one year.

Et år i behandling på opholdssted. 

Der er sket så lidt, samtidig med at der er sket så meget!

Jeg har virkelig set og lært nogle ting om mig selv.

Hende den pæne, søde, dygtige pige,

er også hende 

den grimme, dumme, uansvarlige pige.

Jeg har altid haft en forestilling om at det perfekte var at kun være det gode.

Men hvis man ikke kan sige fra, mærke grænser og mærke sig selv,

så vil man jo altid føle at man skal en helt masse, presse sig selv og tage ansvar for alt og alle. 

Jeg har virkelig en 'pleaser-side' - hvis jeg kunne, så tog jeg ansvar for alt og ville ønske at hele verden kunne lide mig. 

Sådan er virkeligheden bare ikke.

Men hvis jeg nu giver slip på den forestilling, så er jeg bare så bange for at jeg ændrer mig så meget, at ingen vil kunne lide mig mere.

Jeg er bange for at fylde for meget.

Jeg er bange for at blive for meget. 

Jeg er bange for at være for lidt. 

Hvornår fanden er jeg god nok?

Er det når jeg har hele verden på mine skuldre, tabt mig til jeg er ved at dø og stadig en glad og energisk pige?

Ingen af de ting hænger sammen.

Heller ikke når jeg ikke vil dø af den her lorte sygdom. 

Der er så mange der kæmper i den her verden, og det må jeg fandme også gøre.

Jeg skal bare lige lære og stole på at folk vil mig det bedste, 

at man kan regne med dem i de hårde tider,

og at mine tanker ikke altid er så sande som de føles.