Hvor lang tid vil jeg lade mine 'barnlige-overbevisninger' styre mit liv?
Mit indre barn lærte i folkeskolen, den følelse at man er underlegen.
Den følelse af dybt mindreværd og at man skulle leve op til sine omgivelser.
Problemet var bare at uanset hvad hun gjorde, så følte hun aldrig hun kunne alligevel.
Som den lille pige blev ældre, blev hendes overbevisninger også endnu stærkere.
Det vidste sig virkelig da hun blev syg.
Så i dag sidder hun på et opholdssted, pga. dep og ano.
Fordi hun dengang var 'mobbeofret', ' den evige stræber' og måske en smule anderledes.
Måske var hun bare som de andre? who knows..
Måske var hun bare sær? Who knows.
Men følelserme kom med, især på efterskole gav de bagslag.
Hun ville gerne ignorere det indre barn, men jo mere hun ignorede det,
jo mere råbte det op. Jo mere syg blev hun.
Hun kunne hverken leve op til sit indre barn eller den ældre Heidi.
Hun havde i sit eget hoved en forestilling om, at hun heller ikke kunne leve op til verden.
Alt for mange krav. Både fra sig selv og andre.
(Måske mest fra sig selv)
Jeg lærte at jeg var mindreværdig, klam og forkert.
Og ingen gjorde synderligt mere ud af det, og det er måske det der 'nager' mig pt.
Når jeg kigger billeder fra lille Heidi, så får jeg så ondt af hende.
Hvem passer på hende?
Hende jeg ser i spejlet i dag har jeg ikke ondt af - hende vil jeg udrydde.
Men lille Heidi græder. Hun er alene.
Hun er sårbar.
Hun er forvirret.
Hun er forsvarsløs.
Hun er LILLE! BARN!
Intet barn fortjener sådan noget.
Ikke engang Lille Heidi.
Men hvorfor gør store Heidi så?
Hvorfor kan jeg ikke se på mig selv med blide øjne?
Måske fordi jeg i sandhed er så forfærdelig, eller
måske fordi jeg aldrig fik lært andet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar