Love

When do I deserve love? 

Who decides it? 

I'm speechless, yet so full of words.

It hurtis so deeply to feel misunderstood, when you really try to open up. 

I know it seems like I don't try some days.

But sometimes it just hurts so much that I can't do anything but breathe.

I'm scared that I can't be what you want me to be. 

Happy, joyful, relaxed and full of energy. 

You see, that just don't come naturally when I'm in my black hole. 

 

Må en kvinde gerne være en .... kvinde?

altså, jeg syntes nogle gange at vi kvinder skal konkurrere med mænd?

Vi skal være lige stærke, både på det fysiske og mentale plan. 

Vi skal have de samme færdigheder, den samme 'ubekymret levestil', være mindre følsomme. 

Men fra naturens side er vi bygget vidt forskellige?

Kvinderne ikke bygget til det samme som mænd - og omvendt.

Vi har hver vores følelses-register, som også kan varierer blandt det samme køn.

Vi har mange fællestræk, og hallelujah for det.

Men hvad med alle vores forskelligheder? De er gode!

Tænk en verden kun med kvinder?

Tænk en verden kun med mænd?

Tænk på hvor ensidigt det ville blive?

Jeg er sgu ikke en mand.

Jeg har sgu store følelser, snakker løs og be'r om nærhed og respekt!

Jeg reager som jeg gør - nogle gange mere hensigtsmæssigt end andre.

Det samme gør du, søsteren, broderen, kæresten, faderen, moderen osv.

Jeg har sgu bryster, numse og mave.

Jeg har sgu en krop fyldt med vilde hormoner jeg ser en sød baby.

Jeg har sgu husligt og praktisk gen, som madlavning og oprydning.

Jeg har sgu lyst til at gå i kjoler og danse.

Jeg har sgu lyst til at blive værdsat for Mig. 

er jeg nederen fordi jeg ikke vil i byen, d. 25 dec - årets største gå i byen dag?

er jeg dum fordi jeg ikke griber chancen og leger social?

skal jeg virkelig lade som om jeg har lyst?

det gør jeg ikke - ikke i dag.

det er vildt at tænke på hvor meget jeg har nået i år, 

4 ferier i udlandet, startet på hf 2-årig, fester, startet op til gymnastik, fødselsdage, gåture, sociale arrangementer i røven på hinanden i stor stil, holdt sommerferie, spist is og slik efter behag, læst bøger, været kæreste, fået en niece, og så helveds meget mere. 

det er jeg faktisk stolt af.

I forhold til hvor lidt jeg kunne for bare 2 år siden, uden at bryde sammen, er forandringen enorm. 

jeg vil bare gerne være sund og rask nu. 

hej december!

så mødes vi igen.

jeg føler det er en tid hvor der alt muligt skal nås - og gerne hurtigt.

skole, sociale arrangementer, gaver, ferie osvosv...

jeg øver mig i at sige til mig selv at jeg gerne MÅ.

jeg MÅ gerne nyde maden, roen, hygge, samværet, vejret, det hele.

jeg MÅ gerne.

Anoreksien siger noget andet - men den er en løgner. 

jeg MÅ jo gerne.

jeg MÅ gerne tænke på noget andet end krop.

hvor føler jeg mig bare som en egoistisk møgunge når at jeg har det så svært med andres anoreksi og kampe.

Når hele den her kamp foregår indeni mig, omkring mad og vægt (det går meget bedre!!) så kan jeg næsten ikke kapere at folk omkring mig er endnu mere syge.

Jeg er kommet så langt og jeg vil meget længere endnu.

Jeg kæmper lidt med min krops størrelse pt. og jeg føler mig rigtigt presset i skolen.

Jeg har mest lyst til at være i selskab med nogle hvor jeg ikke skal fake og lægge i min kærestes arme foran en god serie. 

