Heidi.
Det er mig.
Hvem er jeg?
Det eneste jeg er sikker på, er min alder og hvem min familie er.
Alt andet står i det uvisse lige nu.
I over 1½ år har jeg ikke levet, jeg har bare været her.
Jeg havde skabt mig en illusion, et skjold og en masse løgne.
Jeg havde vurderet mit værd ud fra vægten og maden.
Mine værdier og idealer, var vurderet ud fra regler og ritualer.
Hver dag var en evig kamp for at præstere.
Være den søde,
være den sjove,
være den glade,
være den dygtige,
være den perfekte,
være den tynde,
være den kloge
og meget mere ..
Alle disse ting er blot få smagsprøver af alle mine tanker.
Og hvis jeg ikke kunne leve op til tingene,
så skulle jeg tabe mig, for at blive mere værd.
Jeg skulle præstere hver eneste dag.
Nu, skal jeg ændre mig 180 grader.
Mine tanker, mine idealer, mine værdier.
Jeg har været langt ude.
Nogle dage er jeg det stadig, andre dage kan jeg være på rette sted.
Selv hvis man er 'syg', er der stadig en masse ansvar, en masse forventinger og håb.
Især når man snart bliver voksen.
Min krop fortæller mig at jeg har udpint den længe nu..
Prøverne viser noget helt andet end min opfattelse.
Jeg føler mig tyk, stor og mæt.
Min krop skriger: Mere mad, mere hvile og pas på mig.
Hvor langt skal man ud før man indser at ens krop lige så stille dør?
1 kommentar:
Hmm Heidi.. Det lyder som om du befinder dig lidt i et kaos og ikke rigtig kan finde ro i din krop! Jeg har selv været der. Startede for 10 år siden og det vil aldrig slippe kroppen helt. Ingen er perfekte og det tror jeg med årene er ved at gå op for mig. Du bliver nødt til at se på de ting som du godt kan lide ved dig selv, for det er dem som du skal holde fast i. Man vil aldrig være 100 procent tilfreds med sig selv, men man kan lære at leve med de fejl og mangler man nu engang har.
Bare lige lidt tanker. Håber du er ok. Kærlige hilsner, Mette
Send en kommentar