to be normal.

Når normal ikke er godt nok.

Lige nu arbejder jeg på at finde 'normalen'.

Ingen kan med 100% sige hvad normalen er,

men den måde jeg definerer 'normalt' på er;

At kunne spise uden dårlig skyldfølelse.

At kunne dyrke motion fordi man har lyst.

At kunne slappe af uden man skal kompensere for det.

At kunne mærke efter i sin krop, hvad man har brug for. 

At kunne være social.

At kunne skelne mellem burde/kunne.

At kunne være glad for den man er.

Men hvad så når normal ikke er god nok?

Altså, hvis man nu skal spise mindre,dyrke mere motion, ikke slappe af, at ignorere kroppens tegn, at følge 'burde' hele tiden og hade sig selv - for at være god nok?

Sådan har jeg det.

Jeg er nødt til at gøre alle tingene godt/bedre end andre, før jeg er nok værd.

Problemet er bare at kravene stigere, man bliver mere og mere fanget og man bliver topstresset. 

Jeg er virkelig topstresset. 

Jeg er virkelig ved at drukne i mine egne krav.

Men når jeg ser på mit liv, i mit spejl og mærker efter ;

Så er det bare ikke godt nok!

Jeg skal gerne tabe mig mindst 5 kg, jeg skulle gerne kunne løbe noget nær et marathon, min mad skal være sund, min mad skal være under kontrol.

Jeg skal kunne gå i skole, være social, have et arbejde, en kæreste og tid til familien.

Jeg skal mærke rigtig glæde, jeg skal være ærlig, jeg skal være positiv, jeg skal være mig selv, jeg skal kunne meget ( helst mere end alle andre).

FUCK JEG DRUKNER..

Derfor er anoreksien min redningsvest.

Fordi det gør at jeg ikke er i stand til det.

Folk kan se at jeg er træt af svømme, svømme,svømme - for derefter så igen at SKULLE svømme. 

For det er jeg jo nødt til ikke?