Jeg har lyst til at tvangsmotionere men kan ikke finde overskuddet fordi skolen fylder så meget pt 

Er det mon godt eller skidt?

egen-omsorg.

hvad er nu det for noget?

jo mere ens sygdom fylder, jo mindre er der plads til egenomsorg. 

jeg er igang med at lære, hvornår jeg føler jeg gør noget godt for MIG.

og hvornår det er skidt for MIG.

hvor meget skal jeg sove?

hvor meget skal jeg spise?

hvor meget fritid har jeg brug for?

hvor meget skal jeg bevæge mig?

hvor meget er nok?

hvor meget er for lidt?

hvor meget er jeg mig?

hvor meget skole er passende for mig?

hvor meget har jeg brug for?

hvad ønsker jeg?

det tager minutter, timer, dage, uger, måneder, år.

der er ingen fastsat dato, hvor man kan sige: nu er jeg der sgu!

der er ingen milepæle udover dem jeg selv sætter.

det kræver øvning at blive rask.

det kræver intensiv øvning.

der vil blive lavet mange fejl og erfaringer.

der vil være mange sejre og oplevelser som skal bearbejdes.

Wow.

wow.

jeg siger det igen. Wow.

det er en ting man skal lære igennem hele sit og det vil ændre sig alt efter alder, situation, køn, personlighed, osvosv.

wow.

og hold kæft hvor er jeg nervøs for at springe ud i det.

Vis mig et lys,

Vis mig et tegn.

Vis mig et hjerte.

Vis mig et stjerneskud.

Vis mig et helt hjerte.

Vis mig et ønske.

Vis mig dig.

Sikke sentimental jeg altid bliver om aftenen. 

Der kører tankerne rundt, medmindre der kommer nogle og forstyrrer mig.

Jeg har altid en forestilling om hvordan livet skal være - og er det aldrig, for det er blot en forestilling ikke en virkelighed.

Det er rigtigt svært at lægge anoreksien væk lige nu. Jeg spiser, jeg går i skole og jeg går til psykolog. Men den nærmer sig hele tiden mit øre og hvisker. 

At lave - for mig - er at være fri.

Det er helt og aldeles latterligt hårdt og brutalt at føle sig som en fiasko i sit eget liv. 

Altså, det er jo egentlig ikke fordi mit liv er noget lort.

Det er heller ikke fordi jeg ikke laver nogle ting.

Det er heller ikke fordi jeg ikke trodser anoreksien.

Det er heller ikke fordi jeg ingen venner eller kæreste har.

Men følelsen af at hele tiden skulle være et andet sted, gøre noget andet eller være en anden, - den er der hele tiden.

Følelsen af at ikke nå nok i løbet af en dag.

Følelsen af at jeg ikke kan styre vægten mere, ene og alene fordi jeg vil være rask nu!

Jeg vil ikke sulte mig selv mere. 

Jeg vil ikke tilbage i et mad-kaos.

Jeg håber virkelig at min vægt bliver stabil.

Jeg håber virkelig jeg finder noget jeg kan brænde for.

Noget der kan skubbe mig ud af anoreksien..

Jeg har lyst til at rejse væk.

Se noget andet, gøre noget andet, være en anden.

Men jeg er jo mig, uanset hvor på jorden jeg er. 

Det er svært at acceptere og får enorm trang til at skulle handle på det.

At skulle kæmpe for mit liv.

At skulle kæmpe til retten for at have det godt, selv om jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort.

At skulle have tillid til at min vægt stabiliserer sig.

At skulle acceptere det faktum at hvis jeg vil være rask, så skal min vægt forblive heroppe.

Jeg har det jo meget bedre end for 2 år siden.

Men jeg har stadig mange veje jeg skal krydse. 

Yesyesyes! Jeg har været til gymnastik i dag - fordi jeg elsker det!

Det var en angst-overvindelse at komme afsted. At gøre det.

At give slip. At være med.

Jeg har turde at drømme om sports college, fordi jeg elsker dans. Fordi jeg elsker at være omgivet af mennesker. Fordi jeg fik LYST.

Så kommer aften-downeren. 

Føler mig tyk. Føler mig dum fordi jeg spiser.

Jeg kiggede mig selv i spejlet.

Ikke fordi det hjælper mig, men fordi jeg følte 'trang til det'.

Og så blev jeg ked af det.

Følte lige pludselig at jeg ikke måtte dyrke motion for sjov. Fordi jeg kunne lide det.

Suuuuuug ind. Puuuuust ud.. 

'Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er'

Vejen ud.

Vejen ud af selvhad.

Vejen ud af sorg.

Vejen ud af anoreksi.

Vejen ud af skyld.

Vejen ud af skam.

Vejen ud af det hele.

Jeg vil ud, men min vej er så tåget.

Den er sløret.

Jeg kan ikke se monstrene.

