Ikke flere lyde, ikke flere snakke.
Grænserne er bøjede.
Det sjove er, at jeg mindre og mindre kan klare al den kontrol, men når det hele for løst, bliver jeg også bange.
Grænser.. Nogle dage kan jeg mærke dem, andre dage kan jeg ikke.
Det gør ondt at blive mindet om hvilken kamp, maden også kan være.
At den er farlig, at man ikke vil spise.
Men jeg ved jeg skal holde fast i, at jeg vil livet.
Det er bare så svært.
Jeg er ked af det, udmattet.. Træt.
Over hvad, ved jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar