jeg dykker igen.

jeg kan godt se op.

jeg har ikke kræfter til at kæmpe mig op, lige nu.

jeg er her bare.

jeg flyder bare.

hver en muskel i min krop er anspændt af udmattelse.

spørgsmålene runger i mit hoved.

der er ekko af usikkerhed og uro.

trangen til kontrol vokser.

følelsen af at mislykkes vokser.

jeg kan godt se op.

men jeg dykker igen.

''Hej med dig.

Har du livets opskrift til mig?

Jeg er bange for at lave fejl.

Jeg er bange for at kigge i mit spejl.

Jeg ser hen, ud og op.

Jeg frygter min egen krop.

Anoreksi eller ej.

Kampen tilbage til livet er lang og sej.

Jeg er glad og jeg er sur.

Jeg er kommet længere ud af mit eget bur.

Frygten er ikke en leg.

Har du livets opskrift til mig?''

Small steps, big steps. 

No more less.

A little less control, A little more of me.

Its difficult to find the golden key.

I see changes inside and outside.

Still I have days where i just want to hide.

To much, to little.

Its so fucking dahm hard to find the middle.

I want to live, I want to dance.

But then, the anorexia looses its glance.

I decided long time ago that i wanted to live,

but a day like today, i dont have much to give.