At tillade sig selv livet.

Hvordan kan det være så svært?

Hver eneste gang jeg takker nej til vægtøgning, mad og andre overbevisninger end de anorektiske, er det som jeg siger nej til livet.

For det er en del af livet at vægten svinger, at spise og have en normal tankegang.

Men jeg har så enormt svært ved at tackle de forandringer kroppen skal gennemgå.

Jeg vil elske og tænke anderledes, men kroppen er noget andet.

Jeg syntes det er flot at være slank og lidt trænet.

Jeg syntes det er flot at udstråle selvtillid og velvære. 

Jeg syntes det er flot at acceptere sig selv.

Hvorfor kan jeg så ikke bare det? 

Hvorfor kan jeg ikke acceptere at min krop skal ligne en ung kvindes, fremfor en lille piges?

Jeg syntes røv og bryster er smukt.

Men ikke hofter, lår og mave. 

Og det følger jo også ofte med.

Og der står jeg af.

Det gør mig så ked af det.

Jeg ønsker ikke sådan en krop.

Jeg er jo stadig som et lille barn indeni, der skal have hjælp. 

Det gør ondt at give slip på ønsket om den krop jeg aldrig kan få, hvis jeg skal tænke og fungere normalt, hvis jeg vil være mere impulsiv og nysgerrig på livet.

Nu kan jeg ikke tackle mine indre konflikter med kontrol og vægttab, nej nu er det sgu lange snakke, masser af tårer og vredes udbrud.

Jeg skal ind hvor det gør så ondt.

Jeg skal turde at mærke.

Og samtidig være stærk nok til at stå op på mine ben igen. 

Men jeg har ikke fortjent livet, jeg har ikke fortjent at have det godt.