Angsten har vist sit grimme ansigt nærmest helt fra morgenstunden.
Efter en god weekend og travl, kommer de dage næsten altid.
Men jeg kan bare ikke kontrollere dem eller acceptere dem endnu.
Det går amok, jeg dirrer, råber, banker, hopper, snakker og slår.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal få angsten ud.
Maden, føles som noget skræmmende, frygteligt og syndigt.
Jeg føler mig tyk, klam og forkert.
Jeg føler mig så skamfuld.
TAG DIG NU SAMMEN!
Lorte Heidi.
Du kan heller ikke gøre noget rigtigt.
Så giv dog op!
Lad jorden sluge dig, lad dig pine og du skal lide.
Jeg må ikke have det godt.
; man skal yde før man må nyde.
Og hvis man ikke yder, så skal du satme lide, din klamme ko.
Undskyld mit sprog, men sådan er det inden i, når disse dage kommer.
Alt er ligegyldigt, alt er forkert, intet er godt nok og vil aldrig blive.
Angsten skal slås ned med råb, gråd, vold og magt.
Og når jeg så er helt færdig - så driver det af igen.
Men ikke før jeg er helt dernede/derude hvor jeg bare ikke kan mere.
JEG SKAL LIDE MEST MULIGT.
Hvorfor fanden er det sådan??
Jeg skreg; gå væk, gå væk, gå væk.
Mine lunger gjorde så ondt til sidst.
Intet hjalp!
Hverken massage, snak, smerte, tv, gåtur, klem, opmærksomhed..
INTET!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Og det sidder stadig i min krop.
Jeg brækker mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar