Jeg vil gerne være sund og stærk.

Men jeg vil aldrig nogensinde gå på kur, tælle kalorier, eller forbyde mig selv noget i mit liv, som jeg inderst inde ønsker.

jeg vil bare gerne være sund og rask nu. 

hej december!

så mødes vi igen.

jeg føler det er en tid hvor der alt muligt skal nås - og gerne hurtigt.

skole, sociale arrangementer, gaver, ferie osvosv...

jeg øver mig i at sige til mig selv at jeg gerne MÅ.

jeg MÅ gerne nyde maden, roen, hygge, samværet, vejret, det hele.

jeg MÅ gerne.

Anoreksien siger noget andet - men den er en løgner. 

jeg MÅ jo gerne.

jeg MÅ gerne tænke på noget andet end krop.

hvor føler jeg mig bare som en egoistisk møgunge når at jeg har det så svært med andres anoreksi og kampe.

Når hele den her kamp foregår indeni mig, omkring mad og vægt (det går meget bedre!!) så kan jeg næsten ikke kapere at folk omkring mig er endnu mere syge.

Jeg er kommet så langt og jeg vil meget længere endnu.

Jeg kæmper lidt med min krops størrelse pt. og jeg føler mig rigtigt presset i skolen.

Jeg har mest lyst til at være i selskab med nogle hvor jeg ikke skal fake og lægge i min kærestes arme foran en god serie. 

Jeg har lyst til at tvangsmotionere men kan ikke finde overskuddet fordi skolen fylder så meget pt 

Er det mon godt eller skidt?

De sidste par dage har bare ikke været MINE dage.

Umiddelbart har den stået på terapi, kærestehygge og familiehygge med jul oveni. 

alligevel kan jeg mærke at min anoreksi banker på.

tankerne om at jeg er tyk og doven kredser atter igen rundt om mig.

jeg mister lyst til ting jeg normalt nyder som tv-serier, film, bagning, gåture, at snakke, tage billeder,være kreativ osv.

jeg er stresset indeni. og jeg tror det er anoreksi der prøver at gøre mig bange så jeg kan komme igang med noget angst-motion.

det er rigtigt pinefuld at gå rundt med, men det er endnu sværere at få sagt til dem der kan hjælpe mig.

jeg ved jo ikke om det er fordi jeg tror det er anoreksi eller om det bare er mit hoved der fucker med mig. 

de sidste fire-fem gange  har vægten daler langsomt ned. ikke noget faretruende, men jeg tror det bliver rart faretruende indeni mig når jeg kan begynde at mærke at anoreksien lister ind i mine tanker.

I nat vågnede jeg med mareridt.

Der var nogle der skød en ved siden af mig, men de så og skånede mig.

Jeg hjalp den sårede til at blive rask og derefter jagtede de også mig.

Det var som virkelighed og jeg sov generelt dårligt resten af tiden. 

Jajajaja.. jeg ved godt positiv tænkning hjælper.

men jeg udøver 'positiv tænkning' i sådan en udstrækning at jeg glemmer at lukke de mere negative ud og til sidst hober de sig op og bliver drænende og forstyrrende.

Reminder: Åbn munden! 

Vis mig et lys,

Vis mig et tegn.

Vis mig et hjerte.

Vis mig et stjerneskud.

Vis mig et helt hjerte.

Vis mig et ønske.

Vis mig dig.

Sikke sentimental jeg altid bliver om aftenen. 

Der kører tankerne rundt, medmindre der kommer nogle og forstyrrer mig.

Jeg har altid en forestilling om hvordan livet skal være - og er det aldrig, for det er blot en forestilling ikke en virkelighed.

Det er rigtigt svært at lægge anoreksien væk lige nu. Jeg spiser, jeg går i skole og jeg går til psykolog. Men den nærmer sig hele tiden mit øre og hvisker. 

At lave - for mig - er at være fri.

hej anoreksi - så mødes vi igen.

utroligt hvor stor din styrke er.

hvor hurtigt du kan vende tilbage.

jeg kan godt se dig nu.

jeg er bange.

bange for at du tager livet af mig.

du for tæller mig konstant løgne.

at jeg er tyk, dum og forkert.

at jeg skal passe på med ikke at spise for meget.

du fortæller mig at jeg ser dum ud,

du fortæller mig at jeg bare er fornuftig.

jeg kan godt se dig nu. 

du kan godt se at jeg ser dig.

jeg kan godt se at du ser mig imens jeg ser dig.

du giver mig angst.

du giver mig træthed.

du giver mig uro.

du giver mig selvskade tanker.

du giver mig kun lort.

så derfor vil jeg spise slik i aften.

