mornings.

Så er det en ny dag igen.

Spændingen om at skulle være hjemme, og lave; det jeg har lyst til. 

Skræmmende..

Ekstremt mærkeligt, uhyggeligt, angstfyldt og provokerende.

Nu står jeg ret meget på egne ben igen. 

Jeg føler mig ikke stærkt nok til det her.

Nu er to dage kørt med ret meget tryk på.

Og så dag tre, er jeg bare smadret.

Jeg har ikke energi i mit hoved og min krop er tung og træt.

Jeg trænger bare til at sove.

Men jeg tør ikke sove.

Jeg er bange for at tage på hvis jeg nu skvatter hen i for mange timer.

Jeg skal jo spise alligevel.

Er nervøs.

Hvordan klarer jeg dette selv? 

Jeg vil ikke tage på.

Det føles rart at kunne tabe sig igen.

Selv om det ikke er det jeg vil.

Jeg har to valg; at spise eller ikke spise.

Sikke en frihed.

Eller hvad? Måske mere et krav eller en beslutningen, som er så død svær at træffe. 

Hvorfor er det jeg nægter mig selv at spise?

Noget så basalt og så vigtigt. 

Kan jeg klare det?

Allerede nu, er jeg kommet til at 'snyde' lidt med maden.

Tiden er bare ikke rigtig.

Eller jeg er et forkert sted med forkert mad.

Hvor er mine trygge fast rammer.

Det er som om at det hele flyder lidt ud..