En spiseforstyrrelse er en utrolig ensom sygdom.
Den gør det simpelthen af med alt der hedder; kærester, venner og familie.
Nu har jeg så været så heldigt at mine veninder og familie virkelig har hængt på, også selv jeg har været/ er en dum ko sommetider.
Jeg har virkelig aflyst vores aftaler, skældt ud på dem og ignoreret dem.
Og nu sidder jeg her, en lørdag aften.
Jeg burde egentlig hygge med mine veninder, en kæreste eller min familie.
Men lysten/overskuddet er der bare ikke.
Men alligevel føler man sig så alene i det her fængsel, som jeg gang på gang selv sætter mig ind i.
Jeg håber virkelig den dag kommer hvor jeg bare tager skridtet og tænker, at nok er nok.
Hm - Jeg savner virkelig det 'gamle heidi'.
Jeg var jo altid omgivet af veninder - og nu? Nu er jeg bare så isoleret.
Det værste er at jeg ved at jeg kan tage min telefon og så vil der straks være en masse der kunne være sammen. Æv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar