Anorexia eats me.

Anoreksien er stor i dag,

den vil have jeg er selvdistruktiv.

Skubbe alt hjælp væk. 

Jeg må ikke, jeg har ikke fortjent det.

''Spiseforstyrrelsens hemmelige sprog'' vækker noget dybt i mig. 

Den rammer 9 ud af 10 gange mine tanker, mønstre og handlinger.

Den bekræftiger mig i at jeg har en sygdom - anoreksien.

Det er helveds farligt at indrømme, for anoreksien vil straffe mig for det.

Angsten er høj!

Jeg hader det jeg ser i spejlet. 

Anoreksien hader det den ser i spejlet. 

Jeg bliver aldrig perfekt eller dygtig nok til den.

Dens krav vil forevigt æde mig, hvis jeg ikke får sagt fra. 

Men dens stemme er så overbevisende, så dominerende.

Jeg har spist min mad.. 

Men den vil straffe mig.

Jeg må ikke be' om hjælp - men det er det jeg har aller mest brug for lige nu. 

For ellers vinder anoreksien. 

Bliv ved med at sig jeg gør det rigtige.

At jeg er tryg.

At i kan lide mig.

At anoreksien er en løgner, som skal sultes væk. 

Det er på ingen måder Heidi, det søde lille barn som gemmer sig for monstreret.

Det er anoreksien.

Dens klamme løgne.

Åh, hvor jeg hader den.

Men jeg kan ikke benægte at den stadig er stor i mig.