square.

Hvornår blev mit liv så firkantet?

Så regelagtigt?

Så fast og rutine præget.

bumbumbum...

Ovenover ligner jeg stadig 'den gamle Heidi'.

Hende der havde det skægt med veninderne.

Hende der elskede at tage makeup på, lave god mad og fjolle.

Hende der kunne dovne og hende der kunne fungere normalt. 

Jeg vil så gerne blive den gamle Heidi, men det er jo umuligt. 

Ligemeget hvor meget jeg prøver, så vil jeg jo aldrig komme tilbage.

Jeg håber jeg bliver en bedre og stærkere udgave af den pige ovenover.

Hende var jeg mere stolt af..

En træt, lille Heidi.

Jeg syntes det er skræmmende at se på de to billeder.

Omkring 2 års forskel.

Mit ansigt ser ældst ud på det nederste, men min krop ser ældst ud på det øverste.

Men bare mit smil.. Det er blegnet på en forfærdelig måde...

from god to bad.

Ævæv..

Nu kommer selvhaddet og frustration - igen.

Det har gået okay indtil.

Jeg har forholdt mig forholdsvis glad og positiv til dagen, men nu hvor jeg 

så kommer i bad og kommer til at skule forholde mig til kroppen.

Så gør det skide ondt.

Så er alt arbejdet spildt.

Det er er ikke spildt - men det føles sådan..

Tankerne er blevet nemmere i mit hoved mht. til maden og kroppen - ja.

Men kroppen gør mig stadig deprimeret, frustreret og ked af det.

Jeg føler mig skyldig og forkert.

Klam og tyk.

Som et klam dovent æsel, der ikke gider dyrke motion og tabe sig.

Som en livsnyder der burde straffes for ikke at følge 'burde' .

Fordi jeg også gerne vil de andre ting i livet som at spise, sove, se film, slappe af, tegne, skrive, være kreativ, drømme, rejse og værdsætte mig selv.

Så skal jeg sgu straffes.

Dumme æsel Heidi,

'hvordan kan jeg dog overhovedet overveje tanken om at jeg har fortjent et godt liv'.

music makes me loose control.

Der er noget helt fantastisk ved musik.

Musik er min booster og min afslapning.

Jeg kan koble fra og koble på når jeg hører musik.

Jeg bruger musikken når jeg er ked af det, glad, sur, negativ, positiv osv.

Jeg bruger musikken som mit frirum når alle mine tanker bliver for meget.

Jeg kan ikke leve uden musik.

Den giver mig plads til at håbe og at drømme.

''Du skal danse i regnen og aldrig få nok'' 

<3 

Love changes everything.

Hvordan kan kærlighed bliver til så meget had?

Altså.. Hvordan kan to mennesker blive gift, betro dem deres liv og kærlighed, få børn sammen og så til sidst blive så bitter på den anden? 

Så bitter at man lader det gå ud over børnene?

Hvis ikke på den ene måde, så  på den anden..

Jeg føler mig som en der blevet fanget i mellem to negle.

En lille lus som bliver stille og roligt fanget.

Pint og holdt hen.

Uden egentlig at finde en udvej.

Dagens emne; Døden..

Hader det emne.

Jeg kan slet ikke forholde mig til det.

Det er så pisse uhyggeligt.

Undskyld..

Nu vil jeg holdes om..

Bliver angst og går i panik.

Føj..

Nu krildrer det i maven.

Jeg får kvalme.

Bliver træt.

Bliver mæt - men sulten.

Jeg har på en måde lyst til at spise en masse mad, så jeg kan komme tilbage til livet,

Men det vil ende med overspisning, selvhad og selvpineri de næste dage.

Tør end ikke at spise en gulerod, for det er ikke nok. 

Jeg har fulgt madplanen, så stop.

Se en god film, skriv, tegn, eller gå i seng.

To much thinking.

'' I got a hangover - åhhhhh...

I have thinking to much for sureeee.

