What's normal?

Hvad er det egentligt jeg forbinder med normalt? 

Ingen er jo ens?

Men alligevel, virker alle andre nærmest som det 'normale'.

Og jeg? ja jeg er u-normal.

Og hvorfor?

Fordi jeg ikke kan finde ud af hvad der er normalt for mig?

Fordi det jeg troede var normalt, pludseligt er så forkert. 

Fordi jeg ikke ved hvem jeg er, uden det her mareridt indeni. 

Fordi jeg ganske enkelt er ude på en dyb sø, hvor jeg ikke kan bunde 

- og det er ikke rart. 

At finde tilbage tilbage til det 'gamle jeg' - det kan jeg ikke.

At finde ud af mit 'fremtidige jeg' - det kan jeg ikke.

At finde ud af mit 'nutidige jeg' - det kan jeg slet, slet ikke.

At lære at lytte til sig, det er gudfandme svært. 

Og er det så mig, eller er det mit fantastiske 'medmareridt'?

JEG VIL BARE VÆRE MIG OG VÆRE GLAD FOR AT JEG ER MIG.