I dag er det fucking svært.
Mødtes med tre veninder igår og det tog de sidste kræfter mod anoreksien.
Jeg føler jeg er ved at blive sindsyg.
Har lyst til at rive og flå i mine (alt for) tykke lår.
Utroligt hvordan ens hoved kan skifte fra så okay,
til så sindsygt svært.
Jeg er bange for min egne tanker.
Fordi at jeg har lyst til at reagere på dem, men når jeg føler mig okay igen,
så fortryder jeg det så bittert.
Jeg føler mig ensom og utryg.
Ja jeg kan ringe.
Ja mor er nedenunder.
Men det er bare ikke tryghed.
Jeg ved ikke hvad der er tryghed pt.
Men jeg har det skidt.
Specielt min drøm i nat..
Jeg tror den tog alle de kræfter jeg skulle have haft til i dag.
Jeg drømte om at ingen ville lytte, jeg kaldte efter mor.
Der var en bombe herhjemme, så jeg var nødt til at finde hende.
Jeg kravlede, jeg asede, jeg masede, jeg kaldte og græd.
Min krop var fyldt af asfalt, sten og jeg var beskidt.
Mit ansigt var fuld af mascare og jeg var gennemblødt af tårer.
Da jeg endelig finder mor, er jeg nødt til at hive hende ind på et lille toilet
- For hun ville ikke lytte! Hun troede ikke på at bomben var derhjemme
og sagde at det var noget jeg fandt på.
Samtidig var jeg smadder rasende på min kontakperson.
Måske derfor jeg er så utryg?
Symbolerne i min drøm, er jo to meget betydningsfulde mennesker i mit liv?
Måske stoler jeg ikke længere på de to ting jeg har fundet mest betydningsfulde
inde i mig?
Eller hvad? ..
Jeg aner ikke hvordan jeg skal tolke den..
Men jeg er træt og bange.
Alene...
3 kommentarer:
Puha, det lyder virkelig som en ubehagelig drøm! Og faktisk minder den lidt om en, jeg selv har drømt engang. Jeg har også de mest syrede drømme nogle gange..
Jeg tænker ikke, at det handler så meget om, at du ikke stoler på dem mere - måske nærmere om, at du ikke føler dig set og taget alvorligt? Kan huske, at du skrev i et indlæg fra ikke så længe siden, at du ikke følte dig set. Jeg synes, det virker som om, det er dét, du drømmer om. Da jeg drømte noget lignende, var det en frygt for ikke at blive taget alvorligt. Du ved, man bliver ved at skrige "Det er en bombe, der er en bombe!", men der er ingen, der vil lytte..
Jeg havde det rigtig skidt i den periode, følte, at jeg var ved at eksplodere. "Jeg kan ikke holde det ud", skreg jeg, men følte, at ingen tog mig alvorligt. Selvom det viste sig, at de rent faktisk gjorde. Måske genkender du den følelse? Eller også snakker jeg bare for at snakke nu, og så undskyld mit pladder :-)
KNUS <3
Nej, jeg tror helt bestemt du har fat i noget af det rigtige. Pt er jeg hjemme på sommerferie, så mine behandlere er ikke i nærheden - kun pr. sms og telefon.
Måske er jeg skide bange for at de ikke ved hvor svært og frustrerende det også er at være hjemme..
Måske jeg lige skulle give dem et kald!<3
Ja, gør det! Det synes jeg virkelig, du skal <3
Send en kommentar