Syntes at 'livet' er en underlig størrelse.

En dag skal vi væk.

En dag blev vi født.

En dag er man glad.

En dag er man sur.

En dag er man det hele.

Som nyfødt og død - som glad og sur.

Jeg har svært ved at finde en mening med MIT liv.

Hvor har jeg været, og hvor er jeg på hen?

Jeg tror alle mennesker vil stå i situationer lignende denne.

Men det er NU at JEG står i den. 

Måske ønsker jeg mig i virkeligheden mere end jeg kan få.

Måske ønsker jeg mig mindre?

Måske ser jeg mindre end det hele billede.

Måske ser jeg for meget.

Alt er så relativt at jeg bliver rundtosset.

Jeg har det svært med en rask krop - når jeg ikke føler den endnu er en del min 'nye' identitet. 

Mit nye liv - der er rask og med op og nedture som 'alle andre'.

Jeg er skrøbelig indeni, som jeg var inden jeg begyndte på min vægtøgning og ønske om et liv.

Jeg er mere robust fysisk.

Og når jeg er så blød og sensitiv indeni - så er det sgu svært!

Når jeg har et ønske om at gøre alle glade - og hjælpe alle - og være der for alle - så brænder jeg ud.