Inside.

Den sultne mæthed. 

Det værste  du/dets omgivelser  kan gøre ved et menneske er at sulte det.

Om det er psykisk eller fysisk - det er ikke det vigtigste.

Men på begge fronter kommer der en enorm trang til at 'ville have mere', hvis man først én gang er blevet sultet. 

Jeg - jeg har både være psykisk og fysisk sultet i en længere periode.

Og ja, som jeg skrev ovenover - så kan jeg ikke få nok.

Når jeg først begynder at spise, så skal det nydes og så kunne jeg godt spise lidt mere.

Når jeg først får kærligheden, så giver jeg helst ikke slip, og vil gerne have lidt mere. 

Det værste scenarie for mig lige nu ville være at folk omkring mig skred og at mit køleskab var tomt. 

Som tingene er lige nu, og i lang tid fremover - så ville jeg ikke kunne leve af 'kærlighed og kildevand' - nej jeg ville være nødt til at have 'kærlighed, kildevand og kød'. 

Jeg tror aldrig jeg vil kunne sulte mig selv igen mht. til maden - det er så forfærdenligt.

Jeg har stadig lysten og impulsen til at gøre det, hver eneste dag.

Forskellen er bare nu at min krig af tanker, en skøn omgangskreds og en støttende familie afholder mig fra det. 

Egentlig har jeg haft en masse positive mennesker og ting omkring mig hele tiden, jeg har bare ikke været i stand til at se det.

Nogle dage har jeg brillerne på og andre dage har jeg mørke klapper for begge øjne. 

Kærligheden, har nok også altid været der, bare ikke der hvor jeg ledte efter den. 

Og jeg har ikke 100% fundet den endnu, men jo mere jeg leder - jo mere finder jeg. 

At vælge livet eller vælge sygdommen? 

det er så soleklart, men så fucking svært.