Jeg er bange.

Bange for at det mad jeg har indtaget i dag er for meget.

Jeg har jo ikke et valg mht. hvor meget. 

Men alligevel så føler jeg at det er min skyld hvis jeg tager for hurtigt på.

HVORFOR RAMMER DE HER TANKER MIG?

Føler ikke at jeg fortjener at have det godt nu.

Føler mig også så mæt, at det er helt ubehageligt!

Jeg vil væk fra de her tanker.

Jeg vil leve som alle andre, der ikke tænker på maden på den måde!

Dem der har det okay med deres krop og har et ganske normalt liv. 

Jeg føler mig flov over min krop og mine lyster nu.

Skam dig HEIDI!

Had dig selv, skad dig selv.

JEG VIL IKKE!

JEG VIL IKKE!

.. Men burde jeg?

Hvor mange 'normale og raske' mennesker har tanker som mine?

Hvor mange bliver paranoide, ophidsede, trætte og deprimerede over at de føler sig mætte?

Over at de har fulgt deres lyster frem for det de 'burde'?

Hvem skammer sig over deres krop og deres personlighed, så meget at de ikke kan leve et normalt liv?

Hvor man kan sige at de har tanker om at skulle straffe sig selv, fordi de ikke leve op til normerne? 

Hvor mange bor på et behandlingshjem med døgnvagter, andre syge og  skal være i behandling i flere år?

Hvor mange bliver bange for et stykke frugt for meget?

Hvor mange bliver frustreret over at de ikke fik gået deres daglige gåtur?

Hvor mange mister flere af deres ungdomsår fordi de vil tabe sig?

Forhelved...

Jeg kan godt høre/læse hvor sygt det er.

Hvorfor kan jeg så ikke bare ændre det!

Det gør pisse ondt, og jeg bliver endnu hårdere ved mig selv.