Love

When do I deserve love? 

Who decides it? 

I'm speechless, yet so full of words.

It hurtis so deeply to feel misunderstood, when you really try to open up. 

I know it seems like I don't try some days.

But sometimes it just hurts so much that I can't do anything but breathe.

I'm scared that I can't be what you want me to be. 

Happy, joyful, relaxed and full of energy. 

You see, that just don't come naturally when I'm in my black hole. 

 

egen-omsorg.

hvad er nu det for noget?

jo mere ens sygdom fylder, jo mindre er der plads til egenomsorg. 

jeg er igang med at lære, hvornår jeg føler jeg gør noget godt for MIG.

og hvornår det er skidt for MIG.

hvor meget skal jeg sove?

hvor meget skal jeg spise?

hvor meget fritid har jeg brug for?

hvor meget skal jeg bevæge mig?

hvor meget er nok?

hvor meget er for lidt?

hvor meget er jeg mig?

hvor meget skole er passende for mig?

hvor meget har jeg brug for?

hvad ønsker jeg?

det tager minutter, timer, dage, uger, måneder, år.

der er ingen fastsat dato, hvor man kan sige: nu er jeg der sgu!

der er ingen milepæle udover dem jeg selv sætter.

det kræver øvning at blive rask.

det kræver intensiv øvning.

der vil blive lavet mange fejl og erfaringer.

der vil være mange sejre og oplevelser som skal bearbejdes.

Wow.

wow.

jeg siger det igen. Wow.

det er en ting man skal lære igennem hele sit og det vil ændre sig alt efter alder, situation, køn, personlighed, osvosv.

wow.

og hold kæft hvor er jeg nervøs for at springe ud i det.

Jeg har mest af alt lyst til at tude..

Jeg har så mange ting jeg kan nu.

Men alligevel føles det underligt.

Jeg kan ikke finde min plads ´.

Kan ikke rigtigt finde ud af hvor jeg  hører til og skal give mig til.

Jeg har nogenlunde tid og jeg har mange forskellige mennesker omkring mig.

Alligevel craver jeg trangen til at lave enormt , som alligevel ingenting er.

Make sense? NO!

Jeg vakler i mellem 'go eller no go'.

'Do or not do'

'nothing and everything' 

'3 år og 20 år'

'praktisk til kreativ'.

Hvor er mine gråzoner??

at tvivle på mig selv.

at tvivle på min egen retning.

at tvivle på mit eget hjerte.

at tvivle på andre.

at tvivle på.. det hele.

hvorfor kan jeg ikke bare slå min hjerne på OFF??

jeg dykker igen.

jeg kan godt se op.

jeg har ikke kræfter til at kæmpe mig op, lige nu.

jeg er her bare.

jeg flyder bare.

hver en muskel i min krop er anspændt af udmattelse.

spørgsmålene runger i mit hoved.

der er ekko af usikkerhed og uro.

trangen til kontrol vokser.

følelsen af at mislykkes vokser.

jeg kan godt se op.

men jeg dykker igen.

''Hej med dig.

Har du livets opskrift til mig?

Jeg er bange for at lave fejl.

Jeg er bange for at kigge i mit spejl.

Jeg ser hen, ud og op.

Jeg frygter min egen krop.

Anoreksi eller ej.

Kampen tilbage til livet er lang og sej.

Jeg er glad og jeg er sur.

Jeg er kommet længere ud af mit eget bur.

Frygten er ikke en leg.

Har du livets opskrift til mig?''

Det er helt og aldeles latterligt hårdt og brutalt at føle sig som en fiasko i sit eget liv. 

Altså, det er jo egentlig ikke fordi mit liv er noget lort.

Det er heller ikke fordi jeg ikke laver nogle ting.

Det er heller ikke fordi jeg ikke trodser anoreksien.

Det er heller ikke fordi jeg ingen venner eller kæreste har.

Men følelsen af at hele tiden skulle være et andet sted, gøre noget andet eller være en anden, - den er der hele tiden.

Følelsen af at ikke nå nok i løbet af en dag.

Følelsen af at jeg ikke kan styre vægten mere, ene og alene fordi jeg vil være rask nu!

