Tyrkiet sidste år.
Allerede længe siden.
Mine søskende og jeg.
Mine to guldstykker, som jeg aldrig vil undvære.
Savner varmen, kærligheden og glæden.
Egentlig var jeg ikke så glad, som jeg ser ud.
Det var hårdt, for jeg skulle jo passe min indre forstyrrelse.
Den har jeg jo også passe og plejet siden.
Snart 2 år er brugt på mad, selvhad og isolation.
Hold kæft det lyder åndssvagt.
Hvorfor overhovedet at bruge så mange kræfter på det?
Hvad er det jeg prøver at komme væk fra?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar