cracked.

Jeg er splittet i mange dele lige nu.

Hvordan skal jeg blive hel?

Jeg ved at vejen er/bliver lang.

Men  at jeg ikke ved hvor lang den bliver - det kan jeg slet ikke magte.

Jeg føler mig som et stort virvar, fyldt med negativitet og positivitet.

Optimisme og pessimisme, glæde og sorg, mod og frygt. 

Der er noget i mig som bliver ved med at skrige: BURDE, BURDE, BURDE!

Det er den jeg ofte lever min dag på.

Jeg har også LYST.

Lyst til en masse ting, men jeg kan ikke altid mærke det.

Og når jeg endelig kan, så må jeg ikke mærke det.

For BURDE bestemmer. 

Og hvorfor BURDE jeg? 

Ellers fortjener jeg ikke.

Ellers sker der noget slemt.

Ellers er jeg ikke god nok.

Ellers er jeg ude af kontrol.

Ellers er jeg ikke bedre end jeg skal.

Ellers er jeg forkert.

Ellers er jeg klam.

Ellers fylder jeg.

Hvornår begyndte disse tanker?

Hvornår begyndte dette uendelig maraton om at være perfekt?

Hvornår begyndte mine tanker kun at følge BURDE?

Hvorfor er det så vigtigt for mig at følge BURDE?