Hvis du en dag kom tilbage.

Okay, okay. 

Helt ærligt; Hvis du en dag kom tilbage og sagde at det skulle være os igen. 

Hvad ville jeg gøre?

Kaste mig i dine arme, lukke døren for dig eller hvad?

Vi er to forskellige steder i vores liv, vi er meget forskellige og jeg har ikke interesse i at prøve at blive til det vi var engang. 

Jeg havde brug for dig dengang, du var virkelig min tryghed, min optur og mit lys dengang.

Men var det mere det jeg manglede som jeg søgte i dig? Jeg fandt det jo aldrig.

Og hvis du kom tilbage, ville det ende på samme måde.

Du vil aldrig kunne give mig det jeg søger, for det er noget jeg skal finde i mig selv.

Det vil aldrig blive den samme kærlighed som vi havde for nogle år siden.

Jeg savner bare nogle af de ting som du rent faktisk gav mig;

Støtte, grin, tryghed og nærhed.

Men er du den eneste der nogen sinde vil kunne give mig det?

Nej.

Det føles sådan, men virkeligheden er jo en helt anden. 

Om du så hoppede på tungen ville jeg lede efter noget mere.

Noget som jeg mangler fra barnsben. 

Noget som nogle ikke kunne give mig.

Og hvordan jeg vender det her til en styrke ved jeg ikke.

For hold kæft det gør ondt.

Jeg savner dig jo.

Jeg har jo længe troet at du var løsningen på mine problemer, 

og det vil du være et stykke tid endnu, for jeg fatter det stadig ikke.

Følelserne er der stadig, men tankegangen ændrer sig en smule, hver gang jeg får ordnet flere brikker i mit lillestore puslespil

Jeg savner din nærhed som jeg måske aldrig får igen.

Jeg elsker dig, for hvad du kunne give mig da.

Jeg hader dig, for at få mig til at føle på denne måde. 

Jeg nyder at jeg ikke nødvendigvis har alt ansvaret for denne situation.

Og det mest skræmmende ved dette ovenover er;

at jeg kan sende disse ord til to personener i mit liv.

De passer så skide godt til begge mænd. 

To mænd, der har sat et særpræg på min tankegang.