Piedestal.

Nogle gange sætter jeg måske livet på en tårnhøj piedestal?

Altså forestiller mig at det er et eventyr, en dans på røde roser - eller måske som i himlen?

Jeg ser verden som et lille barn.

Enorm, fantastisk og magisk. 

Måske er den det bare ikke?

Måske er tingene ikke så lette, måske skal det være hårdt?

Eller, måske er det begge dele?

Altså selv når jeg kommer ud af min sygdom, så vil der jo komme andre nedture, andre tragedier og kampe.

Men ind imellem dem, håber jeg på sjov, glæde og rejser. 

Jeg er så stresset lige for tiden. 

Altså jeg presser mig selv derud, hvor jeg bare flyver hen over følelserne.

Og når jeg så sætter mig ned for at slappe af, så kører jeg videre!

Venter bare på at det hele braser sammen, BANG!

og jeg er færdig. 

Kan jo ikke vide om det sker, men hver gang jeg har haft det som nu, så ender jeg nede.

Så langt nede at det kræver dage at komme op!

Tårer, søvn og snot. 

Kan mærke at weekendens tanker, forfærdenligheder og traumer stadig er der.

Jeg kan ikke ryste dem af.

Måske fordi jeg ikke vil?

Måske fordi jeg endnu ikke har valgt at sige ja tak til livet.

Jeg har heller ikke valgt Nej tak. 

JEG KAN IKKE VÆLGE.

Jeg vil være mega syg igen.

Ikke så mange krav, ikke ansvar , ingenting.