Jeg kan ikke se mine små sikre platforme.

Jeg kan ikke se tilbage.

Alt er tåget.

Alt er sløret.

Jeg føler ikke at mine øjne passer på denne jord.

I denne verden.

Jeg føler ikke jeg er stærk nok til det her liv. 

Det her liv, som kræver.

Kræver hvad?

Kræver alt.

Jeg kræver alt.

De kræver alt.

Alt bliver krævet. 

Jeg føler stadig skyld over at ville livet!

Jeg føler stadig skyld over at jeg ikke koncentrerer mig om vægt og mad HELE tiden.

Jeg føler stadig skyld over at jeg hverken kan vælge anoreksien eller livet 100%.

Jeg føler stadig skyld over den jeg er. 

Jeg syntes det er pinligt!

Jeg føler jeg bare skal tage mig sammen.

Efter 14-dages ferie væk fra mine 'normale rammer',

har lært mig mange ting.

Det har ikke været lige nemt - og der har være tidspunkter hvor jeg nær havde sat mig ned på gulvet som et lille barn og skreget.

Jeg har lært at min søvn er vigtig!

Jeg har lært at det er godt for mig at sige fra!

Jeg har lært at naturen er god for mig!

Jeg har lært at familier har dybt forskellige mønstre!

Jeg har lært at familier har brug for en eller anden form for struktur eller orden!

Jeg har lært at jeg kan mere, når jeg gerne vil det.

Jeg har lært at at inspiration fra andre, er fantastisk.

jeg har lyst til at flygte fra mig selv.

jeg ved ikke hvad jeg forventer at jeg skal kunne.

men jeg vil væk.

mine egne tanker trættende, andres selskab er måde trygt og tærende.

jeg føler jeg er ved at brænde mig selv op, samtidig med at prøver at give mig selv lov til at leve.

utroligt at det kan være uoverskueligt at leve et liv?

Jeg vil have mere LIV!

Jeg vil have LIV LIV LIV!

Jeg spejder efter LIV!

Jeg higer efter LIV!

Og jeg er også lidt træt..

Hvor er det skræmmende at have lyst til ... 

At leve - og ovenikøbet et raskt liv. 

Glæder mig til at vise jer hvor alt dette ender - selvom jeg ikke selv ved det endnu!

Syntes at 'livet' er en underlig størrelse.

En dag skal vi væk.

En dag blev vi født.

En dag er man glad.

En dag er man sur.

En dag er man det hele.

Som nyfødt og død - som glad og sur.

Jeg har svært ved at finde en mening med MIT liv.

Hvor har jeg været, og hvor er jeg på hen?

Jeg tror alle mennesker vil stå i situationer lignende denne.

Men det er NU at JEG står i den. 

Måske ønsker jeg mig i virkeligheden mere end jeg kan få.

Måske ønsker jeg mig mindre?

Måske ser jeg mindre end det hele billede.

Måske ser jeg for meget.

Alt er så relativt at jeg bliver rundtosset.

Jeg har det svært med en rask krop - når jeg ikke føler den endnu er en del min 'nye' identitet. 

Mit nye liv - der er rask og med op og nedture som 'alle andre'.

Jeg er skrøbelig indeni, som jeg var inden jeg begyndte på min vægtøgning og ønske om et liv.

Jeg er mere robust fysisk.

Og når jeg er så blød og sensitiv indeni - så er det sgu svært!

Når jeg har et ønske om at gøre alle glade - og hjælpe alle - og være der for alle - så brænder jeg ud.

A poem about now.

Jeg er bange for at følge min drøm.

Livet lige nu, kører bare i den samme strøm. 

Jeg ser  op og der er en masse der ler,

men tårerne hober sig op - fler og fler.

Jeg ser hele verden suse forbi,

møder en masse mennesker som jeg godt ka' li'. 

De ser på mig og smiler,

jeg håber bare at dagen den iler.

Jeg mærker et håb,

men endnu flere råb.

Ser på dagen, ser på vejen, ser på dig,

hvis bare du kunne se hvad der foregår inden i mig.

Livet er her, livet er nu,

åh, hvis jeg dog bare ku'.

Jeg føler mig fortabt, alene og bange,

alle nætter og dage er for lange.

Håbløshed, jalousi og sorthed,

der må da være en mening derude et sted?