at komme tilbage til livet er sgu da svært.

at komme tilbage til mig selv er sgu da svært.

jeg øver og øver og øver og øver. 

hver eneste dag er en ny prøve.

jeg er træt.

jeg sover meget. 

jeg skal fokusere på det jeg vil, fremfor at bruge gamle overlevelsstrategier.

som at at begynde at tælle kalorier igen...

det skal stoppe NU.

Jo mere kontrol jeg prøver at få over maden, jo mere mister jeg kontrollen.

Da jeg begyndte at blive overtaget af spiseforstyrrelsen for 5 år siden, tænkte jeg aldrig nogensinde på hvor langt ude jeg kunne komme og hvor lang tid det ville tage at komme tilbage.

Jeg tænkte jo aldrig; HEY! nu vil jeg udvikle anoreksi.

Den listede sig stille ind i hele mit sind, hele min krop.

Og den dag de dag fylder den heldigvis mindre, men den er der stadig.

Måske går den aldrig helt væk. 

Det er skræmmende.. 

At spise for lidt er skræmmende.

At spise for meget er skræmmende.

At spise for sundt er skræmmende.

At spise for usundt er skræmmende.

Hvor fuck er min balance?

Føler mig skubbet lidt ud af balance igen.. 

Hvordan er det nu jeg kommer tilbage?

Jeg føler mig tyk.