hvor føler jeg mig bare som en egoistisk møgunge når at jeg har det så svært med andres anoreksi og kampe.

Når hele den her kamp foregår indeni mig, omkring mad og vægt (det går meget bedre!!) så kan jeg næsten ikke kapere at folk omkring mig er endnu mere syge.

Jeg er kommet så langt og jeg vil meget længere endnu.

Jeg kæmper lidt med min krops størrelse pt. og jeg føler mig rigtigt presset i skolen.

Jeg har mest lyst til at være i selskab med nogle hvor jeg ikke skal fake og lægge i min kærestes arme foran en god serie. 

Jeg har lyst til at tvangsmotionere men kan ikke finde overskuddet fordi skolen fylder så meget pt 

Er det mon godt eller skidt?

Det er helt og aldeles latterligt hårdt og brutalt at føle sig som en fiasko i sit eget liv. 

Altså, det er jo egentlig ikke fordi mit liv er noget lort.

Det er heller ikke fordi jeg ikke laver nogle ting.

Det er heller ikke fordi jeg ikke trodser anoreksien.

Det er heller ikke fordi jeg ingen venner eller kæreste har.

Men følelsen af at hele tiden skulle være et andet sted, gøre noget andet eller være en anden, - den er der hele tiden.

Følelsen af at ikke nå nok i løbet af en dag.

Følelsen af at jeg ikke kan styre vægten mere, ene og alene fordi jeg vil være rask nu!

Jeg vil ikke sulte mig selv mere. 

Jeg vil ikke tilbage i et mad-kaos.

Jeg håber virkelig at min vægt bliver stabil.

Jeg håber virkelig jeg finder noget jeg kan brænde for.

Noget der kan skubbe mig ud af anoreksien..

Jeg har lyst til at rejse væk.

Se noget andet, gøre noget andet, være en anden.

Men jeg er jo mig, uanset hvor på jorden jeg er. 

Det er svært at acceptere og får enorm trang til at skulle handle på det.

At skulle kæmpe for mit liv.

At skulle kæmpe til retten for at have det godt, selv om jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort.

At skulle have tillid til at min vægt stabiliserer sig.

At skulle acceptere det faktum at hvis jeg vil være rask, så skal min vægt forblive heroppe.

Jeg har det jo meget bedre end for 2 år siden.

Men jeg har stadig mange veje jeg skal krydse. 

a body

En kvindekrop.

En kvindekrop.

Ikke tyk, en kvindekrop.

Ikke forkert, en kvindekrop.

Ikke ulækkert, men smukt, en kvindekrop.

Ikke usundt, men sundt, en kvindekrop.

Det er så svært at nå en vægt hvor kroppen regulerer sig selv.

Hvor brysterne kommer, hvor numsen hopper og lårene ryster.

En krop hvor man ser ældre ud, flere former og er stærkere.

En krop der kan føde børn og alt det inden. 

Når man bliver syg af anoreksi, stopper kroppens udvikling.

Denne udvikling som måske er 6 år undervejs.

Fra barn til voksen.

Fra pige til kvinde.

Denne udvikling har for mig, 'kun' varet 1,5 år.

Det er sgu da klart mit hoved ikke altid er helt med!

Jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, jeg prøver virkelig at snakke om mine følelser.

En kvindekrop.

Jeg er usikker på mig selv.
Som når man tager sit første par stiletter på.
Jeg vakler.
Det er først nu jeg skal lære at gå.

My goal was...

Jeg har nået min målvægt og mit hoved slår KLIK.

Vrede, uro, krops-smerter af uforklarlig grund.

I en lang periode har jeg bildt mig selv ind, at når jeg nåede min målvægt, så ville jeg være fuld af energi og være rask.

- Det er jeg bare ikke.

Jeg føler mig somme tider som 15kg lettere. Altså - angst, urolig, bange, træt, sur, frustreret, for lidt tillid. 

Osvosv. 

Åh hvor er jeg ked af at jeg ikke 'bare' er rask nu!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!