I will keep until i blow up,

And i can never dare to stoop,

and i never wanna grow up

i can only keep on going, going , going, going oh oh oh.. ''

Hvorfor dog i søren tænker jeg over alle mulige små ting?

Hvorfor sagde han/hun det?

Hvad mente han/hun med det?

Gjorde de noget forkert?

Gjorde jeg noget forkert?

Hvorfor hedder et æble 'et æble'?

Hvorfor er jeg her?

Hvorfor blev jeg syg?

Hvordan bliver man rask?

Hvornår er man rask?

Hvad skal fremtiden bringe?

Hvorfor tænker jeg sådan?

Hvad skal jeg have at spise næste gang?

Hvornår skal jeg lægge tøj sammen igen?

Skal jeg være glad eller sur?

Hvorfor har jeg et hate på gule ting?Specielt gul mad?

Hvorfor har jeg blævrelår men faste lægmuskler?

Hvorfor ditten og hvorfor datten?

Hjemrejseweekend tomorrow. 

Don't even dare to worry about it. 

See ya!

the world upon my shoulders

Kære i to.

Mine to beskyttere.

Mine to helte.

Mine to idoler.

Mine to klipper.

Mine to fjender.

Mine to nedbrydere.

Mine to svagheder.

Mine to skrøbelige forbilleder.

I gav mig ansvar, som jeg ikke var i stand til at tage.

Noget som et barn ikke burde stå med.

Det var helt ubevidst, men det gjorde det ikke mindre tungt at bære.

Det gør at jeg i dag føler at jeg skal tage hele verden på mine skuldre.

Mine venner, familie, omgangskreds, arbejdsplads, hele verden.

Jeg er bange for at råbe eller bande - for så er jeg skyld i dødsfald, jordskælv eller dårlige ting sker.

Jeg er bange for at stole på andre mennesker - for alt ansvar er jo mit.

Jeg er selv ansvarlig for alt der sker i mit liv.

Selv ansvarlig for maden, kroppen, sindet og nedture/opture.

Jeg må ikke stole på at nogle vil og kan hjælpe mig - for jeg skal gøre det selv.

Sandheden er bare at det jeg har aller mest brug for lige nu er at smide hele ansvaret fra mig.

At sige; JEG KAN IKKE MERE LIGE NU.

At jeg har brug for at være den lille pige - uden at ligne den lille pige.

At min krop ligner en ung kvindes. 

Det er svært at acceptere at jeg aldrig bliver den lille pige igen.

Heller ikke ved at tabe mig.

Uanset hvor meget jeg taber - så vil i aldrig blive de 'voksne' og jeg vil aldrig få det den lille pige mangler. 

Det skal jeg finde i mig selv og mit liv nu.

Hvor er det svært at acceptere.

A little update.

Jeg har det okay.

Men to opslidende sammenbrud i weekenden, kan mærkes disse dage.

Siden jeg er begyndt at få mere at spise, så er mit humør dalet.

Pludselig skal jeg igen til at overveje hvad jeg vil.

Syg eller rask?

Kontrolfreak eller løssluppen hippie?

Det er enten eller.

Man kan jo ikke være begge dele jo?

Eller kan man?

Praktik går ganske fint - men som jeg plejer, så tænker at jeg skal være så dygtig, fejlfri og rigtig fra start af. Jeg hader at lave fejl. 

Så er jeg pludselig forkert og ikke god nok. 

Så skal jeg tabe mig - for at straffe mig selv og retfærdiggøre min fejl for hele verden og i andre. 

Det er alt for svært og alt for skræmmende at følge madplanen selv, 

så jeg skal have hjælp.

Men ligemeget hvor ofte det bliver nævnt - bliver det bare hurtigt glemt.

Æv...

Det føles som et svigt..

Jeg lander ned i noget jeg har prøvet før. 

Bum - straf og bevise at jeg har det skidt.

yes - im still here.

Først vil jeg lige sige mangemangemange tak for opbakningen de sidste par dage. 

Er så rørt over jeres medfølelse og jeres tanker.

