Livet er så skrøbeligt.
Jeg véd det.
Jeg hører, jeg ser det - jeg mærker.
Men jeg bliver bare mere bange af det - jeg kan ikke skubbe mig selv videre alligevel.
To mennesker, farmor og farfar - kæmper lige nu for livet.
De kæmper med to vidt forskellige ting.
Men ingen af dem, skal være her for evigt.
Heller ikke mig.
Og det er enormt uhyggeligt at tænke på.
Tænk engang? At skulle forsvinde fra denne verden.
Ikke at skulle vågne til fuglefløjt, duften af nyslået græs og en gåtur ved vandet.
Til de lyse sommernætter, dage med regn, blomster som dufter.
Alle de små ting i livet, som gør at man kæmper videre.
Hvis jeg fortsætter som jeg har gjort, så vil der ikke være mange år tilbage til mig.
Jeg vil jo ikke dø.
Jeg kan bare heller ikke overskue de krav jeg giver til mig selv ved at leve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar