(en veninde til venstre, mig til højre)
Årh, jeg ville ønske jeg var ti år igen.
Se hvor sorgløse mine øjne kunne være.
Se hvor kærlig jeg ser mod verden.
Mit største problemer virker så i forhold til nu.
Noget jeg også lægger mærke til er at jeg kunne skjule det inderste så godt.
Det var jo netop i den periode at mit liv ramlede på så mange fronter.
Hvordan mon jeg overlevede i det kaos?
Fordi jeg havde fantastiske veninder og en fantastisk familie.
Jeg kan ikke huske så meget, men jeg er overbevist om at de virkelige gjorde det godt.
Hvorfor kan jeg ikke også bare tro 100% på at de kan være der for mig igen?
Fordi jeg er jo 'voksen', jeg skal lære at klare mig selv, jeg skal være moden og ansvarbevidst.
Fordi jeg skal tage ansvar for mit eget liv, mit eget ve og vel.
Inderste inde ved jeg godt at alle mennesker ikke bare klarer det selv, men jeg skal.
Og hvorfor skal jeg?
Hvorfor skal jeg kæmpe sådan for en plads i verden?
Hvorfor er jeg den eneste der ikke fortjener alt det gode?
Hvorfor er jeg så lidt værd?
Altså når jeg taber mig, har kontrol, viser jeg er stærk - så må jeg gerne nyde.
Men når jeg går den anden vej; tager på, er ukontrolleret , viser jeg er svag - så skal jeg lide. Så skal jeg virkelig ikke tro at jeg er god nok.
Og i hvems øjne?
I mine øjne? i dine øjne?
Jeg har et sted i mig, der helt ubevidst går i gang med at skulle please mænd/drenge.
Altså jeg vil gerne være god nok i deres øjne.
Ikke dumme mig, ikke være til besvær, at være sej og rå.
Jeg bliver genert i deres selskab og vil have deres billigelse.
Føler mig så stor, forkert og klam når jeg er sammen med dem.
Jeg føler jeg skal være noget specielt, noget unikt.
For ellers er jeg ikke god nok..
Er det pga. nogle ting fra fortiden jeg reagerer som jeg gør?
I think so.
Hvilke kasser skal jeg hive frem og lede i for at finde svar, så jeg kan få lidt styr i kaosset igen?
Lorte dag. Lorte tanker. Lort på lort.
Undskyld, skal have lortet ud.
Back in time, please.. Just a few days.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar