Jeg ved at alle unge piger/drenge har en angst for at deres første ungdomskæreste også blive den sidste.
Men jeg har virkelig en angst for at jeg ikke skal opleve den glæde igen.
Den fantastiske følelse af snurren i maven, når man ikke kan holde op med at smile og man er klar til at stå imod hele verden.
Jeg er så inderligt bange for at blive skuffet, svigtet og efterladt igen.
Tre ting, som har gået mange gange igen, igennem mit korte liv.
Tre ting, som er så dybt begravet i mig.
Tre ting, som jeg skal have roddet op i og sorteret ud af mine hukommelse, og acceptere at de har været der!
Men jeg er kommet ind i en forfærdenlig sygdom som fortæller mig at det er mig som ikke er god nok, at det er mig den er gal med og det er mig som skal lide.
Jeg føler at jeg er nødt til at præstere, nød til at tabe mig, nødt til at kæmpe - for at fortjene.
Altså, hvis jeg taber mig - så skulle jeg have tabt mig mere.
Hvis jeg løber 3 km - skulle jeg have løbet 6.
Hvis jeg griner - Skal jeg blive ved.
Hvis jeg er sur - skal jeg blive ved.
Hvis jeg nyder - Skal jeg stoppe.
Jeg må ikke gøre ting før jeg har tabt mig.
Og hvad fanden et det for et liv?
Det er mit - mine tankegange, mine teorier, mine følelser og mit mål med livet.
Og jeg kan høre hvor forkert, hvor sygt det er - men det føles så sandt og så ægte.
Det jeg føler lige nu; Det er aldrig godt nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar