jeg er i oprør mod mit forrige jeg.

alt det jeg jeg stræbede efter, alt det jeg kontrollerede.

alt det jeg var bange for, alt det jeg behøvede for at fungere.

alt det syge.

alle reglerne.

alle følelserne.

alt selvhaddet,

Jeg vil væk fra det!!!

Jeg vil smadre min anoreksi, jeg vil smadre det som smadrede mig og mit liv.

Jeg vil smadre alt det jeg har bildt mig selv ind.

Jeg vil føle selvværd igen.

Jeg vil være god til noget jeg elsker.

Jeg vil være oprørsk.

Jeg vil være ung.

Jeg vil være tosset.

Jeg vil være fri.

Jeg vil gøre alt det forbudte.

Jeg vil tilbage til livet.

Jeg vil gerne være sund og stærk.

Men jeg vil aldrig nogensinde gå på kur, tælle kalorier, eller forbyde mig selv noget i mit liv, som jeg inderst inde ønsker.

Må en kvinde gerne være en .... kvinde?

altså, jeg syntes nogle gange at vi kvinder skal konkurrere med mænd?

Vi skal være lige stærke, både på det fysiske og mentale plan. 

Vi skal have de samme færdigheder, den samme 'ubekymret levestil', være mindre følsomme. 

Men fra naturens side er vi bygget vidt forskellige?

Kvinderne ikke bygget til det samme som mænd - og omvendt.

Vi har hver vores følelses-register, som også kan varierer blandt det samme køn.

Vi har mange fællestræk, og hallelujah for det.

Men hvad med alle vores forskelligheder? De er gode!

Tænk en verden kun med kvinder?

Tænk en verden kun med mænd?

Tænk på hvor ensidigt det ville blive?

Jeg er sgu ikke en mand.

Jeg har sgu store følelser, snakker løs og be'r om nærhed og respekt!

Jeg reager som jeg gør - nogle gange mere hensigtsmæssigt end andre.

Det samme gør du, søsteren, broderen, kæresten, faderen, moderen osv.

Jeg har sgu bryster, numse og mave.

Jeg har sgu en krop fyldt med vilde hormoner jeg ser en sød baby.

Jeg har sgu husligt og praktisk gen, som madlavning og oprydning.

Jeg har sgu lyst til at gå i kjoler og danse.

Jeg har sgu lyst til at blive værdsat for Mig. 

hej december!

så mødes vi igen.

jeg føler det er en tid hvor der alt muligt skal nås - og gerne hurtigt.

skole, sociale arrangementer, gaver, ferie osvosv...

jeg øver mig i at sige til mig selv at jeg gerne MÅ.

jeg MÅ gerne nyde maden, roen, hygge, samværet, vejret, det hele.

jeg MÅ gerne.

Anoreksien siger noget andet - men den er en løgner. 

jeg MÅ jo gerne.

jeg MÅ gerne tænke på noget andet end krop.

hvor føler jeg mig bare som en egoistisk møgunge når at jeg har det så svært med andres anoreksi og kampe.

Når hele den her kamp foregår indeni mig, omkring mad og vægt (det går meget bedre!!) så kan jeg næsten ikke kapere at folk omkring mig er endnu mere syge.

Jeg er kommet så langt og jeg vil meget længere endnu.

Jeg kæmper lidt med min krops størrelse pt. og jeg føler mig rigtigt presset i skolen.

Jeg har mest lyst til at være i selskab med nogle hvor jeg ikke skal fake og lægge i min kærestes arme foran en god serie. 

Jeg har lyst til at tvangsmotionere men kan ikke finde overskuddet fordi skolen fylder så meget pt 

Er det mon godt eller skidt?

Når hovedet går hurtigere end kroppen.

Min vægt er 'i mål'.

Og jeg har det i perioder meget bedre!

men stadigvæk vandrer mit hoved rundt i alle hjørner og huller i min krop.

Hvis min krop er 90% rask, så er mit hoved måske 60% rask.

mit hoved rykker i 1%.. uden jeg lægger mærke til det.

men det er over tid. det er virkelig ikke noget jeg kan tvinge mit hoved til - 

og det har jeg svært ved at acceptere.