Jeg vil ikke sulte mig selv mere. 

Jeg vil ikke tilbage i et mad-kaos.

Jeg håber virkelig at min vægt bliver stabil.

Jeg håber virkelig jeg finder noget jeg kan brænde for.

Noget der kan skubbe mig ud af anoreksien..

Jeg har lyst til at rejse væk.

Se noget andet, gøre noget andet, være en anden.

Men jeg er jo mig, uanset hvor på jorden jeg er. 

Det er svært at acceptere og får enorm trang til at skulle handle på det.

At skulle kæmpe for mit liv.

At skulle kæmpe til retten for at have det godt, selv om jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort.

At skulle have tillid til at min vægt stabiliserer sig.

At skulle acceptere det faktum at hvis jeg vil være rask, så skal min vægt forblive heroppe.

Jeg har det jo meget bedre end for 2 år siden.

Men jeg har stadig mange veje jeg skal krydse. 

Yesyesyes! Jeg har været til gymnastik i dag - fordi jeg elsker det!

Det var en angst-overvindelse at komme afsted. At gøre det.

At give slip. At være med.

Jeg har turde at drømme om sports college, fordi jeg elsker dans. Fordi jeg elsker at være omgivet af mennesker. Fordi jeg fik LYST.

Så kommer aften-downeren. 

Føler mig tyk. Føler mig dum fordi jeg spiser.

Jeg kiggede mig selv i spejlet.

Ikke fordi det hjælper mig, men fordi jeg følte 'trang til det'.

Og så blev jeg ked af det.

Følte lige pludselig at jeg ikke måtte dyrke motion for sjov. Fordi jeg kunne lide det.

Suuuuuug ind. Puuuuust ud.. 

'Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er'

Vejen ud.

Vejen ud af selvhad.

Vejen ud af sorg.

Vejen ud af anoreksi.

Vejen ud af skyld.

Vejen ud af skam.

Vejen ud af det hele.

Jeg vil ud, men min vej er så tåget.

Den er sløret.

Jeg kan ikke se monstrene.

Jeg kan ikke se mine små sikre platforme.

Jeg kan ikke se tilbage.

Alt er tåget.

Alt er sløret.

Jeg føler ikke at mine øjne passer på denne jord.

I denne verden.

Jeg føler ikke jeg er stærk nok til det her liv. 

Det her liv, som kræver.

Kræver hvad?

Kræver alt.

Jeg kræver alt.

De kræver alt.

Alt bliver krævet. 

Jeg føler stadig skyld over at ville livet!

Jeg føler stadig skyld over at jeg ikke koncentrerer mig om vægt og mad HELE tiden.

Jeg føler stadig skyld over at jeg hverken kan vælge anoreksien eller livet 100%.

Jeg føler stadig skyld over den jeg er. 

Jeg syntes det er pinligt!

Jeg føler jeg bare skal tage mig sammen.

hovedpine, kvalme, sult.

træthed,  bedrøvet-hed, rygsmerter.

ved ikke om jeg nogle gange mærker for meget.

mærker for meget min krops reaktioner, mærker for meget min egen tristhed.

nogle gange ville jeg gerne kunne afskære min krop.

men det har jeg prøvet.

jeg blev så syg.

når man igen begynder at lytte til sin krop - kan man så mærke for meget efter? 

Angsten for angsten.

Angsten for at være alene.

Angsten for at være sammen,

Spændingen for det ukendte.

Frygten for det ukendte. 

Jo mere jeg blive bange - jo tykkere bliver jeg.

Jo mere jeg prøver at præstere - jo mere hader jeg mig selv.

Jo mere jeg skal - jo mere anspændt bliver jeg.

Nogle gange føler jeg at jeg havde passet bedre ind i 1800-tallets normer.

Jeg sætter stor pris på natur, på familie, på det nære miljø og på traditioner.

Jeg er også vild med teknologi - men jeg vender gang på gang tilbage til nogle andre 'værdiger og normer'.

Jeg vil gerne være hjemmegående husmor - min veninde vil gerne være medicin-forsker.

Jeg vil gerne bage og skrive - min veninder vil gerne se reality tv og Shoppe.

