Feaaaar.

Selvfølgelig kommer frygten nu.

Efter to dage hvor jeg har haft det godt.

Et evigt tilbagevendende mønster.

Nu kom livet jo tæt på igen, og hvordan fanden tackler jeg så det? 

Jeg vil så gerne, men jeg kan bare ikke - endnu.

Jeg er der hvor jeg har sagt nej til at vende tilbage til det vågne mareridt med afstraffelse, sult og ensomhed - jeg har endnu bare ikke sagt ja til at blive rask.

Det virkelig et enormt skridt for mig.

At indrømme, at se og forstå - og så komme skridtene videre.

JEG VIL SÅ GERNE HAVE DET GODT , men konsekvenserne er bare at jeg skal droppe kontrollen, hungeren efter at være god nok og den evige skyldfølelse som vil have mere og mere.

KOM NU TILBAGE LIV!

det gør så smertefuldt ondt at se at det hele udenfor bare ruller forbi. 

Jeg var her. 

Jeg græd, jeg grinte, jeg led, jeg nød, jeg levede, jeg elskede - jeg døde.. 

Og døden er ikke indtræffet endnu, så nu skal resten af det ovenstående virkelig bare prøves og oplevelse!