I dag er jeg så træt. i nat sov jeg knap 9 timer.

og hele dagen i skolen har jeg haft koncentrationsbesvær som følge af søvnmangel.

Da jeg kom hjem (og 2 timer tidligere en normalt)

sov jeg i 2,5 timer.

jeg er træt.

mit hoved er træt.

min krop er ikke træt, men mit hoved er træt.

mit hoved er endnu ikke 'i mål'.

den dag jeg når 90% i mit hoved, er jeg i mål.

der vil altid være noget man skal arbejde med og jeg bliver aldrig perfekt.

så jeg arbejder roligt hen mod mine mål.

men hold kæft hvor gør det mit hoved træt. 

De sidste par dage har bare ikke været MINE dage.

Umiddelbart har den stået på terapi, kærestehygge og familiehygge med jul oveni. 

alligevel kan jeg mærke at min anoreksi banker på.

tankerne om at jeg er tyk og doven kredser atter igen rundt om mig.

jeg mister lyst til ting jeg normalt nyder som tv-serier, film, bagning, gåture, at snakke, tage billeder,være kreativ osv.

jeg er stresset indeni. og jeg tror det er anoreksi der prøver at gøre mig bange så jeg kan komme igang med noget angst-motion.

det er rigtigt pinefuld at gå rundt med, men det er endnu sværere at få sagt til dem der kan hjælpe mig.

jeg ved jo ikke om det er fordi jeg tror det er anoreksi eller om det bare er mit hoved der fucker med mig. 

de sidste fire-fem gange  har vægten daler langsomt ned. ikke noget faretruende, men jeg tror det bliver rart faretruende indeni mig når jeg kan begynde at mærke at anoreksien lister ind i mine tanker.

I nat vågnede jeg med mareridt.

Der var nogle der skød en ved siden af mig, men de så og skånede mig.

Jeg hjalp den sårede til at blive rask og derefter jagtede de også mig.

Det var som virkelighed og jeg sov generelt dårligt resten af tiden. 

Jajajaja.. jeg ved godt positiv tænkning hjælper.

men jeg udøver 'positiv tænkning' i sådan en udstrækning at jeg glemmer at lukke de mere negative ud og til sidst hober de sig op og bliver drænende og forstyrrende.

Reminder: Åbn munden! 

Når man scroller ned på fitness-centres sider står der ofte:

'' Tab dig med ... !''

'' Blive stærkerede med ...!''

'' Bliv sundere med ....! '' 

Der står aldrig:

'' Vedligehold din dejlige krop!''

Aldrig:

'' Du er god nok! - kom ind og nyd din krop! ''

Jeg ser mange hold som hedder: ''Mave, balle. lår, opstramning ''

Hm, no wonder hvorfor kvinder netop har det sværrest med netop disse tre punkter.

Det er dem der gør dem mest kvindelige, mest 'runde'.

Og det er åbenbart ikke 'godt' .

Hm, hvad er det for nogle skønhedsidealer vi har?

''Hej med dig.

Har du livets opskrift til mig?

Jeg er bange for at lave fejl.

Jeg er bange for at kigge i mit spejl.

Jeg ser hen, ud og op.

Jeg frygter min egen krop.

Anoreksi eller ej.

Kampen tilbage til livet er lang og sej.

Jeg er glad og jeg er sur.

Jeg er kommet længere ud af mit eget bur.

Frygten er ikke en leg.

Har du livets opskrift til mig?''

Det er helt og aldeles latterligt hårdt og brutalt at føle sig som en fiasko i sit eget liv. 

Altså, det er jo egentlig ikke fordi mit liv er noget lort.

Det er heller ikke fordi jeg ikke laver nogle ting.

Det er heller ikke fordi jeg ikke trodser anoreksien.

Det er heller ikke fordi jeg ingen venner eller kæreste har.

Men følelsen af at hele tiden skulle være et andet sted, gøre noget andet eller være en anden, - den er der hele tiden.

