numbers.

Da maden til tal og regnestykker istedet for nydelse og livsnødvendighed.  

For snart tre år siden mødte jeg første gang ordene; Kalorier og energibehov - i hvert fald bed jeg rigtigt mærke i dem. 

Siden da har de fyldt i mine tanker omkring 95% af tiden.

Og gør det stadig. 

Måske kun 90% nu - hallelujah!

Jeg syntes i starten at kalorier og sundhed var spændende.

Det var en tidssluger og en psykisk energikrævende hobby.

Jeg var ikke den bedste til noget på min efterskole - jeg var bare helt normal.

Men ubevidst ville jeg gerne skille mig lidt ud, have at folk kunne lide mig og så var jeg meget usikker på mig selv.

Så bum! jeg fandt noget jeg var bedst til!
(set i bakspejlet!)

Jeg kunne holde mig fra usunde ting, jeg vidste en masse om sundhed og kunne fuldføre stort set alle kravene indenfor emnet.

Udover at leve samtidig!

For jeg blev gevaldigt opslugt og syg af det.  

Og jeg er det stadig.

Og hvor kan jeg bare ikke indrømme det over for nogen.

Jeg fejler jo intet?

Det er jo helt normalt at bo på et opholdssted, spise efter en kostplan, være bange for bestemte madtyper, bange for at få for meget mad, hungre efter mere, bange for at være for inaktiv, ingen energi til det sociale, ikke nok energi til en normal hverdag, tanker der kredser om mad og vægt de fleste timer i døgnet osvosv

DET ER JO HELT NORMALT!

Eller hvad? 

Jeg savner at maden er en nydelse og et basalt behov for min krop.

Men bevidstheden om at maden kan udgøre tal fylder stadig alt for meget.
Og jo mindre mad - jo bedre og sikrere - sejere. 

Jeg har skulle opgive at måtte veje og måle min mad - og det gør jeg næsten 100% nu!

Men mængderne og de forskellige ting skal helst passe ca. som de plejer.

Ellers er der noget der tricker indeni mig.

Jeg bliver rædselsslagen og frustreret. 

Jeg bliver bange for konsekvenserne - at jeg kan tage på, at jeg bliver klam og at ikke jeg tager mig sammen.

At jeg pludselig er forkert og tyk.

Der kommer mange ting op i mig!

Men grundlæggende; JEG VIL GERNE SE MADEN SOM NOGET GODT, SOM NOGET DER ER OKAY, SOM NOGET DER ER ET BEHOV OG IKKE KUN EN TING JEG SKAL GØRE MIG FORTJENT TIL.