Jeg er virkelig fanget i mine kritiske tanker. 

Det er så svært at lade være med at handle på alle kravene.

Gå en tur!

Løb en tur!

Bevæg dig!

Gør noget fornuftigt!

Jeg er bange.

Altså sådan at angsten vokser i mig.

Gror og gror.

Vreden og frustrationen over min krop!

Fuck den.

Fuck mig.

Jeg er ikke stærk nok til at kæmpe imod.

Der er ikke noget jeg har lyst til, ud over at tabe mig.

Og hvor er det forkert!

Jeg har bare ikke modet eller styrken til at sige fra lige nu!

Bliver så forbandet ulykkelig når jeg ser min krop.

MEN JEG GIDER IKKE TRÆNE!

JEG MAGTER DET  IKKE!

og så må jeg jo tage konsekvensen deraf;

Kroppen bliver slap og jeg tager på. 

Men det kan jeg bare ikke acceptere!

Det er jo ikke min skyld jeg skal spise, det er jo kun fordi i siger jeg skal spise!

Hvis jeg nu ikke var her, så kunne jeg selv bestemme!

Jeg ved jo godt kontrollen ville blive skrappere og hårdere.

Portionerne mindre.

Vægten lavere.

Livslysten mikro.

Men jeg føler mig ikke klar til denne kamp!