Og jeg er her endnu. 

Efter nogle travle dage sidder jeg nu i min seng og er helt rundt på gulvet.

SF vil gerne have fat i nakken på mig og få mig til at danse eller gå.

D vil gerne have mig til at putte under dynen - for hvad nytter det hele?

Og Heidi er der et sted imellem - hun ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv nu hvor der rent faktisk ikke er noget 'skal' på planen.

Skal jeg løbe, læse, være krea eller noget helt syvende?

Jeg kan ikke rigtigt sige noget bestemt jeg har lyst til, så svømmer lidt rund i min selvmedlidenhed.

Jeg klarede praktik, samtale, jeg klarede at komme ud og spise og jeg klarede Showet - og det hele med okay humør. 

Hvad mon Heidi laver på en fredag eftermiddag efter nogle stressende dage?

Hun hopper da selvfølgelig rundt, masser energi og fuld fart fremad - Når nej..

Jeg ved jo godt folk slapper af efter det har været stressende, min krop og mine tanker vil bare have mig til at yde 'det ekstra' ellers har jeg ikke fortjent.

To much.

THIS IS TO MUCH!

TO MUCH IN MY MIND!

Jeg har skrevet 11 punkter ned som bare drøner frem og tilbage i mine tanker.

Jeg har fortalt om dem, det hjalp lidt.

Men stadig, så er der alt for meget. 

Jeg ved ikke om jeg bare er nervøs eller om praktik er for meget.

Den eneste måde jeg kan finde ud af det på er ved at prøve det.

Men jeg er så freaking ekstremt bange for det lige nu..

Min hals snører sig sammen og min vejrtrækning bliver overfladisk.

Jeg prøver at sige; En dag af gangen. 

Jeg vil så gerne kunne, men jeg er alt for bange for det bailer.

Men; plan for imorgen:

Praktik

Samtale

Ud at spise

Flying superkids.

Fire gode ting. Positive ting.

KOM SÅ HEIDI!!

Denmark...

Jeg er nok lige pt.'s Danmarks største brokrøv.

Jeg har lyst til at skælde alt og alle ud.

Jeg ved jo det er fordi der så meget kaos inde i mit hoved.

Selv fløjten fra andre, et lille spørgsmål fra andre eller nogle sætter en ting forkert 

- så er jeg ved at gå amok.

Undskyld..

Pæne, søde og dygtige piger brokker sig ikke eller beklager sig ikke.

Måske er jeg bare ikke så sød som jeg gerne vil være.

Måske er jeg inderst inde en djævel?

Ondskaben selv?

Alt er vel muligt.

Jeg er i hvert fald ikke så perfekt som jeg føler jeg er nødt til at være.

Det er forfærdeligt. 

Jeg har puttet alt for meget på mine skuldre i denne uge - langt mere end jeg kan bære.

Nu kan jeg bare ikke sortere i hvad jeg skal kvitte og hvad der er vigtigt for mig at fuldføre.

Det meste er bare tidsfordriv - jeg kan ikke mærke lysten så meget i det.

Specielt SF siger at jeg ikke har gjort mig fortjent til det.

I feel homeless...

All alone.

Tror måske jeg er nødt til at kvitte FB i stykke tid - kan ikke holde mig på egen bane.
Nu gider jeg ikke se flere status-opdateringer om hvor de befinder sig, for alle folk er åbenbart det samme sted i januar ; FITNESS WORLD.
Ja flot, hvor meget selvtillid har lige når hele jeres verden skal vide at i er så skide fantastiske at i har løbet på løbebåndet i en time...
Ja, det er flot!
Men når det bliver skrevet af alt og alle, 
så er det mere som om man er 'med i klubben'.
En af de seje... 

one day baby, we'll be old.

Træk vejret ind, træk vejret ud. Træk vejret ind, træk vejret ud.

Jeg er fyldt som en bare pokker.

Der er mange ting som rører på sig lige nu.

Hvor fanden er jeg på vej hen?