Følelsen af at ikke nå nok i løbet af en dag.

Følelsen af at jeg ikke kan styre vægten mere, ene og alene fordi jeg vil være rask nu!

Jeg vil ikke sulte mig selv mere. 

Jeg vil ikke tilbage i et mad-kaos.

Jeg håber virkelig at min vægt bliver stabil.

Jeg håber virkelig jeg finder noget jeg kan brænde for.

Noget der kan skubbe mig ud af anoreksien..

Jeg har lyst til at rejse væk.

Se noget andet, gøre noget andet, være en anden.

Men jeg er jo mig, uanset hvor på jorden jeg er. 

Det er svært at acceptere og får enorm trang til at skulle handle på det.

At skulle kæmpe for mit liv.

At skulle kæmpe til retten for at have det godt, selv om jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort.

At skulle have tillid til at min vægt stabiliserer sig.

At skulle acceptere det faktum at hvis jeg vil være rask, så skal min vægt forblive heroppe.

Jeg har det jo meget bedre end for 2 år siden.

Men jeg har stadig mange veje jeg skal krydse. 

Yesyesyes! Jeg har været til gymnastik i dag - fordi jeg elsker det!

Det var en angst-overvindelse at komme afsted. At gøre det.

At give slip. At være med.

Jeg har turde at drømme om sports college, fordi jeg elsker dans. Fordi jeg elsker at være omgivet af mennesker. Fordi jeg fik LYST.

Så kommer aften-downeren. 

Føler mig tyk. Føler mig dum fordi jeg spiser.

Jeg kiggede mig selv i spejlet.

Ikke fordi det hjælper mig, men fordi jeg følte 'trang til det'.

Og så blev jeg ked af det.

Følte lige pludselig at jeg ikke måtte dyrke motion for sjov. Fordi jeg kunne lide det.

Suuuuuug ind. Puuuuust ud.. 

'Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er'

a body

En kvindekrop.

En kvindekrop.

Ikke tyk, en kvindekrop.

Ikke forkert, en kvindekrop.

Ikke ulækkert, men smukt, en kvindekrop.

Ikke usundt, men sundt, en kvindekrop.

Det er så svært at nå en vægt hvor kroppen regulerer sig selv.

Hvor brysterne kommer, hvor numsen hopper og lårene ryster.

En krop hvor man ser ældre ud, flere former og er stærkere.

En krop der kan føde børn og alt det inden. 

Når man bliver syg af anoreksi, stopper kroppens udvikling.

Denne udvikling som måske er 6 år undervejs.

Fra barn til voksen.

Fra pige til kvinde.

Denne udvikling har for mig, 'kun' varet 1,5 år.

Det er sgu da klart mit hoved ikke altid er helt med!

Jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, jeg prøver virkelig at snakke om mine følelser.

En kvindekrop.

Jeg er usikker på mig selv.
Som når man tager sit første par stiletter på.
Jeg vakler.
Det er først nu jeg skal lære at gå.

Jeg føler stadig skyld over at ville livet!

Jeg føler stadig skyld over at jeg ikke koncentrerer mig om vægt og mad HELE tiden.

Jeg føler stadig skyld over at jeg hverken kan vælge anoreksien eller livet 100%.

Jeg føler stadig skyld over den jeg er. 

Jeg syntes det er pinligt!

Jeg føler jeg bare skal tage mig sammen.

Kroppen husker....
Kroppen husker, hvad?

Hvor husker kroppen og hvad husker hovedet?

Og er disse to forbundet eller arbejder de bare sammen?

Mit hoved husker at blive banket af anoreksien.

Min krop husker en følelse af tomhed.

Når jeg spiser er jeg bange for at jeg spiser både for lidt og for meget.

Når jeg ikke spiser, er jeg bange for at det er pga. anoreksien.

Jeg vil fandme ikke have anoreksien skal vinde, men jeg kan også mærke at den puster mig i nakken.

Jeg har ingen idé om, hvorvidt man skal leve med sygdommen resten af sit liv, eller om 'den går væk'.

Jeg glæder mig til at være fri,