Jeg ved at de ikke kan forstå det.

For det kan jeg jo heller ikke selv?

Og hvad er der at forstå? 

At jeg ikke kan overskue for mange mennesker, at jeg ikke kan overskue at dyrke motion, at jeg ikke kan overskue en normal hverdag uden mange snakke med behandlere, at jeg ikke kan koncentrere mig og være på hele tiden, følelsen af at være 110% forkert i forhold til alle andre. 

Jeg ved i er trætte af at jeg aflyser vores aftaler, men jeg kan virkelig ikke lige nu.

Vær sød at vente på mig til den dag jeg kan!

Og hvad så nu?

Hvis jeg gerne vil være glad og have det godt, hvad gør jeg så?

Jeg kan ikke mærke hvad jeg gerne vil, for 'burde' bestemmer.

Jeg vil egentlig ikke så meget.

Intet virker rigtigt interessant. 

Som hvis man går inde i en boble og ikke kan bryde ud.

Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge mit liv til!

Kæft en skræmmende tanke.

Jeg har jo fundet det jeg er god til: tabe mig og have kontrol.

Men det er jo bare ingen løsning vel?