Jeg savner mig selv.

Jeg savner det jeg kunne.

Jeg savner det jeg ville.

Jeg savner at drømme.

Jeg savner at håbe.

Jeg savner at elske.

Jeg savner troen på alt det gode.

Jeg savner naiviteten. 

Jeg savner den lille lyshåret pige, med grønne øjne og barnesind.

Jeg savner hendes kreativitet og mod.

Jeg savner hendes måde at være på, leve på og hendes gå-på-mod. 

Jeg savner at kunne bestemme selv, at gå efter min lyst.

Jeg savner at skyldfølelsen, tankerne og følelserne er baseret på det inden i mig, istedet for hvad jeg tror at alle andre forventer af mig og hvad jeg forventer af mig selv. 

I dag skal man være det hele;

Sund og smuk.

Energisk og rolig.

Glad og udadvendt.

Ansvarlig og forstående.

Kærlig og sjov.

- Dengang var jeg jo bare mig?

Altså jeg var også overstående til tider, men jeg kunne også være;

Dum, grim, ked af det, 

kedelig, doven, genert, 

uansvarlig og umoden,

Ligeglad med andre.

Jeg var en blanding af det hele.

Jeg håbede ikke at alle kunne lide mig, at alle skulle se mig som perfekt, 

hvis folk ikke kunne lide mig, så var det deres problem. 

Men i dag, så er jeg jo så bange for at træde ved siden af,

for tænk nu hvis de rent faktisk ikke kan lide mig?

Man kan ikke elske alle, selvom jeg stiler efter at alle skal elske mig.

Fordi jeg er så pisse usikker på hvem jeg er, hvad jeg har og hvad mit liv skal fyldes med.

Jeg stoler ikke på mig selv, jeg ved ikke hvad jeg består af og jeg elsker at gøre andre glade. 

Er jeg god nok nu?