FUCK DIG.

''Hej med dig.

Har du livets opskrift til mig?

Jeg er bange for at lave fejl.

Jeg er bange for at kigge i mit spejl.

Jeg ser hen, ud og op.

Jeg frygter min egen krop.

Anoreksi eller ej.

Kampen tilbage til livet er lang og sej.

Jeg er glad og jeg er sur.

Jeg er kommet længere ud af mit eget bur.

Frygten er ikke en leg.

Har du livets opskrift til mig?''

Det er helt og aldeles latterligt hårdt og brutalt at føle sig som en fiasko i sit eget liv. 

Altså, det er jo egentlig ikke fordi mit liv er noget lort.

Det er heller ikke fordi jeg ikke laver nogle ting.

Det er heller ikke fordi jeg ikke trodser anoreksien.

Det er heller ikke fordi jeg ingen venner eller kæreste har.

Men følelsen af at hele tiden skulle være et andet sted, gøre noget andet eller være en anden, - den er der hele tiden.

Følelsen af at ikke nå nok i løbet af en dag.

Følelsen af at jeg ikke kan styre vægten mere, ene og alene fordi jeg vil være rask nu!

Jeg vil ikke sulte mig selv mere. 

Jeg vil ikke tilbage i et mad-kaos.

Jeg håber virkelig at min vægt bliver stabil.

Jeg håber virkelig jeg finder noget jeg kan brænde for.

Noget der kan skubbe mig ud af anoreksien..

Jeg har lyst til at rejse væk.

Se noget andet, gøre noget andet, være en anden.

Men jeg er jo mig, uanset hvor på jorden jeg er. 

Det er svært at acceptere og får enorm trang til at skulle handle på det.

At skulle kæmpe for mit liv.

At skulle kæmpe til retten for at have det godt, selv om jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort.

At skulle have tillid til at min vægt stabiliserer sig.

At skulle acceptere det faktum at hvis jeg vil være rask, så skal min vægt forblive heroppe.

Jeg har det jo meget bedre end for 2 år siden.

Men jeg har stadig mange veje jeg skal krydse. 

Yesyesyes! Jeg har været til gymnastik i dag - fordi jeg elsker det!

Det var en angst-overvindelse at komme afsted. At gøre det.

At give slip. At være med.

Jeg har turde at drømme om sports college, fordi jeg elsker dans. Fordi jeg elsker at være omgivet af mennesker. Fordi jeg fik LYST.

Så kommer aften-downeren. 

Føler mig tyk. Føler mig dum fordi jeg spiser.

Jeg kiggede mig selv i spejlet.

Ikke fordi det hjælper mig, men fordi jeg følte 'trang til det'.

Og så blev jeg ked af det.

Følte lige pludselig at jeg ikke måtte dyrke motion for sjov. Fordi jeg kunne lide det.

Suuuuuug ind. Puuuuust ud.. 

'Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er'

Vejen ud.

Vejen ud af selvhad.

Vejen ud af sorg.

Vejen ud af anoreksi.

Vejen ud af skyld.

Vejen ud af skam.

Vejen ud af det hele.

Jeg vil ud, men min vej er så tåget.

Den er sløret.

Jeg kan ikke se monstrene.

Jeg kan ikke se mine små sikre platforme.

Jeg kan ikke se tilbage.

Alt er tåget.

Alt er sløret.

Jeg føler ikke at mine øjne passer på denne jord.

I denne verden.

Jeg føler ikke jeg er stærk nok til det her liv. 

Det her liv, som kræver.

Kræver hvad?

Kræver alt.

Jeg kræver alt.

De kræver alt.

Alt bliver krævet. 

a body

En kvindekrop.

En kvindekrop.

Ikke tyk, en kvindekrop.

Ikke forkert, en kvindekrop.

Ikke ulækkert, men smukt, en kvindekrop.

Ikke usundt, men sundt, en kvindekrop.

Det er så svært at nå en vægt hvor kroppen regulerer sig selv.

Hvor brysterne kommer, hvor numsen hopper og lårene ryster.