Jeg vil gerne danse og gå ture - min veninde vil gerne gå i fitness og løbe ture.

Jeg vil gerne have min egen lille have - min veninde vil gerne have egen bil.

- Der er jo intet galt i disse ting, og nogle dage vil jeg også gerne shoppe og blive klogere på biologi.

Men primært - så er det nogle andre ting mine virkelige værdier er.

Vores kultur i dag, er anderledes end det jeg oftest har af behov indeni.

Føler mig næsten altid forkert fordi jeg lægger dybere mening i hver eneste sætning, hvert eneste ord og hver eneste handling. 

Jeg ser nogle flere ting, jeg mærker andres stemninger og har en enorm samvittigheds-masse i min krop.

Jeg elsker kaffe - min veninde vil have en mohjito.

Jeg elsker sovs og kartofler - min veninde vil have sushi.

Jeg elsker pauser og dansk hygge - min veninde vil have fart og kultur-fornyelse.

Passer jeg virkelig ikke ind?

madlyst.

Hvor end jeg kigger på nettet eller ser tv kommer der alle former for madopskrifter og billeder op af mad.

Low-carb, fest, sommer, slankere, stærkere, smukkere, mere udfordrende osv. osv. osv. 

Jeg tager mig selv i at tage billeder af min egen mad - fordi jeg har lyst til at inspirere andre.

Men, så tænker jeg på hvor træt af jeg selv er, når det hele handler om mad. 

Så måske jeg skulle gå fra den lille tanke igen.

Syntes at 'livet' er en underlig størrelse.

En dag skal vi væk.

En dag blev vi født.

En dag er man glad.

En dag er man sur.

En dag er man det hele.

Som nyfødt og død - som glad og sur.

Jeg har svært ved at finde en mening med MIT liv.

Hvor har jeg været, og hvor er jeg på hen?

Jeg tror alle mennesker vil stå i situationer lignende denne.

Men det er NU at JEG står i den. 

Måske ønsker jeg mig i virkeligheden mere end jeg kan få.

Måske ønsker jeg mig mindre?

Måske ser jeg mindre end det hele billede.

Måske ser jeg for meget.

Alt er så relativt at jeg bliver rundtosset.

Jeg har det svært med en rask krop - når jeg ikke føler den endnu er en del min 'nye' identitet. 

Mit nye liv - der er rask og med op og nedture som 'alle andre'.

Jeg er skrøbelig indeni, som jeg var inden jeg begyndte på min vægtøgning og ønske om et liv.

Jeg er mere robust fysisk.

Og når jeg er så blød og sensitiv indeni - så er det sgu svært!

Når jeg har et ønske om at gøre alle glade - og hjælpe alle - og være der for alle - så brænder jeg ud.

Kæmper mod skam og angst lige nu.

Tid og stædighed er yderst vigtigt.

Jeg har det skidt med min krop både med og uden tøj. 

Som om der ingen løsning er.

Jeg tænker på hvad der er sket / eller hvad der sker i mig.

JEG FØLER IKKE JEG SLÅR TIL!

Uanset hvad, så føler jeg mig ikke god nok. 

Og det er smerte på smerte på smerte - på smerte - at mærke hele tiden. 

Har lys til at konstant holde mig igang med et eller andet, for ellers sniger der sig en angst ind i min krop. 

A poem about now.

Jeg er bange for at følge min drøm.

Livet lige nu, kører bare i den samme strøm. 

Jeg ser  op og der er en masse der ler,

men tårerne hober sig op - fler og fler.

Jeg ser hele verden suse forbi,

møder en masse mennesker som jeg godt ka' li'. 

De ser på mig og smiler,

jeg håber bare at dagen den iler.

Jeg mærker et håb,

men endnu flere råb.

Ser på dagen, ser på vejen, ser på dig,

hvis bare du kunne se hvad der foregår inden i mig.

Livet er her, livet er nu,

åh, hvis jeg dog bare ku'.

Jeg føler mig fortabt, alene og bange,

alle nætter og dage er for lange.

Håbløshed, jalousi og sorthed,

der må da være en mening derude et sted?