im screaming.

Jeg er bange for i morgen. 

Alt maden, alle gæsterne og alt alkoholen.

Jeg er så bange for at være træt og udkørt.

Jeg er bange for at tage 5 kilo på.

Jeg er bange for de syntes jeg er tyk.

Jeg er bange for at de syntes jeg skal lide.

Og hvem faen er de så som venner, hvis de tænker det?

Jeg tænker det jo selv, men derfor behøver de jo ikke gøre det.

Jeg har totalt hate på min krop lige nu..

Jeg føler ikke jeg har gjort mig fortjent til en aften uden anoreksi og depression.

Jeg er bange..

Hvad nu hvis jeg kommer til at overspise eller blive træt?

Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?

Jeg vil ikke tage sorgerne på forskud, men angsten skyller ind over mig.

Jeg vil så gerne sove længe i morgen, så jeg kan overskue en længere aften.

Men hvad nu hvis jeg vågner kl halv otte som jeg plejer?

Så bliver dagen så lang.

Hvad nu hvis mine lår er vokset i nat pga. alt den mad jeg har spist på det sidste.

Jeg vil så gerne tabe mig nu.

GÅ NU VÆK LORTE SYGDOM, du ødelægger mit liv.

Bliver jeg måske nogensinde god nok til at have anoreksi?

Lige meget hvor meget jeg taber mig, spiser sundt eller bliver livstruende syg - så har jeg stadig ikke skrabet bunden nok. 

Jeg har hørt at det værste et menneske kan gøre ved sig selv, det er sulte.

Hvorfor er jeg så skide afhængig af den kontrol?

Ævvv...

Kan ikke være indeni mig selv lige nu.