heelp.

Uro!

Angst!

Sitren i kroppen!

Tårer!

Udmattethed!

Håbløshed.

Frustration 

Vrede.

Magtesløshed. 

Jeg synker ned i mine egne negative tanker.

Det er så dumt, jeg ved det.

Men det føles velkendt og mere sikkert.

Nu er det rigtigt blevet tydeligt, rigtigt blevet fremprovokeret.

Nu er det for alvor blevet en del af mig igen.

Det er som om at det er en 'periode' som skal overståes, 

en periode som vil tage alle kræfter.

Men pludselig letter det hele igen.

Lige indtil næste periode. 

Hvad skal man gribe og gøre i?

Skal man råbe op?

Eller skal man sætte sig ned og sige: Okay, det er mine følelser, mine tanker og min krop.

Hvad kan JEG gøre her og nu som vil hjælpe mig til bedre tanker?

Og her, ja her - så kommer min spiseforstyrrelse: Spis mindre, bevæg dig mere, spis sundt og pas på maden.

Det er den eneste løsning på at det hele kan blive bedre?

Og det er det jeg ikke må her på mit opholdssted, så nu har jeg ingen løsninger.

Ingenting der kan fixe det indeni.

Nu føler jeg mig fortabt. 

Måske at det her kom før spiseforstyrrelsen?

At spiseforstyrrelsen 'bare' er et symptom?

Hjæææælp.