War.

Mit hoved har været i en enorm krig de sidste dage.

Følelser mod fornuft.

Tanker mod medmennesker. 

Det er et rent kaos. 

Jeg har intet forsvar lige nu.

Føler at jeg er på kanten, på kanten til at gøre noget andet og på kanten til at give op.

Det er så nemt at falde tilbage. 

Jeg vil så gerne tilbage til der hvor jeg har kontrollen, følelsen af at være nogenlunde okay, at jeg er mere værdig til at nyde og slappe af. 

Men nu, er jeg bare i en følelse af tomhed og skam. 

Skylden.. er enorm. 

Hvorfor gør jeg ikke bare noget?

Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen?

Jeg 'burde' jo bare komme.

Der er noget i mig der siger; løb nu den tur! Tag nu ud til dine veninder! Spis nu sundt! Vær nu glad!

Der er bare ikke så meget der kommer helt indefra længere. 

Det virker så falsk på en eller anden måde. 

Jeg gider ikke tabe mig. 

Jeg gider ikke tage på.

Jeg gider ikke dyrke motion.

Jeg gider ikke sidde stille.

Jeg gider ikke være alene.

Jeg gider ikke være sammen med nogle.

Jeg gider ikke leve.

Jeg gider ikke dø.

Jeg gider ikke rigtigt noget.

Kan ikke finde min lyst.