De sidste par dage har bare ikke været MINE dage.
Umiddelbart har den stået på terapi, kærestehygge og familiehygge med jul oveni.
alligevel kan jeg mærke at min anoreksi banker på.
tankerne om at jeg er tyk og doven kredser atter igen rundt om mig.
jeg mister lyst til ting jeg normalt nyder som tv-serier, film, bagning, gåture, at snakke, tage billeder,være kreativ osv.
jeg er stresset indeni. og jeg tror det er anoreksi der prøver at gøre mig bange så jeg kan komme igang med noget angst-motion.
det er rigtigt pinefuld at gå rundt med, men det er endnu sværere at få sagt til dem der kan hjælpe mig.
jeg ved jo ikke om det er fordi jeg tror det er anoreksi eller om det bare er mit hoved der fucker med mig.
de sidste fire-fem gange har vægten daler langsomt ned. ikke noget faretruende, men jeg tror det bliver rart faretruende indeni mig når jeg kan begynde at mærke at anoreksien lister ind i mine tanker.
I nat vågnede jeg med mareridt.
Der var nogle der skød en ved siden af mig, men de så og skånede mig.
Jeg hjalp den sårede til at blive rask og derefter jagtede de også mig.
Det var som virkelighed og jeg sov generelt dårligt resten af tiden.
Jajajaja.. jeg ved godt positiv tænkning hjælper.
men jeg udøver 'positiv tænkning' i sådan en udstrækning at jeg glemmer at lukke de mere negative ud og til sidst hober de sig op og bliver drænende og forstyrrende.
Reminder: Åbn munden!