Fra i morgen skal jeg nu virkelig deale med SF igen.

Jeg er så sur.

Eller noget af mig er sur.

Jeg forstår det ikke.

Nu skal jeg gøre mig endnu mere fortjent til at have det godt.

Er bange for jeg drukner i angsten og vreden.

I siger at i vil hjælpe mig, men jeg gider ikke sidde i jeres sofa. 

Happiness

 (En sød og god veninde, welcome home!)

Gensynsglæde er altid rart.

Kender du det man er nervøs for hvad andre tænker om en?

Hvis man nu kommer til at dumme sig eller sige noget forkert, 

så er jeg altid bange for at andre ikke kan lide mig mere.

Hvad nu med alle mine fejl, som folk med tiden vil opdage når de lærer mig mere og mere at kende.

Jeg skal jo allerhelst være fejlfri.

Og hvis ikke - så er jeg ikke god nok.

Så kommer SF efter mig.

Jeg er så bange for at miste mine 'nye' veninder.

Jeg er bange for at miste mine 'gamle' veninder.

Jeg er ikke den jeg var for 5 år siden.

Men jeg ved heller ikke hvem jeg er nu.

Men når man så finder en sød veninde, som lukker en ind i sit hjertet.

Så bliver jeg hammer bange for at gøre noget, så jeg ikke må blive i det.

At jeg er forkert.

Hvad nu hvis jeg ikke er god nok til hende?

Hun er jo så sød, så smuk, så klog og så sjov.

Jeg vil ikke miste hende, på  trods af alle mine særheder og fejl..

the war is over..

Eller nej. Langt fra. desværre.

Jeg har fundet endnu en ting: Når jeg giver udtryk for et behov, eksempelvis omsorg, sult, træthed, dovenskab, vrede, eller lignende - så kommer SF efter mig.

Jeg er vokset til tre gange min normale størrelse siden jul - i hvert fald hvis du spørger mig. 

Måske ikke i virkeligheden, måske ikke på vægten.

Men der har bare været så mange ting omkring jul og nytår som jeg har prøvet at skubbe væk og klare selv. Men har brudt helt sammen tre gange inden for den sidste uge fordi at 'hverdagen' begynder at vende tilbage. 

SF kommer efter mig, for jeg kan ikke rumme alle mine følelser.

Når jeg er vred eller irriteret holder jeg det for mig selv og jeg vender det hele indad.

Så kommer der hetz mod mig selv. 

Den hetz har kørt på mig siden jul.

Julen bragte mig automatisk tilbage til mit gamle mønster. 

Selvhad, selvskade, selvbebrejdelse og at det hele er mit ansvar. 

At jeg er tyk, forkert og klam.

Det hele er min skyld.

Det føler jeg stadig, men nu er det en smule nemmere at sætte ord på. 

Jeg kan se det lidt mere i dag end jeg har kunnet på det sidste.

En masse vrede og frustration har fået lov til at vokse i mig.

Det er blandet andet det der fucker mig op  nu.

Det er bare så træls når man kan se det, men ikke 'bruge' det.

For SF fortæller mig det er en løgn og jeg må ikke have nogle behov eller vrede.

a mix of...

En blanding af håb, sorg og tankemylder.

Nu har jeg fået praktikplads to gange om ugen i et supermarked.

Yes, bliver godt at prøve noget nyt.

Men hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?

Eller hvad nu hvis SF får fat?

SF har godt fat i mig i dag.

Jeg er stresset, træt, sur og bange.

Maden bliver spist - for det skal den. 

Men selvhadet og kroppen fylder for meget.

Jeg kan næsten ikke tænke på andet.

Måske er SF efter mig fordi jeg har nydt nytårsaften, arbejder på praktikplads, har danset lidt til wii'en?

SF, kommer altid efter mig efter motion - for det er aldrig godt nok.

Lige meget hvor meget jeg laver så skulle det have været mere, oftere eller hårdere.

