

Før i tiden kunne jeg fake i lange perioder af gangen.

Nu halter det efter 1-2-3 dage.

Jeg kan ikke fake mig til at klare livet.

Jeg er rystet, bange. 

Bange for at fejle. 

Bange for at falde.

Bange for at være alene.