Min tanke hele ugen op til og hele dagen idag;
Hvor sejt ville det ikke lige være at sige farvel SF og D d. 12.12.12.
Altså virkelig beslutte at man VIL livet.
At man vil kæmpe til det aller sidste.
At man spise noget nyt mad, man begynder at værdsætte sig selv og sin krop.
Man accepterer de dårlige dage og nyder de gode dage.
Man stopper med at kritisere sig selv hele tiden.
Man ser mere positivt på tingene.
Alt VIRKELIG siger; Jeg vil leve livet her og nu.
Man begynder at bryde sine regler og rutiner.
Det kunne altså være så sejt syntes jeg.
Så om to år kunne i spørge mig;
Hvornår begynder du at gå i den anden retning.
Jaaaa, såmænd den 12.12.12.
En dato man ikke lige sådan glemmer.
En måde at twiste sin hjerne på, slippe kontrollen og hoppe ud.
Det er jo i faldet, man får sine vinger.
Men så kommer tvivlen.
Hvad nu hvis jeg stadig har brug for sikkerheden og kontrollen?
Kunne også være ret sejt at gifte sig med sig selv i dag,
skabe et evigt kærlighedsbånd til sig selv.
Men jeg mener det jo ikke..
Jeg vil gerne, men følelsen er der ikke.
Men kommer den? Eller skal jeg 'tvinge' den frem, indtil det føles rigtigt.
Fake it, until you make it?
Er det i dag jeg skal smide min redningsvest som er Sf, min grund til at måtte sige fra for SF, som er D.
Hvis jeg kan kaste de to ting af helvedes til, så kunne jeg måske begynde mit liv - RIGTIGT!
Så kunne jeg elskes, hades, smile, græde og alt det livet nu vil indebære.
Det VAR min redningsvest da jeg VAR ved at drukne.
Men er jeg stadig ved at drukne??
Eller har jeg fundet en lille ø, hvor de kan se jeg råber om hjælp?
Men SF og D er jo min måde at være svag og råbe om hjælp på.
ER JEG KLAR????
1 kommentar:
Alene det at du stiller dig selv det spørgsmål, siger en del om hvor meget du vil igennem dette helvede og ud på den anden side igen.
At det så ikke lige blev den 12.12.12. SO WHAT. Uanset hvornår det sker (og det vil ske!) så er det en dag du vil huske og mindes ved og lære af resten af livet:)
Send en kommentar