Dyrker næsten aldrig motion, for overskuddet og lysten er der ikke rigtigt.

Men når jeg endelig gør det - så får jeg hurtigt et nederlag efter for jeg bliver træt og selvkritisk. 

Så hader jeg mig selv..

Så kommer jeg i kontakt med kroppen - og det hader jeg. 

HVORFOR har jeg det så skidt med min krop?

Hvorfor skal SF være sådan efter mig når jeg prøver at tænke på noget andet end at være syg?

Jeg provokerer den ved at sidde ned og ved at spise min mad.

Men den slår mig i hovedet hele tiden, så jeg er så usikker på om det er det rigtige jeg gør.

Jeg drukner lidt i mine egne tanker nu.

Ikke flere lyder - det alt for meget.

Ikke mere snak - jeg bliver gal.

Ikke mere råb - jeg går amok.

 Bare ro. 

Giv mig ro.

The yes-hat.

Nytårsaften vandt jeg ja-hatten i pakkeleg. 

Måske skæbnen, måske bare en tilfældighed.

Måske var det fordi jeg skulle sige ja til året 2013.

Man kan vel vælge at tolke som man vil.

Måske skulle jeg bare sige JA. 

Sige ja til al behandling, al vægtøgning, al kærlighed, al liv.

JA, JA , JA.

De kan tvinge mig så meget de vil, men hvis jeg ikke selv siger ja - så kommer jeg bare ikke videre.

Vægten er steget med 500g på 6 seks dage. 

Måske bare et udslag, en kartoffel for meget eller reel vægtøgning. 

Uanset hvad, så ved jeg at jeg var blevet ked af det hvis den var gået op

eller gået ned. 

Jeg er så blandet i mine følelser omkring den dumme vægt.

Vil allerhelst at den holdt sig på samme tal hele vejen igennem.

Om vi så sagde 55 eller 60, det ville ikke være pointen.

Pointen ville være at jeg kunne slappe mere af når jeg spiste, 

når jeg dyrkede motion eller når jeg grinte.

Når jeg levede eller forsøgte på det. 

Det er jo netop også en af de ting der er svært;

At tillade mig selv at leve. 

At acceptere at kroppen begynder og ligne en kvindes, mere end et barns. 

Og lige en lille ting mere.

Jeg skal holde mig for mig selv ja! 

Men jeg er så træt af at alle nupo, nutrilet, udehjemme slankekure, og alle andre slankekure for den sags skyld. Hvis man har brug for det - så opsøg det, Jeg tror bare ikke det er en løsning at erstatte rigtigt mad med en shake af forskellige vitaminer. Hvornår lærer man så reelt hvad kroppen har brug for? Ens tænder og fordøjelse har også brug for fibre og noget at tykke i. Det får man ikke af noget ynd shake-vand. Samtidig; der er så meget fokus på vægttab i januar - men hvorfor ikke mere fokus på alle de andre ting som også er. At sommeren er på vej, at vi kan nyde uden at skulle skamme os over det, at vi har endnu et år at leve i. 

JEG GIDER IKKE mere slankefis.

Jeg blev syg af det.

Måske fordi jeg havde brug for det - men medierne var ikke en hjælp.

Vi bliver ko bombet med det konstant.

Undskyld mit sure opstød.

En kølbøttes liv; http://kolboetteliv.blogspot.dk/2013/01/kun-du-kan-hjlpe-dig-selv.html

something is rotten.

Nu stopper det altså snart.

D, får totalt styringen over mig.

Jeg er træt, jeg gider ikke noget og jeg er ked af det.

Jeg kan ikke rigtigt sige nogen grund.

Forsatan.

Rejs dig op Heidi.

Do something!

Jeg har bare lyst til at putte mig under dynen.

Ingen ansvar, ingen krav - intet. 

Hvad skal jeg lave?

Jeg ved ikke hvad jeg skal lave, når jeg intet har lyst til.

Ser man tv? Dyrker man motion? Er man alene?

Hvad gør man?

Så mange spørgsmål, så få svar.

