En ting er at maden kan være svær at rumme mht. til regler, mæthed og sult.

MEN!

At min krop skal ændre kropsform og størrelse, er en enorm anden ting for mig. 

Måske er det sådan for de fleste spiseforstyrrede/anoretikere.

Hvordan kommer man så til en accept af at man ikke både kan spise normalt og have den ultratynde krop?

Ikke fordi jeg nogensinde føler mig tynd, men jeg ved jo at min krop vil blive større med de næste kilo. 

Hvad har gjort at jeg føler mig så forkert i min krop??

Var det da de sagde at jeg var tyk, havde kanintænder og fladpatter?

Eller var det da min verden blev rystet af skilsmisse, ulykken eller usikkerheden på at blive voksen?

Var det da jeg var nødt til at tage lidt ekstra ansvar, lidt ekstra beskyttelse for at kunne overleve kaosset inde i mit hoved?

Var det da jeg fandt ud af at jeg ikke kunne kontrollere livets gang, fødsel, død, smerte, glæde, men maden kan jeg jo styre og fokusere på?

Var det da jeg blev bange for det ansvar der kommer når man bliver ung, voksen og ældre?

Hvad er det min angst og frygt bygger grundlag på?

Er det socialangst? 

Er det angst for at være alene?

Jeg føler mig så fæl og ikke god nok. 

Som om at jeg aldrig gør tingene godt nok.