En krop hvor man ser ældre ud, flere former og er stærkere.

En krop der kan føde børn og alt det inden. 

Når man bliver syg af anoreksi, stopper kroppens udvikling.

Denne udvikling som måske er 6 år undervejs.

Fra barn til voksen.

Fra pige til kvinde.

Denne udvikling har for mig, 'kun' varet 1,5 år.

Det er sgu da klart mit hoved ikke altid er helt med!

Jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, jeg prøver virkelig at snakke om mine følelser.

En kvindekrop.

Jeg er usikker på mig selv.
Som når man tager sit første par stiletter på.
Jeg vakler.
Det er først nu jeg skal lære at gå.

Jeg føler stadig skyld over at ville livet!

Jeg føler stadig skyld over at jeg ikke koncentrerer mig om vægt og mad HELE tiden.

Jeg føler stadig skyld over at jeg hverken kan vælge anoreksien eller livet 100%.

Jeg føler stadig skyld over den jeg er. 

Jeg syntes det er pinligt!

Jeg føler jeg bare skal tage mig sammen.

Kroppen husker....
Kroppen husker, hvad?

Hvor husker kroppen og hvad husker hovedet?

Og er disse to forbundet eller arbejder de bare sammen?

Mit hoved husker at blive banket af anoreksien.

Min krop husker en følelse af tomhed.

Når jeg spiser er jeg bange for at jeg spiser både for lidt og for meget.

Når jeg ikke spiser, er jeg bange for at det er pga. anoreksien.

Jeg vil fandme ikke have anoreksien skal vinde, men jeg kan også mærke at den puster mig i nakken.

Jeg har ingen idé om, hvorvidt man skal leve med sygdommen resten af sit liv, eller om 'den går væk'.

Jeg glæder mig til at være fri,

hovedpine, kvalme, sult.

træthed,  bedrøvet-hed, rygsmerter.

ved ikke om jeg nogle gange mærker for meget.

mærker for meget min krops reaktioner, mærker for meget min egen tristhed.

nogle gange ville jeg gerne kunne afskære min krop.

men det har jeg prøvet.

jeg blev så syg.

når man igen begynder at lytte til sin krop - kan man så mærke for meget efter? 

Angsten for angsten.

Angsten for at være alene.

Angsten for at være sammen,

Spændingen for det ukendte.

Frygten for det ukendte. 

Jo mere jeg blive bange - jo tykkere bliver jeg.

Jo mere jeg prøver at præstere - jo mere hader jeg mig selv.

Jo mere jeg skal - jo mere anspændt bliver jeg.

Svær tid.

Dårlig søvn.

Angst.

Anoreksi.

Minimalt overskud.

Energien kommer i bølger.

Der er mest mindre bølger.

Har samme symptomer som inden jeg begyndte på medicin.

I ca. 1,5 måned har jeg ikke fået min medicin.

Nu tager alt det over som fyldte før.

Jeg havde lige et par uger hvor jeg kunne vælte verden.

Og så gik det nedad.

Derfor starter jeg på min medicin igen.

Det føles som et nederlag - men også en hjælp.

Ellers aner jeg ikke hvad fanden jeg skal gøre.

My goal was...

Jeg har nået min målvægt og mit hoved slår KLIK.

Vrede, uro, krops-smerter af uforklarlig grund.

I en lang periode har jeg bildt mig selv ind, at når jeg nåede min målvægt, så ville jeg være fuld af energi og være rask.

- Det er jeg bare ikke.

Jeg føler mig somme tider som 15kg lettere. Altså - angst, urolig, bange, træt, sur, frustreret, for lidt tillid. 

Osvosv. 

Åh hvor er jeg ked af at jeg ikke 'bare' er rask nu!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

hallihalløj.

Skal mit liv virkelig afhænge af min krops udseende og vægt?

Kæmper mod skam og angst lige nu.

Tid og stædighed er yderst vigtigt.

Jeg har det skidt med min krop både med og uden tøj. 

Som om der ingen løsning er.

Jeg tænker på hvad der er sket / eller hvad der sker i mig.

JEG FØLER IKKE JEG SLÅR TIL!

Uanset hvad, så føler jeg mig ikke god nok. 

Og det er smerte på smerte på smerte - på smerte - at mærke hele tiden. 

Har lys til at konstant holde mig igang med et eller andet, for ellers sniger der sig en angst ind i min krop.