Jeg er et kaos, uden jeg ved hvorfor.

Jeg er nødt til at be' om hjælp, for nu kan jeg ikke holde det ud mere.

When it all changes.

Hvorfor er jeg så ked af det lige pludselig?

Jeg har det bedre end jeg har haft længe - SF får ikke så meget magten.

Men lige nu er jeg bare træt og færdig. 

Jeg ORKER ikke mere.

Jeg vil bare i seng.

Kl. er snart ni.

Hvor normalt er det lige at være atten år og gå i seng kl. ni en lørdag aften?

Jeg føler mig ensom.

Jeg føler mig tyk.

Jeg føler mig svag.

Jeg føler mig dum.

Jeg føler mig forkert.

Jeg føler at jeg fylder for meget.

Jeg føler at jeg be'r om for meget.

Mit spejl og mit hoved fortæller mig hvor klam og forkert jeg er.

Hvor lidt jeg fortjener at have det godt.

Jeg er så træt at jeg ikke orker at have det godt.

Jeg er meget lydfølsom lige nu.

Orker ikke så mange mennesker omkring mig. 

Gå væk.......

Jeg gider ikke høre jer snakke eller grine.

Har det som om jeg er ved at springe indeni.

Undskyld, undskyld, undskyld..

Jeg kan bare ikke overskue mere lige nu. 

Det gør ondt indeni og jeg ved ikke hvorfor. 

tiert and more tiert.

Jeg har haft nogle dage hvor det har været okay det hele.

Jeg har haft det skidt på nogle tidspunkter, men ikke hvor jeg faldt ned i et dybt sort hul.

Men i dag, det er som om jeg bare vil lægge mig til at sove. Jeg er så træt.

Jeg orker pludselig ikke at være til.

Både D og SF har fat i mig.

Den ene vil presse mig helt ud hvor jeg ikke har været længe - helt ude hvor jeg ikke længere lytter til fornuften, men til alt det som jeg føler jeg skal.

Den anden vil have mig ned under dynen og bare lukke ned.

Det er frygteligt, for ingen af dem kan jeg rigtigt lytte til.

Hvis jeg vælger SF, så knækket jeg.

Hvis jeg vælger D, så kommer SF efter mig.

Hvis jeg vælger ingen af dem, så bliver dagen mega lang.

I dag er det jeg skal be' om hjælp.

Jeg vil bare så gerne kunne selv..

Det plejer jeg ikke altid at kunne, men måske i dag?

Nej.. Det er SF der fortæller mig at jeg ikke skal lytte til deres hjælp - de fortæller mig en løgn.

Men ved du hvad SF? Det er dig der lyver.

D fortæller mig at der intet er at kæmpe for.

At det hele kan være lige meget.

Men igen, så er det D der lyver.

Ikke mine vogtere og hjælpere.

HJÆÆÆÆLP ! <3

2013.

And i did it!

Jeg spiste rejecocktail, jeg spiste bøf og jeg drak vodka.

Godt nok i en bestemt mængde, light sodavand og ingen dessert.

Men jeg var social, glad og hyggede mig. 

Jeg nød meget af det.

Jeg nød at det var normalt på en eller anden måde.

Men min krop er et kapitel for sig selv.

Jeg var ved at aflyse det hele på grund af træthed og selvhad.

Jeg var så ked af min krops udseende. 

Hvilket jo ikke er noget nyt. 

I dag har jeg drukket mere cola, spist mad og sovet.

Sov kun 1,5 time i nat, da jeg først var hjemme kl 6 ca,

Og så gjorde jeg stuen ret ren, så tv og spiste morgenmad.

Så stod mor og veninden op 1,5 time senere - så må jeg jo op.

Men jeg var glad og rolig.

Og nu er jeg så skide træt.

Jeg gider ikke vejes i morgen.

Dumme vægt.

Jeg håber jeg har tabt mig.

Jeg håber jeg har taget på.

Dumme indre konflikt. 

GODNAT <3