Anoreksi er min måde at skade mig selv på.
Nogle drikker, andre tager stoffer og nogle tredje spiser.
De sidse gør noget helt andet.
Men anoreksien er min måde at skade mig selv på.
Det er min måde at komme væk fra virkeligheden når alt bliver for svært og smertefuldt.
Det er min måde at råbe om hjælp på.
Det er min måde at overleve mit indre kaos på.
Jeg er så selvdestruktiv, at jeg ikke selv længere kan styre det.
Virkelig.
Jeg kan ikke beherske mig, standse det eller se ud over det.
Det er så galt at det gør ondt at slippe det, at acceptere det eller indse det.
Det er så galt at jeg skaber et enormt forsvar for ikke at se det.
Jeg har grædt i dag.
I flere timer.
Så dybt og inderligt at jeg har maveonde nu.
Det strammer i min mave.
Av.
Og der er mere hvor det kommer fra.
Det lægger bare og ulmer.
Venter på at det eksploderer.
Jeg har brug for et eller andet at kunne skade mig selv med.
I mit kaos leder jeg efter andre måder, når jeg ikke må tabe mig.
Jeg skaber mig en ny afhængighed for at skade mig selv.
Og hvor forkert er det ikke lige??
Hvor har jeg lært det henne?
At den eneste måde at lykkes på er ved at skade mig selv?
At når Jeg ikke lykkes så skal man skade mig selv?
Var det da min far drak sorgerne væk?
Gemte sig fra virkeligheden?
Var det da de kaldte mig tyk, fladpat og skævtand?
For at glemme dem selv?
Var det da de holdte mig udenfor fordi jeg ikke kunne holde mund?
Kun fordi de vidste jeg havde ret?
Hvor kommer det indlærte selvhad fra, det selvdestruktive, det kritiske og det dømmende fra?
Det piner mig at jeg ikke bare kan fixe det.
Jeg plejer jo at kunne fixe alt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar